Jacob Chr. Bie - en irriterende type

Kender du sådan en, der ikke rigtig kan finde ud af at lukke munden på de rigtige tidspunkter. En der er lidt for klog til sit eget bedste – og ikke bange for at fortælle om det? Få historien om Jacob Christian Bie.

Hvidovre Kirke er fuld. Vi skriver juli 1769, og der er stadig censur i Danmark. Rygterne er løbet. De folk, der ikke forlod kortspillet og brændevinen, da klokkerne ringede til gudstjeneste, kommer luskende og sniger sig ind på de bagerste rækker. På prædikestolen har Jacob Christian Bie overtaget søndagsprædiken. Og rygterne i landsbyen fortæller, at det ikke er kedeligt.

Jacob Christian Bie er en kendt figur i København. Han lever af at skrive. Pengene er små, men Bie ryster let lejlighedsdigte ud af ærmerne. Ordet er hans levevej, men det bliver også hans fald. Han har svært ved at tøjle sit humoristisk vid, nogle kalder ham endog direkte ondskabsfuld, og hvis man træder de forkerte over tæerne i 1700-tallets København, kan det være farligt.

I Hvidovre prædiker Bie videre over Højsangen. Den bibelkyndige ved, at højsangen godt kan udlægges mere saftigt, end de andre tekster i biblen. Det ved Bie også. Han kender sin bibel og han deklamerer med høj stemme, store øjne og tilhørende fagter: ”Jeg ledte om Nætterne i min Seng efter den, min Sjæl elskede.” Hvidovres bønder gør øjne. Kilderne er lidt uenige om, om de ligefrem hujer og griner, men noget kan tyde på det.

14. september 1770 indfører Christian VII trykkefrihed i Danmark. Censuren er forbi. Det er ikke længere nødvendigt at indsende sin tekst til de høje herre på Københavns Universitet for at få lov til at trykke den. Faktisk skal man ikke engang længere lægge sit eget navn til det, man trykker. Skribenter kan optræde helt anonymt.

Tilbage i 1769 gør Jacob Christian Bie sin prædiken færdig. Onde tunger fortæller senere, at han slutter sin bemærkelsesværdige prædiken af med at bede for en række navngivne københavnske kvinder, der alle har det til fælles, at de er berygtede - også helt ude i Hvidovre - for at ”drive handel med deres yndigheder”. Om det virkelig er indholdet af den afsluttende bøn, ved vi ikke helt, men under alle omstændigheder skaber Bies opførsel skandale.

Straks efter trykkefrihedens indførsel bliver et skrift solgt rundt omkring på de københavnske gader. Det er underskrevet Philopatreias. I skriftet vender skribenten sig mod de for høje fødevarepriser, de langtrukne retssager, hvor ”en fattig Mand ofte maa lide Uret” og ikke mindst præsternes alt for høje lønninger. Det er selvfølgelig Jacob Christian Bie, der gemmer sig bag pseudonymet. Han kan ikke modstå fristelsen til straks at lade nogle af sine yndlingsaversioner, retssystemet og præsterne, spidde på tryk.

Skriftet vækker stor sensation. Jacob Christian Bie langer ud efter samfundets spidser. Det er noget, der bliver talt om og diskuteret på værtshusene og hjemme i folks stuer. Forargelsen er stor hos nogle; andre godter sig mere eller mindre åbenlyst over, at øvrigheden får på puklen. Det bliver indledningen til en hel debat, som strækker sig over 62 skrifter med flere forskellige skribenter. Bie forsætter også ind i 1771 med at udgive pamfletter. Men hændelsen i Hvidovre kirke indhenter Bie. Han bliver dømt til seks års fængsel i Rasphuset for sin uterlige prædiken. Selv påstår han, at prædiken var helt fredsommelig, og bønderne i Hvidovre såmænd forholdt sig andægtigt undervejs. Dommen er hård – også med samtidens øjne. Jacob Christian Bie er dog ikke sådan at slå ud.

Fra Rasphuset forsætter Bie med at skrive. Tit i form af poetiske klagesange. Måske er det denne strøm af skrifter, der får myndighederne til at besinde sig? I hvert fald er det meningen, at Bie skal løslades ved kongelig ordre 13. oktober 1775, men højtstående embedsfolk har stadig et horn i siden på Bie og blander sig i løsladelsen. Først i 1777 kommer han ud af fængslet, men trængslerne er ikke overstået.

Vagter smækker kolde jernlænker om Jacob Christian Bies arme. De fører ham ud af fængslet, igennem de københavnske gader og ror ham med lange seje træk ud til et skib, der ligger og duver på Københavns red. Besætningen har ordrer om ikke at lade ham gå frit omkring, når skibet er i havn, så de lænker ham fast i lastrummet. Næste morgen sætter skibet kurs mod Dansk Ostindien.

I Serampore, eller Frederiksnagore, som kolonien kaldes på dansk, venter Ole Bie. Han har lovet at tage sig af sin åbenmundede bror. Det er hans forbøn, der har fået Jacob Christian Bie ud af Rasphuset. Men Ole Bie kommer i nogen grad til at fortryde sin loyalitet over for broderen. I 1792 skriver han tydeligt frustreret, at ”alle, som kommer i knibe, henvender sig” til Jacob Christian Bie ”for ved hans snilde råd og juridiske krumspring at blive reddede”. Kaptajn Jacob Krefting, der senere efterfølger Ole Bie som chef, siger ligeud: ”Sålænge en Jacob Chr. Bie ikke bliver udsat av colonien, er det plat umuligt at få stedet i orden. Dette menneske fordærver enhver, der hertil ankommer, sætter folk i hår sammen, giver råd, der er revolterende [og] forfører unge mennesker fra moralske dyder til moralske laster”

Jacob Christian Bie blev dog aldrig udsat af kolonien. Han levede i Indien til sin død.