Strategi for adgang til de digitale samlinger
Det Kgl. Biblioteks strategi for adgang til de digitale samlinger.
Indledning
Det Kgl. Biblioteks Strategi for adgang til de digitale samlinger bygger på Politik for adgang til de digitale samlinger og anviser, hvordan Det Kgl. Bibliotek fører politikkens principper ud i livet.
Hvor politikken udgør det principielle grundlag for adgangsarbejdet med de digitale samlinger, digitalt fødte så vel som digitaliserede, beskriver strategien de strategiske målsætninger, som Det Kgl. Bibliotek vil arbejde med i forhold til adgangen til de digitale kulturarvssamlinger. Digitale kulturarvssamlinger defineres her i overensstemmelse med Det Kgl. Biblioteks Accessionspolitik.
Denne strategi dækker perioden 2020-2023.
Formål
Vi udarbejder en strategi for adgang til de digitale samlinger for at omsætte politikkens principper til konkrete målsætninger. Samtidig ønsker vi at skabe synlighed på overordnet niveau i Det Kgl. Bibliotek om prioriteringer for adgang til digitalt materiale og sikre opbakning til involvering i dette arbejde fra hele organisationen. Strategien skal også skabe et grundlag for forventningsafstemning om adgang til de digitale samlinger i Det Kgl. Biblioteks forskellige afdelinger.
Med de strategiske målsætninger i dette dokument vil vi sikre, at nuværende og fremtidige brugere får bedre adgang til mere digitalt indhold ved at styrke tilgængeligheden til bibliotekets digitale samlinger. Vi vil arbejde for at åbne yderligere for de digitale samlinger på mange forskellige fronter for at gøre mere digitalt materiale tilgængeligt for bibliotekets brugere samt for at skabe positiv opmærksomhed om og yderligere brug af Det Kgl. Biblioteks digitale materiale.
Det er et overordnet strategisk mål at tilgængeliggøre mere digitalt materiale til flere brugere. Det vil ske ved at realisere denne strategis målsætninger og ved Det Kgl. Biblioteks løbende arbejde med at indgå bredere og nye licensaftaler, udvikle flows for automatisk metadatagenerering og ved at tilgængeliggøre yderligere digitaliseret materiale.
Strategien skaber samtidig et grundlag for udvikling af et roadmap for konsolidering af eksisterende samlingsadgange og digitale samlinger.
Formålet med denne strategi er også skabe et grundlag for Afdelingen for digital kulturarvs (DKU) prioriteringer og handlingsplaner for digital adgang.
Baggrund og rammer
I politikken for adgang til de digitale samlinger fastlægger vi, hvilke adgangstyper vi vil benytte i arbejdet med at give adgang til de digitale samlinger. I strategien for adgang til de digitale samlinger tager vi udgangspunkt i politikkens valg af adgangstyper og beskriver for hver adgangstype målet med brugen af denne adgangstype og målsætningerne for brugen af adgangstypen i de kommende år.
I strategien uddyber vi også, hvilke brugergrupper vi tilgodeser ved at benytte de valgte adgangstyper som indgang til de digitale samlinger på Det Kgl. Bibliotek.
I strategien beskriver vi, hvordan registrering af benyttelse af adgangstyperne vil foregå og opstiller målsætninger for dette.
Adgangstyper
Vi arbejder med følgende adgangstyper:
- Adgang via slutbrugerapplikationer
- Adgang via API
- Adgang til datasæt fri af ophavsret
- Digital fillevering
- Individuelle services
- Eksternt samarbejde
Det Kgl. Biblioteks vigtigste brugere og interessenter er af bibliotekets Strategigruppe blevet udvalgt til at være:
- Borgere
- Studerende og forskere
- Folkebiblioteker
- Kulturministeriet og universiteterne
- Samarbejdspartnere
Vi har for adgangstyper og brugergrupper fokus på adgangsstyring på både individ- og gruppeniveau.
Adgang via slutbrugerapplikationer
Målet for adgang via slutbrugerapplikationer er, at brugerne får adgang til mest muligt materiale via én nyudviklet slutbrugerapplikation, “Digitale samlinger” (benævnt i Politik for adgang til de digitale samlinger som ‘adgangsplatformen’), der indgår som en integreret del af kb.dk. Vi vil samtidig sikre, at de digitale samlinger, som vi giver adgang til via “Digitale samlinger”, er i systemer til understøttelse af bevaring.
