Fotograferet Majestæt
Dronning Margrethe må være en af de mest fotograferede i sin generation. Samlingerne er også fyldt med fotografier af monarken. Vi undersøger, hvordan monarkiet bruger dem.
Tænker man på fotografier af Hendes Majestæt Dronning Margrethe, melder der sig særligt to slags billeder. Den ene slags er de officielle portrætter, hvor hun fremstår iklædt store kjoler, bånd og nogle af de mange smykker fra den kongelige samling. Fotografiet er gerne taget i Amalienborgs overdådige interiør. Den anden slags er de – i hvert fald på overfladen - uofficielle billeder.
I Det Kgl. Biblioteks samlinger er der særligt fotografier fra Dronningens barndom og ungdom, hvor hun optræder i mere dagligdagssituationer. Det er ikke tilfældigt. Billederne varslede et moderne kongehus med tæt kontakt til befolkningen.
Et billede på det moderne monarki
Dronning Ingrid og Kong Frederik IX, Margrethes forældre, delte deres og børnenes liv med offentligheden. De lod fotografer komme indenfor i deres hjem og tage billeder af hverdagsagtige situationer. Mellemkrigstiden var perioden, hvor fotografier for alvor begyndte at optræde i ugeblade og aviser, og de kongelige var populært stof. Dronning Margrethe voksede således op i fotografernes søgelys. Der er selvfølgelig altid tale om iscenesættelse, men de er langt fra de stive officielle portrætter.
Valget af fotografer afspejlede også Dronning Ingrid og Kong Frederiks folkelige stil. På et portræt fra 1942 står Ingrid med den toårige Margrethe på armen – i øvrigt i en helt afslappet situation, hvor Margrethe har travlt med at se på noget, hun har i hånden. Fotografiet er taget af Kehlet, et firma, der var populært i befolkningen og tilbød fotografier på abonnementsordning, så børnene blev fotograferet årligt.
De Kgl. Hoffotografer
Kgl. Hoffotograf er en titel, som flere fotografer har kunnet smykke sig med. I 1800-tallet og det tidlige 1900-tal var der en del. Kendt er Peter Elfelt, en populær fotograf omkring år 1900, men der var langt flere. Nogle af de kvinder, der kom til tops i faget, Mary Steen og Julie Laurberg, fik for eksempel titlen. Fra Dronning Margrethes ungdom og indtil Rigmor Mydtskovs død i 2010 var hun praktisk talt den eneste kongelige hoffotograf, men hun brugte dog den lidt mindre pompøse titel: ”Fotograf for Hendes Majestæt Dronningen”.
Rigmor Mydtskov fortæller i bogen "Portrætter af en Dronning" (1991) om første gang, hun fotograferede Dronningen. Kontakten var meget uformel: "En dag i april 1963 ringede en ung pige og bestilte tid til en portrætfotografering. Stemmen viste sig at være prinsesse Margrethes. Tronfølgeren var et smut hjemme fra sin studier i Sorbonne, og vi aftalte vor første fotografering 7. maj kl. 11."
Mydtskov fotograferede derefter Dronningen i seks årtier, og de etablerede et tæt forhold. Allerede ungdomsfotografierne udstråler, at der var en tillid og en forståelse mellem fotograf og model. Senere gjorde karakteren af forholdet det muligt for Mydtskov at tage mere uformelle portrætter, der dog altid har Mydtskovs elegance, for eksempel det berømte portræt hvor majestæten lægger hovedet tilbage og griner.
At fotografere Dronningen på et officielt portræt er et betroet hverv. Hendes Majestæt skal fremstå med værdighed, men portrættet må samtidig ikke blive for upersonligt. Mydtskov løste opgaven til fulde og var samtidig nyskabende. Det samme kan man sige om fotografen Torben Eskerod, der uden at have Mydtskovs lange venskab med Dronningen, gjorde noget bemærkelsesværdigt. I 2013 fik han lov til at fotografere Hendes Majestæt med lukkede øjne.
På mange måder er Eskerods portræt af Dronningen et antiportræt. I portrættet har blikket altid spillet en central rolle som det, der giver adgang til en persons indre. ”Øjet er sjælens spejl”, siger man, og det spejl har fotografer siden mediets fødsel arbejdet med. At få alvoren eller glæden frem i blik og mimik. Det er derfor opsigtsvækkende, når Dronningen har lukkede øjne. Kan man sige, at portrættet så ikke giver en fornemmelse af Dronningens indre? Bestemt ikke. Som en dreng fra 4. klasse sagde, da han så portrættet i ”Kameraet og os”, Det Kgl. Biblioteks fotoudstilling: ”Det er som om, hun er i sine egne tanker. Hun tænker på noget rart”.
Der er en mildhed i portrættet, der samtidig kommer af en sårbarhed. Blikket er jo også den portrætteredes værn mod fotografen. Du ser på mig, men jeg ser tilbage på dig. Dronningen virker set fra det perspektiv forsvarsløs. Og så alligevel. Det indadvendte skaber også en privathed i den overvældende intimitet.
I vores fotoudstilling, Kameraet og os, hænger det fine portræt ved siden af prinsesse Marie, der i 1800-tallet boltrede sig i de nye muligheder, fotografiet gav for selvfremstilling. Hun var en rigtig linselus og en kreativ sjæl, der lod sig iscenesætte i alle mulige og umulige situationer: i folkedragt, på ryggen af en tyr og med sine elskede hunde. Det bliver spændende at se, hvordan Kong Frederik lader sig portrættere.