Tværæstetiske eksperimenter og internationale strømninger
1920’ernes sceniske eksperimenter stod i kontrast til den udprægede visuelle realisme, der karakteriserede hovedparten af dansk teater.
Max Reinhardt indtager Casino
Underholdningsmagnaten Frede Skaarup (1881-1942) fik i 1921 den banebrydende Østrig-tyske instruktør Max Reinhardt (1873-1943) til København. Det blev en bedrift, der kom til at præge dansk teaters avantgarde, såsom skuespiller og instruktør Johannes Poulsen, dramatiker Kjeld Abell – og mange flere af tidens unge teaterfolk. På det ellers letbenede privatteater Casino blev der først vist et seksdagsprogram af Reinhardts egen trup: Faust, Tordenluft, Stella, Kabale og kærlighed, Købmanden fra Venedig og Spøgelsessonaten. 4. marts 1921 havde Reinhardt premiere på Offenbachs Orpheus i underverdenen, der var ”the talk of the town” i den sæson. Udover en massiv pressedækning af prøveforløbet med de danske skuespillere, hvor Reinhardts metoder sammenlignes med den russiske avantgarde koreograf Fokins, var både publikum og anmeldere enige: Det var en kæmpe succes:
En teaterhistorisk milepæl der møder kritik
Den ikke-realistiske stil slog imidlertid ikke rigtig an. En tur gennem Holger Damgaards teaterbilleder viser, at dansk teater i høj grad var domineret af en visuel realisme ligesom det forrige årti. Da Edvard Gordon Craig (1872-1966), der med bogen The Art of the Theatre (1905) havde gjort op med realismen, i 1926 iscenesatte Ibsens Kongs-Emnerne på Det Kgl. Teater, fik opsætningen en sønderlemmende kritik i dagspressen, fordi den frigjorde sig fra Ibsens norrøne univers for i stedet at arbejde ekspressivt med lys og skygge og sceniske abstraktioner. Opsætningen er en af de få Craig lavede og er senere gået over i teaterhistorien som en milepæl.
Gå på opdagelse i samlingen
Holger Damgaards teaterbilleder er en unik samling af ca. 10.000 fotografier fra 1909-1940. Billederne stammer fra københavnske teaterscener, samt enkelte udenfor hovedstadsområdet dvs. Dagmarteatret, Betty Nansen Teatret, Casinoteatret, Scala, Det Kgl. Teater, Folketeatret, Nørrebro teater, Det Ny Teater, Riddersalen, Arbejdernes teater mfl.
Du finder flere af Holger Damgaards teaterbilleder via dette link. Man kan søge på teater, stykkets titel, instruktør, scenograf eller de optrædendes navne.