Sangsnedkeren Grundtvig

”Nu falmer skoven trindt om land”, eller som Grundtvig bare kaldte den ”Høst-sang”, var en bestillingssag. Det var sognepræsten i Mern, Peter Rørdam, der skulle bruge sangen til en høstgudstjeneste. Den altid produktive Grundtvig var hurtig i vendingen - han nåede trods alt at skrive op mod 1.500 salmer og sange gennem sit liv – så der gik ikke lang tid fra bestillingen, før Grundtvig kunne sende Rørdam sit første udkast.

Men udkastet faldt slet ikke i sognepræsten fra Merns smag: Rørdam takkede selvfølgelig Grundtvig, men han skrev samtidig, at salmen, efter hans mening, var "noget trøv". Vrissent skrev Grundtvig et nyt udkast, og denne gang faldt teksten bedre i den kræsne sognepræsts smag.

Grundtvigs salme beskriver efterårets forfald og årets symbolske død: De gyldne marker er blevet golde og sorte, og sommerens fugle er søgt sydpå til mildere himmelstrøg.

Men alligevel kan vi gå vinteren i møde med taknemmelighed. For rundt omkring på gårdene er høstens gaver gemt væk til vinteren: De gyldne korn ligger i lade og på lo – og de vil føre os sikkert igennem de kolde dage. Salmen sammenligner disse høstens frugter med Guds levende ord - en parallel til lignelsen om sædemanden.

Præcis som kornet, der vokser på jordens marker, vokser også Guds ord i menneskets hjerte. Og ligesom kornet nu leder mennesket igennem årets forfald og død, således vil Guds ord lede mennesket igennem livets efterår og vinter - indtil sommeren og opstandelsen til paradis.

Grundtvig var, med sine egne ord, meget umusikalsk. Men selvfølgelig måtte Grundtvigs nye salme have en melodi, før den kunne gøre nytte ved Rørdams høstgudstjeneste. Til sine salmer brugte Grundtvig ofte eksisterende melodier, der passede til versemålet – enten melodier fra andre salmer eller melodier fra samtidens populære sange. Til ”Nu falmer skoven trindt om land” brugte Grundtvig en tysk folkemelodi fra 1640. 

Men siden da har Grundtvigs salme fået sit eget musikalske udtryk, nemlig Johan Henrik Nebelongs (1847-1931) melodi fra 1889.

Vær velkommen, Herrens år

Salmen ”Vær velkommen, Herrens år” bygger på en gammel dansk adventssalme fra 1556 på ti vers med første linje lydende ”Wer Welkommen, Herrens Aar”. Den blev trykt første gang i 1556 i "Tre merckelige viser" og kendes desuden fra Sophie Sandbergs visebog, som findes i håndskriftsafdelingen på Det Kgl. Bibliotek. Her fandt Svend Grundtvig i 1849 den gamle adventssalme, som han straks viste til sin far N.F.S. Grundtvig, der umiddelbart efter gendigtede salmen. Salmen blev snart herefter trykt i en lang række salmebøger, og fandt altså også vej til Den Danske Salmebog.

Det er uvist hvilken melodi, salmen oprindeligt blev sunget til. Melodien, som vi kender i dag, er komponeret af A. P. Berggreen (1801-1880) i 1852, samme år som han komponerede en anden kendt julemelodi, nemlig melodien til ”Julen har englelyd”. 

Nytårsversionen af ”Vær velkommen, Herrens år” er også af Grundtvig. Den bygger på en verdslig nytårsvise, som vides at være blevet solgt som skillingstryk i 1693, men som utvivlsomt har ældre rødder. Den verdslige nytårsvise med første linje, som lyder ”Velkommen Nytaar! Velkommen vær!”, inspirerede Grundtvig til en nytårssalme til det borgerlige nytår, og det altså over samme model som adventssalmen.

Nytårssalmen blev først optaget i Den Danske Salmebog i 1953, og det var, fordi Statsradiofonien spillede den hver nytårsnat.

Jeg gik mig ud en sommerdag

Også sommersangen ”Jeg gik mig ud en sommerdag” bygger på et ældre forlæg. Faktisk findes sangen over det meste af Norden. Første gang vi støder på melodien i dansk sammenhæng er i Knud Lyne Rahbeks og Rasmus Nyerups samling af folkeviser: ”Udvalgte danske viser fra Middelalderen”, der udkom i fire tekstbind samt et melodibind mellem 1812 og 1814.

