Kvindelige dramatikere på de skrå brædder
I 1910'erne satte kvindelige dramatikere som Emma Gad og Olga Ott fokus på store samfundsemner som skilsmisse og krigens konsekvenser. Med det satte de deres præg på den danske teaterscene.
Allerede i forbindelse med det moderne gennembrud (1870-1890) havde en række kvindelige dramatikere markeret sig på de københavnske scener, der nu, udover Det Kongelige Teater, talte det Det Ny Teater, Dagmarteatret, Casino teatret, Folketeatret, Nørrebro Teater, Røde Kro – og de lidt lystigere Scala og Centralteatret i Cirkusbygningen. De kvindelige dramatikere var stadig at finde i teatrenes repertoire i 1910’erne, hvor det private blev diskuteret i det offentlige rum.
Skilsmissedrama
Dramatiker og stifter af Danske Dramatikeres Forbund, Emma Gad (1852-1921), kendt for Takt & Tone, tog f.eks. skilsmissen under munter behandling i tre-akteren Ægtestand på Dagmarteatret i 1913, få år før kvinder fik valgret. Her har Fru Wanda Winge forelsket sig i en pianist, der lever af ”stemninger og bananer” og hendes mand, margarinefabrikant Winge, har derfor også fundet sig en anden. De mødes alle fire for at diskutere, hvordan sønnen skal deles imellem dem, da den rige tante fra Amerika, Mrs. Ulysses, dukker op. For ikke at gøre deres søn arveløs, foregiver det skilsmisseramte par at være sammen – og derfra udvikler farcen sig i det, Nationaltidende kaldte ”et skælmsk skilsmissedrama” (17. april 1913). I Social-Demokraten hæftede man sig ved både relevansen af stykket og de velturnerede replikker (17. april 1913).
Skilsmisse var nemlig et tema i tiden. Man havde i 1910 nedsat en Skandinavisk Familieretskommission, der skulle revidere den lovgivning, der var på området. I 1922 fik man en ægteskabslov, der indførte økonomisk ligestilling mellem ægtefællerne og muligheden for at opløse ægteskabet efter en separationsperiode på 1,5 år, hvis begge parter var enige. Teaterscenen fungerede altså som diskussionsarena for de forskellige positioner i forhold til skilsmisse og lovgivning og var dermed central i udviklingen af området.
Foto: Holger Damgaard
Udvandring og første verdenskrig
En anden kvindelig dramatiker, Olga Ott (1871-1921), koblede verden uden for Danmark til det private i sine tre enaktere Ukrudt, De Våbenløse og Du skal ære. De blev sat op på Det Ny Teater i 1918 under overskriften Skjulte Kampe. Bindeledet imellem enakterne var ”de skjulte Kampe, d.v.s. de Hjærternes Hemmeligheder, som saa mange Mennesker ruger over bag Maskerne, de viser Omverdenen” (Social-Demokraten 14. februar 1918).
Det første stykke, Ukrudt, skildrer en gammel klaverlærerindes møde med sin ungdoms elskede, der, modsat hende, har levet et liv ude af stuerne - i Amerika. Han vælger hendes klaverelev fremfor hende, fordi eleven stadig har ’ukrudtets vildskab i sig’. Det andet stykke, De Våbenløse, er en kommentar til første verdenskrig og den fjernhed, som krigen havde i Danmark. En tysk gift kvinde er på ferieophold på et dansk badehotel, imens hendes mand kæmper ved fronten. Hun opsøger sin ungdomskærlighed, og imens de skåler, er den døde ægtemand tilstede i rummet i form af et iltelegram, der sætter livslyst overfor verdenskrig. I det sidste stykke, Du skal ære, konfronteres tre generationer i skyggen af første verdenskrig med Bibelens fjerde bud: Du skal ære din moder og din fader. Men det er ikke let: Klausul-millionæren direktør Simon kan ikke ære sin mor, fordi hun er for fattig, og hans børn kan ikke ære ham, fordi han er for rig: ”Det var langt den bedste af alle de Gulaschsatirer, der er fremkommet paa Teatrene under Krigen” skrev Nationaltidende (14. februar 1918) om forestillingen og foreslog den udvidet til en helaftensforestilling. Ved netop at tematisere den velstand, der fulgte af de såkaldte Gullasch-baroners industrieventyr med salg af kødkonserves af tvivlsom karakter til fronten, blev stykket et skarpt indlæg i diskussionen af etik og moral i Danmark i forhold til første verdenskrig.
Den ekspanderende teaterscene
Det Ny Teater åbnede i 1908 som nyeste skud på den ekspanderende teaterscene: Nu kunne det københavnske teaterpublikum, foruden Det Kongelige Teater, gå i Dagmarteatret, Casino teatret, Folketeatret, Nørrebro Teater, Røde Kro – og de lidt lystigere Scala og Centralteatret i Cirkusbygningen. Det Kongelige Teater må have følt en vis konkurrence - her drøftede man at adskille opera, ballet og skuespil igennem oprettelsen af et Statsteater, der skulle give alle tre kunstarter mulighed for flere opsætninger og længere spilleperioder. Adskillelsen af kunstarterne hos Det Kongelige Teater blev dog først realiseret næste 100 år senere med åbningen af Operaen (2005) og Skuespilhuset (2007).
Lys på scenen
Sceneteknisk havde det elektriske lys gjort sit indtog. Det betød, at man kunne belyse scenen jævnt, og skuespillerne derfor kunne bevæge sig mere frit. Det passede godt til den realisme, der prægede årtiet, hvor man var gået bort fra malede kulisser (som man stadig finder hos Pantomimeteatret i Tivoli), og i stedet efterlignede rigtige interiører.
På fotografierne fra opsætningerne af de to dramatikeres værker kan man se et fællestræk: Den detaljerede scenografi, hvor skuespillerne er i dagligstuen, sammen med en skuespilstil, som er centreret om karakterernes indre liv, giver indtrykket af realisme. Særligt i skilsmissedramaet er det tydeligt – kvinden sidder afsides og læser, imens tanten fra Amerika rækker ud mod margarinefabrikanten, selvom der er tale om en farce, det vil sige en komisk tekst, hvor man tidligere ville have set en mere karikeret spillestil.
Gå på opdagelse i samlingen
Holger Damgaards teaterbilleder er en unik samling af ca. 10.000 fotografier fra 1909-1940. Billederne stammer fra københavnske teaterscener, samt enkelte udenfor hovedstadsområdet dvs. Dagmarteatret, Betty Nansen Teatret, Casinoteatret, Scala, Det Kgl. Teater, Folketeatret, Nørrebro teater, Det Ny Teater, Riddersalen, Arbejdernes teater mfl.
Du finder flere af Holger Damgaards teaterbilleder via dette link. Man kan søge på teater, stykkets titel, instruktør, scenograf eller de optrædendes navne.