Tværæstetiske eksperimenter og internationale strømninger

Max Reinhardt indtager Casino 

Underholdningsmagnaten Frede Skaarup (1881-1942) fik i 1921 den banebrydende Østrig-tyske instruktør Max Reinhardt (1873-1943) til København. Det blev en bedrift, der kom til at præge dansk teaters avantgarde, såsom skuespiller og instruktør Johannes Poulsen, dramatiker Kjeld Abell – og mange flere af tidens unge teaterfolk.  På det ellers letbenede privatteater Casino blev der først vist et seksdagsprogram af Reinhardts egen trup: Faust, Tordenluft, Stella, Kabale og kærlighed, Købmanden fra Venedig og Spøgelsessonaten. 4. marts 1921 havde Reinhardt premiere på Offenbachs Orpheus i underverdenen, der var ”the talk of the town” i den sæson. Udover en massiv pressedækning af prøveforløbet med de danske skuespillere, hvor Reinhardts metoder sammenlignes med den russiske avantgarde koreograf Fokins, var både publikum og anmeldere enige: Det var en kæmpe succes:

En teaterhistorisk milepæl der møder kritik

Den ikke-realistiske stil slog imidlertid ikke rigtig an. En tur gennem Holger Damgaards teaterbilleder viser, at dansk teater i høj grad var domineret af en visuel realisme ligesom det forrige årti. Da Edvard Gordon Craig (1872-1966), der med bogen The Art of the Theatre (1905) havde gjort op med realismen, i 1926 iscenesatte Ibsens Kongs-Emnerne på Det Kgl. Teater, fik opsætningen en sønderlemmende kritik i dagspressen, fordi den frigjorde sig fra Ibsens norrøne univers for i stedet at arbejde ekspressivt med lys og skygge og sceniske abstraktioner. Opsætningen er en af de få Craig lavede og er senere gået over i teaterhistorien som en milepæl.