Modernismen slår igennem i dansk teater

Storm P. på de skrå brædder

Storm P. og Knudåge Riisagers ballet Benzin bebudede helt nye modernistiske toner på Det Kongelige Teater. Forestillingen delte publikum i en hyssende forarget gruppe og en energisk klappende. Efter premieren d. 26. december 1930 kunne Social-Demokraten rapportere følgende ændringer fra den første til den anden opførelse, der giver en fin fornemmelse for det groteske i forestillingen: ”(…) en Del af de mere varietéagtige Tricks, der havde vakt Tilskuernes Mishag, var strøget. Saaledes var Damen, der stak Benene op gennem Sufflørkassen, fjernet og Storms Medvirken i sidste Scene, hvor han bl.a. folder sit Skæg ud med Paaskriften ”Glædelig Jul” og tilsidst hejses op i Loftet som en Slags Erstatning for Maanen, var gaaet fuldstændig ud. Derimode bibeholdt Storm det lille Intermezzo, hvor han tager Skæget af, hænger det paa en Tøjsnor og behandler det med en Tæppebanker.” (29. december 1930). Demokraten mente, at forestillingen havde gjort sig godt med sine morsomme påfund på en anden teaterscene (27. december 1930).

En del af det banebrydende teater skete, når man ser bort fra ballettens bidrag, imidlertid udenfor Det Kongelige Teaters mure. Arne Weel (1891-1971) fik som direktør for Riddersalen understøttet Poul Henningsens (1894-1967) teaterkarriere, der var startet allerede i 1929 med Paa Hod’et på Nørrebro Teater, men som fortsatte på Riddersalen med Kvindernes oprør (1931), Pæn og høflig (1931), På Halen (1932), Mars paa Week-end (1937) og Op og ned med Jeppe (1937). Kjeld Abell (1901-1961) havde allerede i 1934 opsat den modernistiske jazz-ballet Enken i Spejlet (1934), men fik året efter opsat gennembrudsforestillingen Melodien der blev væk (1935) på Riddersalen, hvor hel nyt visuelt scenesprog blev introduceret. Disse værker er gået over i teaterhistorien – også for deres visuelle udtryk, som ses på Holger Damgaards teaterbilleder.

Teatret som politisk forandringsskaber

Arbejdernes Teater opstod allerede i 1925, og i 1932 startede Per Knutzon (1897-1948) Revolutionært Teater. Begge grupper havde et stærkt politisk sigte med deres kunst. Den første gruppe, der var en blanding af ”almindelige arbejdere” og skuespillere, fik dramatikeren Ernst Toller (1893-1939) introduceret i Danmark.  Den anden gruppe arbejdede med at nedbryde, hvor teater kunne foregå ved bl.a. at tage ud på arbejdspladser. De to grupper samarbejdede om at opsætte Bertolt Brechts Fru Carrers geværer i 1937, hvorefter de opløstes. Instruktør Robert Schmidt (1882-1941) forklarede i Aftenbladet om den æstetik, der tilstræbtes i det nye politiske teater med henvisning til russisk film: 

”Optrinnene i dem virker som var de virkelige Begivenheder, man fulgte gennem et Nøglehul. Det er noget af det, Tiden kræver. Efter Krigen forlanges en dybere Intimitet paa Teatret. Det kommer af, at Verden ligesom er blevet nøgen. Man kan sige, at i vore Dage er Virkeligheden saa stærk og brutal, at vi ser selve Tilværelsens Skelet. Man kan ikke lyve for Mennesker mere. Ikke en Gang pynte paa Tingene. Gør man det, saa ler Publikum. Kun det helt ægte kan bevæge moderne Mennesker.” (Aftenbladet d. 14. oktober 1932).

Man aner en dokumentarisme i teaterbillederne sammen med efterdønningerne fra første verdenskrig. Brugen af netop ”almindelige” mennesker som et greb på teaterscenen finder man i dag også i f.eks. Tue Bierings (1973- ) gruppe Fix & Foxy.