Indgangen til de digitale samlinger skal kunne rumme Det Kgl. Biblioteks samlinger i videst mulig udstrækning og sikre en samlet og brugervenlig adgang til de digitale samlinger. Samtidig medvirker “Digitale samlinger”s integration med kb.dk til at skabe en sammenhængende brugerrejse i Det Kgl. Biblioteks digitale univers.
Det Kgl. Bibliotek skal være Danmarks nationale bibliotek. Med udviklingen af “Digitale samlinger” tilgodeser vi en bred vifte af Det Kgl. Biblioteks brugere. Den højst prioriterede brugergruppe i udviklingen af “Digitale samlinger” er borgere. Løsningen skal være borgernes samlede indgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger.
Da der også er efterspørgsel efter digitalt materiale fra internationale brugere, sikrer vi, at navigation på “Digitale samlinger” både kan foregå på dansk og engelsk. Samtidig skal det, inden for lovgivningens rammer og aftalegrundlag, være muligt for eksterne søgemaskiner at indeksere det digitale materiale på “Digitale samlinger”, så brugerne nemt kan søge sig frem til materialet på forskellige måder.
Adgangsregulering i form af lovgivning og aftaler vil sætte rammerne for brugen af kulturarvsmaterialerne i “Digitale samlinger”. Det er vigtigt, at vi kommunikerer tydeligt til brugerne om begrænsninger i adgangen til de digitale samlinger.
Så vidt muligt vil vi arbejde i retning af, at slutbrugerapplikationen med højest mulige grad af automatik kan håndtere adgangsstyring, både på gruppe- og individniveau.
Vi skal kommunikere tydeligt til brugerne, at ikke alle Det Kgl. Biblioteks materialer er digitale. Vi vil i “Digitale samlinger” og generelt på kb.dk skabe en tæt kobling mellem de digitale samlinger og de fysiske materialer, der kan findes via bibliotekssystemet. Det Kgl. Bibliotek bør løbende arbejde med udvikling og forbedring af metadata for de digitale samlinger i overensstemmelse med lovgivningen og for at skabe en bedre brugeroplevelse i “Digitale samlinger” og generelt på kb.dk.
“Digitale samlinger”s brugergrænseflade skal kunne tilpasses krav til afgræsning og forskellig visning, da denne ene applikation skal tilfredsstille mange krav fra både Det Kgl. Biblioteks brugere og samarbejdspartnere. Samtidig fordrer materialernes forskellighed forskellige typer af funktionalitet.
Udviklingsplanen for “Digitale samlinger” beskrives i projektplanen for løsningen.
Indtil “Digitale samlinger” er kørende med så vidt muligt alle materialetyper og digitale samlinger fra kulturarvsområdet, vil vi blive ved med at vedligeholde andre slutbrugerapplikationer i den udstrækning, det er muligt inden for ressourcerammer og lovgivning. Vi udvikler et roadmap for migrering af samlinger fra nuværende slutbrugerapplikationer til systemer til understøttelse af bevaring samt nedlukning af nuværende slutbrugerapplikationer. Efterfølgende sikrer vi migrering af samlinger og kontrolleret nedlukning af nuværende slutbrugerapplikationer i overensstemmelse med roadmappet og parallelt med, at der gives adgang til materialet på “Digitale samlinger”.
Målsætninger for perioden 2020-2023:
- Vi udvikler “Digitale samlinger”, som samler nuværende og fremtidigt ind hold i én løsning.
- Vi gennemfører en analyse af eksisterende slutbrugerapplikationer og samlinger og udvikler et roadmap for konsolidering.
- Vi igangsætter roadmappets prioriteringer, og vi begrænser antallet af slutbrugerapplikationer under hensyntagen til brugernes behov og i takt med udviklingen af “Digitale samlinger”.
- Vi udvikler og forbedrer metadata til de digitale samlinger på tværs af Det Kgl. Biblioteks afdelinger.
