Dømt til at bo på Bornholm

Christian Thurah bliver født i København omkring 1730. Vi ved ikke ret meget om hans barndom, bortset fra at hans far måske er brygger N.P. Thurah. Vi ved dog, at han vokser op i et dybt religiøst København, der er præget af pietismen. Det er en religiøs bevægelse, der har sin storhedstid i Danmark i perioden 1730-1746. 

På en solskinsdag i april 1779 står Christian Thurah og ser op i den klare blå himmel, der hvælver sig over Munkholmen - hans norske fængsel. En barnehånd rykker i hans ærme: ”Hvad tænker magister Thurah på?” Thurah sukker og svarer: ”På Guds nåde, min dreng”. Thurah har ikke forladt sin barndoms inderlige pietistiske religion. I sit fængsel underviser han garnisonsbørnene i kristendommen. Det er en hellig pligt, mener Thurah, at hjælpe fattige, leve som biblen foreskriver og udbrede den sande tro. Det kan han ikke slippe, til trods for at det er den samme religiøse glød, der har sendt ham i fængsel. Men hvordan er han endt der?

Christian Thurahs historie tager egentlig sin begyndelse i efteråret 1770. 14. september det år indfører Struensee, som på det tidspunkt er på vej til at blive de facto regent i Danmark, trykkefriheden. Nu må enhver skrive og trykke det, som han eller hun ønsker, og man må også gøre det anonymt. Der er ingen regler. Det er helt nyt, og den danske trykkefrihed er den mest åbne i hele Europa. Thurah er på det tidspunkt blevet kandidat i teologi, men han er af en eller anden grund ikke lykkedes med at få ansættelse som præst. Han bor måske fortsat i sin fars hus. Vi kender i hvert fald ikke til, at han har et arbejde eller en indtægt.

Trykkefriheden får det til at vælte ud med pamfletter og skrifter, der bliver solgt på de københavnske værtshuse og i gader og stræder. Struensee drømmer om, at danskerne vil bruge trykkefriheden til at diskutere tidens emner på en oplyst og ophøjet måde. Virkeligheden er en anden. Et af de første skrifter, der udgives, kommer fra vaneprovokatøren Jacob Christian Bies hånd. Og som mange af de andre skrifter er det stærkt polemisk, og i hvert fald ikke ophøjet. Jacob Christian Bie skælder blandt andet ud på præsterne, og det får den stærkt troende Christian Thurah til at fare i blækhuset. Men det er ikke svaret på Bies kritik af præsterne, som sender Thurah i fængsel.

På Munkholmen i 1779 retter Christian Thurah lidt på tøjet og ser træt på de forsamlede børn. ”Lad os begynde med det første bud: Du må ikke have andre guder.” Næsten før ordene er sagt, svarer børnene i et ekko af katekismus: ”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.” Der er stille lidt, Thura spejder igen henover fæstningsmuren, og så siger en pigestemme: ”Skal vi også frygte og elske Gud mere, end vi elsker og frygter fader?” Thurah spiler øjnene op og ser direkte på pigen: ”Dine læber skal bæve af frygt for den almægtige Gud. Dine knæ skal ryste under din sjæls ængstelse. Du skal frygte Vorherre mere, end du frygter Kongen, ja, mere end du frygter Fanden selv. Og du skal elske ham højere, end noget andet på denne jord, højere end livet.” Thurah har talt sig varm, men de næste ord kommer som en hvisken: ”Stol på hans nåde, børn. Stol på ham!” Men i praksis er det Kongens nåde, der kan få Thurah løsladt fra sit fængsel. Ikke Guds. Hvad har fået Kongen til at fængsle Thurah?

Efter disputten med Bie er det svært for Thurah at få pennen tilbage i pennehuset. Flere skrifter kommer fra hans hånd. Men det er helligdagsreformen, som afskaffer en række helligdage, der for alvor får Thurah ud på dybt vand. Reformen er udtænkt, før Struensee tager tøjlerne i Danmark, men bliver gennemført under ham.

Thurah bliver rasende og optændes af religiøs ild. I et nyt skrift skriver han: ”thi dersom man vilde paastaae, at Kongens Souveraine Myndighed strakte sig og til Troens, Lærdommens og Religionens Sager, saa seer jeg aldeles ikke, at der var nogen Forskiel imellem vores Konges Souverainitet og Pavedømmet selv, og saa veed jeg sandelig ikke, hvad vore Forfædre har stridt imod, da de afskaffede den Rommerske Paves Myndighed i vore Lande.”

Det er krasse sager. Det er snublende tæt på, at Thurah kalder kongen og hans regering for papister, og det er den værste anklage, man kan rette mod nogen i 1700-tallets Danmark. Thurah har ikke fornemmet, at stemningen i landet er skiftet. Trykkefriheden bliver afskaffet trinvist og forsvinder helt i 1773, og skriftet udkommer netop i 1773, hvor også Struensee falder, og en ny regering kommer til. Den nye regering finder sig ikke i kritik af Kongen eller regeringsførelsen, og Thurah bliver fængslet.

I 1779 er Christian Thurahs undervisning nået til tredje bud, ”Du skal holde hviledagen hellig”, da Munkholmens kommandant, Oberstløjtnant Einer Einerssen, lægger sin hånd på Thurahs skulder. ”Kongen har vist nåde. Magisteren skal til Bornholm”, er det eneste, han siger, før han vender sig og går. Midt i græsset under den blå himmel, med sine elever omkring sig, falder Thura på knæ og takker sin Gud. I seks år har han været fængslet på Munkholmen for skriftet, der testede trykkefrihedens grænser. Kongen har benådet ham på den betingelse, at han lever resten af livet på Bornholm, men der kan Christian Thurah i det mindste gå frit omkring.  

Og sådan går det til, at Christian Thurah bliver dømt til at leve resten af sit liv på Bornholm. Det er først med grundloven i 1849, at det igen bliver lovligt at skrive, hvad man vil i Danmark. 

Vi har digitaliseret alle skrifterne fra trykkefrihedstiden med hjælp fra Carlsbergfondet.