Bogen var blevet til ved at opfordre til, at folkeviser og melodier blev indsendt til de to forfattere. De fleste af de indsendte melodier var til viser, hvis tekst fandtes i et af de første fire bind af visesamlingen: Det var jo hele pointen med at udgive et melodibind. Men der indløb også melodier til tekster, som ikke var at finde blandt de trykte. 

Frem for at kassere disse melodier, samlede Nyerup og Rahbek dem i et afsnit i det femte bind under titlen ”Tillæg af Melodier, meest til Viser, som ikke ere i Samlingen”. Og det er netop her i dette afsnit af Nyerup og Rahbeks femte bind, at melodien til ”Jeg gik mig ud en sommerdag” dukker op for første gang på tryk – og stort set i den form som vi i dag kender den.

Man ved desværre ikke længere, hvem der indsendte melodien til Rahbek og Nyerup, og man kender derfor ikke melodiens tidlige historie nærmere.

I modsætning til melodien og første strofe som er angivet i meloditillægget, hvis oprindelse således fortaber sig i historien, er tekstens ophav lettere at spore. For det er N.F.S. Grundtvig, der, 33 år efter Nyerup og Rahbek visesamling, skriver de resterende ti strofer, som vi benytter i dag. Det sker i Grundtvigs folkevisesamling ”Kæmpeviser til Skole-Brug”. Her bygger Grundtvig videre på den første strofe for at skabe sit helt eget digt. Og det er fra dette digt, Højskolesangbogen henter sine i alt 11 strofer.

Dette sker dog ikke uden at forkorte voldsomt i Grundtvigs digt, der i virkeligheden indeholder 21 strofer! 

Grundtvigs første fem strofer, hvoraf de fire også findes i Højskolesangbogen, indeholder en hyldest til den danske natur. Hyldesten formidles gennem en lille fugls sang, og hver strofe afsluttes med et omkvæd: "i de dybe dale, mellem nattergale, og de andre fugle små, som tale." Denne model med to verselinjer efterfulgt af et refræn eller omkvæd findes for øvrigt i mange folkeviser.

Derefter følger endnu fem strofer (strofe 5-10), der modsat de første fem, ikke er medtaget i Højskolesangbogen. I disse strofer synger den lille fugl ikke længere om den danske natur, men om den danske mytiske fortid og om sagnvæsner som elvere, trolde og havmænd.

I de næste tre strofer (strofe 11-13), der igen er medtaget i Højskolesangbogen, vender digtet sig mod digteren som person. 

I strofe 14, som igen ikke er medtaget i Højskolesangbogen, henviser digteren til fuglen som 'Freias Fugl'. Freia, den nordiske mytologis frugtbarhedsgudinde, havde som kendetegn fuglehammen Valshamr, hvormed hun kunne flyve mellem de forskellige verdner i den nordiske mytologi.

I stroferne 15-17, der igen er medtaget i Højskolesangbogen, flyver fuglen ud over Danmark fra Øresund til Dannevirke og synger "til Dands, til Skole og til Kirke". Stroferne rummer hermed en hyldest til Danmark og til det danske sprog.

I de efterfølgende to fravalgte strofer (strofe 18 og 19) genopstår det gamle Danmark igen gennem fuglens sang. Alt det forgjorte vendes, og "da springer alle Gladhjems Porte" – Gladhjem er det land, hvor Valhalla ligger.

Som den sidste strofe i Højskolesangbogen bruges strofe 20, hvor Danmark gløder som det røde guld i Solens stråler. 

Gennem dette udvalg fremstår Højskolesangbogens tekst som sang fuldstændig uden referencer til den oldnordiske trosverden. Sangen bliver i denne version en hyldest af naturen og nationen, mens Grundtvigs oprindelige version også indeholdte en længsel efter en forsvundet oldtid.

Grundtvig skabte et digt om en genfødsel af den nordiske oldtid. Dette digt er så igen blevet tilpasset således, at ”Jeg gik mig ud en sommerdag” fremstår som en rendyrket hyldest til den danske natur. Og det er i denne form, som en dansk årstidssang, at vi i dag synger den.