Værdi for brugerne:
- Brugere kan tilgå Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger ét sted og skal ikke forholde sig til flere forskellige adgangsplatforme.
- Brugere kan søge på tværs af forskellige digitale materialetyper.
Adgang via API
Vi vil benytte API til tilgængeliggørelse af de digitale samlinger på Det Kgl. Bibliotek. Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger skal fremadrettet tilgængeliggøres via ét API fælles for alle materialetyper og tilknyttet Det Kgl. Biblioteks systemer til understøttelse af bevaring.
Målet for udviklingen af et samlet API er, at API’et skal bruges til interne og efterfølgende eksterne adgangsløsninger for at sikre en ensartet og robust tilgængeliggørelse af samlingerne og bedre muligheder for at benytte samlingerne på tværs af brugergrænseflader.
Med udviklingen af den API-baserede tilgang til de digitale samlinger skaber vi bedre rammer for Det Kgl. Biblioteks udvikling af adgang til de digitale samlinger. Et samlet API er også forudsætningen for, at eksterne samarbejdspartnere får mulighed for at stille Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger til rådighed i den udstrækning, lovgivningen tillader. Ud over begrænsninger sat af lovgivning vil vi forbeholde os ret til at begrænse ekstern benyttelse af API’et under hensynet til belastning af Det Kgl. Biblioteks ressourcer.
Målsætninger i perioden 2020-2023:
- Vi udvikler et API i forbindelse med udviklingen af “Digitale samlinger”.
- Vi konsoliderer eksisterende API-løsninger i takt med udvikling af det nye samlede API.
Værdi for brugerne:
- Brugere kan få adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger via andre leverandørers platforme samt som rå metadata- og dataudtræk, hvor det er muligt.
Adgang til datasæt fri af ophavsret
Vi ønsker at give adgang til datasæt fri af ophavsret i den udstrækning, ressourcerne tillader tilgængeliggørelse.
Målet for adgang til datasæt fri af ophavsret er, at Det Kgl. Bibliotek stiller datasæt fri af ophavsret til rådighed i videst mulig udstrækning for brugere og samarbejdspartnere gennem bibliotekets platforme til formålet. Vi benytter Library Open Access Repository (LOAR) for adgang til disse materialer.
Tilgængeliggørelse af datasæt fri af ophavsret sker som regel på foranledning af og i samarbejde med forskere og studerende og er typisk projekt- eller eventbaseret.
En forudsætning for adgang til datasæt fri af ophavsret er, at arbejdet med at tilgængeliggøre disse datasæt er eksternt finansieret. Dog vil vi tilstræbe at finde interne ressourcer til at lægge mindst ét datasæt fri af ophavsret pr. år online i forbindelse med datasprints eller lignende.
Målsætninger i perioden 2020-2023:
- Vi forøger løbende mængden af datasæt fri af ophavsret.
- Vi samarbejder med forskere og andre partnere om tilgængeliggørelse af datasæt fri af ophavsret, efterhånden som der etableres projekter, der indeholder ekstern finansiering til at stille datasæt fri af ophavsret tilgængelige.
Værdi for brugerne:
- Brugere kan tilgå og benytte datasæt fri af ophavsret via Det Kgl. Biblioteks digitale platforme til disse datasæt.
Digital fillevering
Vi ønsker fortsat at tilgodese behov fra både borgere og andre aktører, for eksempel forlag og museer, der har brug for digitale filer til deres formål, og stræber efter at fastholde, udvikle og forenkle services til digital fillevering.
Målet for servicen er at tilfredsstille efterspørgslen på digital fillevering inden for rammerne af lovgivning og ressourcer og med fokus på rettighedsafklaring. Services til digital fillevering kan bestå af både automatiserede tjenester og manuel sagsbehandling, og vi tilstræber en høj grad af standardisering og automatisering. Servicen kan indebære kontakt til brugerne, digitalisering eller fremfinding af digitalt født materiale og fremsendelse af de digitale filer og udføres i et samarbejde mellem DKU og relevante afdelinger, herunder for eksempel DIGI, PLIGT, KUNST og SPS. De digitale filer, der genereres på brugernes foranledning, lægger vi så vidt muligt i “Digitale samlinger”, så andre brugere kan få adgang til de digitale filer.
Forudsætningen for digital fillevering er som udgangspunkt, at brugerne er villige til at benytte servicen mod rimelig betaling.
Målsætninger i perioden 2020-2023:
- Vi fastholder digital fillevering afhængig af efterspørgsel og stiller så vidt muligt de digitale filer til rådighed via link til materialet i “Digitale samlinger”.
- Vi udvikler digital fillevering som en samlet service, bl.a. gennem implementering af et workflowmanagementsystem, som skaber en mere effektiv vej for bestillinger og mere gennemsigtighed i forhold til brugerne.
Værdi for brugerne:
- Brugere kan bestille og få adgang til en digital kopi fra Det Kgl. Biblioteks samlinger, som efterfølgende kan blive tilgængelig for alle bibliotekets brugere i ”Digitale samlinger”.
Individuelle services
Vi ønsker fortsat at tilbyde individuelle services til forskning eller anden brug, der ikke kan imødekommes med standardløsninger. Forespørgsler efter individuelle services er unikke og behandles sag for sag af bibliotekets medarbejdere.
Målet for disse services er, at vi i tæt dialog med brugeren og inden for lovgivningens rammer stiller materialet til rådighed, for eksempel til brug for datamining eller til læsesalsbrug.
Brugergruppen for individuelle services er primært forskere. Målsætninger i perioden 2020-2023:
- Vi fastholder individuelle services afhængig af efterspørgsel og stiller de digitale filer til rådighed for brugeren på den mest hensigtsmæssige måde.
- Vi deltager i arbejdet med at skabe et ensartet serviceniveau for at sikre en standardiseret behandling af denne type henvendelser.
Værdi for brugerne:
- Brugere kan nemmere blive bekendt med Det Kgl. Biblioteks individuelle servicetilbud og kan få adgang til digitale materialer baseret på deres individuelle behov.
Eksternt samarbejde
Det Kgl. Bibliotek indgår gerne i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere for at sikre mest muligt adgang til de digitale samlinger. Eksterne samarbejdspartnere kan både være forskere med midler til specifikke forskningsprojekter, der involverer Det Kgl. Biblioteks materiale, såvel som kommercielle parter, der ønsker at give brugere lettere adgang til mere indhold.
Samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere kan dreje sig om, at disse er indehavere af digitale samlinger af kulturarvsmateriale, som de gerne vil kunne give adgang til via “Digitale samlinger”. I den forbindelse sikrer vi, at disse digitale materialer inden offentliggørelse er placeret i Det Kgl. Biblioteks systemer til understøttelse af bevaring. Vi sikrer også i samarbejde med samarbejdspartneren, at relevant lovgivning for adgang til samlingen overholdes. Samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere kan også dreje sig om, at de gerne vil finansiere, at der etableres adgang via “Digitale samlinger” til kulturarvssamlinger fra Det Kgl. Bibliotek.
Målet for eksternt samarbejde er også, at vi på sigt stiller et API til de digitale samlinger inklusiv dokumentation til rådighed for samarbejdspartnere.
En forudsætning for at indgå i samarbejde med samarbejdspartnere om adgang til de digitale samlinger via samarbejdspartneres platforme er, at der som udgangspunkt er ekstern finansiering til eventuelt arbejde, som Det Kgl. Bibliotek skal udføre i den forbindelse. Samtidig skal der forud eller parallelt med den eksterne adgang være adgang til disse samlinger via “Digitale samlinger”, da Det Kgl. Bibliotek prioriterer adgang via egne platforme højest.
Målsætninger i perioden 2020-2023:
- Vi indgår i samarbejde om tilgængeliggørelse af Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger på eksterne platforme i den udstrækning, Det Kgl. Bibliotek og samarbejdspartnere har interesse i tilgængeliggørelse af materialet og finansiering til at udføre arbejdet.
- Vi indgår i samarbejde om tilgængeliggørelse af samarbejdspartneres digitale samlinger på “Digitale samlinger” i den udstrækning, ressourcer, herunder hensynet til udviklingen af “Digitale samlinger”, og lovgivning tillader det.
Værdi for brugerne:
- Brugere kan få adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger via andre leverandørers platforme.
- Brugere kan tilgå andre leverandørers digitale samlinger via ”Digitale samlinger”.
Crowdsourcing
Brugerinddragelse i form af crowdsourcing ser vi som en mulighed for at inddrage brugerne i kvalificering af de digitale samlingers metadata, samtidig med at vi skaber rammerne for brugernes engagement i samlingerne og sikrer grundlaget for oplysning og dannelse. I forbindelse med crowdsourcing vil vi også have fokus på verificering af data, herunder persondata.
Vi vil benytte crowdsourcing i forhold til de samlinger og de slutbrugerapplikationer, hvor vi finder det relevant, dvs. værdiforøgende og ressourcemæssigt overkommeligt. Vi aftaler derfor etablering af crowdsourcing fra projekt til projekt. De konkrete crowdsourcing-tiltag beskriver vi i projektplanen for de respektive projekter.
I forbindelse med udviklingen af “Digitale samlinger” planlægger vi at arbejde med crowdsourcing i mindre udstrækning.
Målsætninger i perioden 2020-2023:
- Vi fortsætter arbejdet med Det Kgl. Biblioteks største crowdsourcing projekt, Danmark set fra luften, på den nuværende platform i den udstrækning, der tilføres materiale til platformen.
- Vi etablerer en minimal løsning for crowdsourcing på “Digitale samlinger”.
- Vi undersøger muligheden for på sigt at etablere én crowdsourcing-løsning for adgang til KB’s digitale samlinger, hvor vi kan håndtere forskellige projekters crowdsourcing-løsninger samlet.
Værdi for brugerne:
- Brugere kan engagere sig aktivt i kvalitetssikring og udvikling af Danmarks digitale kulturarv.
Benyttelse
Vi vil nøje følge benyttelsen af de forskellige adgangstyper for at kunne afrapportere korrekt og rettidigt til rettighedsinstitutioner m.fl. og for at kunne forbedre Det Kgl. Biblioteks services til brugerne.
Statistikindsamlingen sker i samarbejde med Det Kgl. Biblioteks statistikansvarlige.
Statistikindsamling sker i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og de gældende standarder for forskningsbiblioteksstatistik ved Danmarks Statistik.
Da der vil være en tæt integration mellem kb.dk og “Digitale samlinger”, sikrer vi, at statistikløsninger på ”Digitale samlinger” udvikles i samklang med udviklingen af kb.dk. Løsningen skal tilgodese alle krav til intern og ekstern afrapportering. Information om benyttelse bruger vi også til løbende at optimere “Digitale samlinger”, så vi skaber den bedst mulige adgang til mest muligt materiale.
For allerede eksisterende slutbrugerapplikationer benytter vi de nu tilknyttede statistikløsninger. Hvor der mangler statistikløsninger på eksisterende platforme, arbejder vi for at skabe tilstrækkelig statistik til at kunne følge brugen af slutbrugerapplikationen i den tid, applikationen holdes kørende, inden adgangen til materialet flyttes til “Digitale samlinger”.
Vi sørger for manuel registrering af benyttelsen af de individuelle services.
I udviklingen af “Digitale samlinger” inddrager vi brugerne, så vi kan skabe den bedst mulige brugeroplevelse. Inddragelse af brugerne i udviklingen af platformen beskrives i projektplanen for udviklingen af “Digitale samlinger”.
Målsætninger i perioden 2020-2023:
- Vi etablerer en statistikløsning for “Digitale samlinger”, som vi kan bruge til indsamling af statistik for benyttelse fra lanceringen af “Digitale samlinger”.
- Vi etablerer en statistikløsning for Tekstportalen, så vi fra lanceringen af Tekstportalen kan følge benyttelsen.
- Vi etablerer og samarbejder med brugergrupper i arbejdet med udviklingen af “Digitale samlinger” for at tilgodese brugernes behov.
- Vi samarbejder på tværs af Det Kgl. Bibliotek om udvikling af standardiserede arbejdsgange for registrering af individuelle services.
Værdi for brugerne:
- Brugere vil opleve en forbedring af adgange til de digitale samlinger baseret på statistikindsamlingen,
- Brugere kan opleve at blive inddraget i udviklingen af ”Digitale samlinger”.