Rødstrømper – søsterskab og revolution

Rødstrømperne krævede forandring af den stereotype kvinderolle og ville ikke længere lade sig definere og begrænse af patriarkatet. Navnet havde de fundet inspiration til i USA, og de havde som mål at skabe et nyt samfund på et socialistisk grundlag uden diskrimination og undertrykkelse. Midlerne var søstersolidaritet, kvindefællesskaber og udforskning af kvinders liv under patriarkatet.

Herefter blev ingenting som før, hverken for dem der deltog, eller dem der ikke gjorde.

Aktioner - vask kun din egen sok, nu har du sgu vasket nok

Bevægelsen startede med en række spektakulære aktioner i foråret 1970. Den første og mest kendte aktion bestod af et optog med 12 kvinder, der gik op og ned af Strøget bærende på skilte med slogans. De var klædt ud som det stereotype kvindeideal med balloner i kæmpe brystholdere, nylonparykker og kunstige øjenvipper.

Efter et møde nogle dage efter på Charlottenborg med omkring 200 deltagere var bevægelsen en realitet. I første omgang blev der dannet 13 selvstændige aktionsgrupper, som gik i gang med at forberede flere aktioner. 1 maj erobrede rødstrømperne talerstolen på LOs 1. maj møde på Rådhuspladsen for at gøre opmærksom på den manglende ligeløn. Og på Mors dag blev der afholdt et stort møde i Fælledparken. På vejen hjem tog ca. 30 kvinder en bus, hvor de nægtede at betale mere end 80 % af billetprisen. Politiet blev tilkaldt og kvinderne blev arresteret og tiltalt. Senere blev de idømt bøder, som de nægtede at betale. Dagen efter var aviserne fyldt med fotografier af kvinderne, som blev båret ud af bussen af smilende politibetjente.

Aktionerne skabte stor opmærksomhed og blev forsidestof i aviserne. I midten af 1971 blev aktionerne færre. Nu var budskabet om, at der var noget i gang, nået ud til alle, og rødstrømperne koncentrerede sig i højere grad om rekruttering af nye til bevægelsen, om basisgruppearbejdet, femølejren, besættelsen af kvindehuset mv.

Basisgrupper - kvindesnak som politisk metode

Basisgrupperne var bevægelsens fundament og strukturende princip. At være med i en basisgruppe var i sig selv en politisk handling. Basisgrupperne udgjorde faste grupper på ca. 10 kvinder, der typisk mødtes hver eller hver anden uge. Her kunne de sammen med hinanden dele og bearbejde personlige historier og erfaringer og derigennem opnå en fælles indsigt i undertrykkelsens og selvundertrykkelsens mekanismer. Man begyndte med sig selv og hinanden for sammen at blive klædt på til at kunne handle politisk udadtil. 

Ingen kvindekamp uden klassekamp og ingen klassekamp uden kvindekamp

Kvindekamp og klassekamp var to sider af samme sag. Rødstrømpernes slogan slog fast, at kampen for et nyt samfund skulle ske på et socialistisk grundlag. Og at al socialistisk teori og praksis fremover skulle reflektere kvinders samfundsmæssige og personlige undertrykkelse.

Det forudsatte nye analyser af kvindeundertrykkelsens samfundsmæssige og individuelle karakter. Og rødstrømperne gik straks i gang. I første omgang med at læse og oversætte nogle af de værker som kvindelige teoretikere tilknyttet den amerikanske og engelske kvindebevægelse netop havde udgivet.

Femølejren – et feministisk kollektiv kun for kvinder

Sommeren 1971 fik Danmark og verden sin første ølejr kun for kvinder. Ideen opstod hos en gruppe rødstrømper, som ønskede at skabe et fristed, hvor alle kvinder, uanset baggrund, kunne tilbringe deres sommerferie. Lejren gav mulighed for og tid til konkret at afprøve og udvikle nye kvindefællesskaber. Aktiviteterne bestod bl.a. af basisgruppemøder, faglige oplæg, praktiske gøremål og ikke mindst fester. Femølejren vakte opsigt, og fantasierne om nøgne, rabiate kvinder, der valgte kvindekollektivet frem for ferie med deres kærester, florerede overalt i pressen. Og kvinderne strømmede til. Ca. 400 deltog i den første Femølejr, der fortsat afholdes hvert år.

"Eget værelse" - kvindehuset i Åbenrå

Knap en måned efter den første Femølejr besatte en gruppe kvinder et hus i København. Behovet for et eget sted – et eget hus – kun for kvinder var nødvendigt, hvis bevægelsen skulle udvikle sig, og euforien fra Femø fastholdes. Kvindehuset blev i de følgende år bevægelsens samlingssted og centrum for en masse forskellige aktiviteter. Nogle kvinder flyttede ind og boede der i kortere eller længere perioder, andre havde en mere sporadisk tilknytning.
I 1975 blev kvinderne smidt ud og besatte i stedet et hus i Prinsessegade 7. Kvindehuset eksisterer stadigvæk, nu, siden 1978, i Gothersgade 37.

Kvindefestivaler – feministiske folkefester

Den første kvindefestival blev afholdt i august 1974. Initiativgruppen bestod af en række rødstrømper, som ønskede at få bevægelsens politiske budskaber ud til et bredere publikum. Festivalen blev en kæmpe publikumssucces. Kvinder, mænd og børn i alle aldre valfartede til Fælledparken, der ligesom 1. maj blev omdannet til en stor folkefest. På den første festival deltog ca. 30.000. På festivalerne de følgende år steg antallet af besøgende, kulminerende i 1979, hvor over 50.000 deltog.

Fra 1977 blev der også arrangeret kvindefestivaler i Aarhus, Aalborg og Odense.

Lesbisk Bevægelse: Kvindekamp er lesbisk kamp – lesbisk kamp er kvindekamp

I foråret 1974 blev Lesbisk Bevægelse stiftet som en selvstændig organisation. Initiativet kom bl.a. fra en gruppe lesbiske rødstrømper, som ikke syntes at hverken Rødstrømpebevægelsen eller Forbundet af 1948 gav nok plads og råderum til udviklingen af en lesbisk politik. Allerede i 1972 havde en gruppe tilknyttet Kvindehuset startet udgivelsen af bladet Kvinder Kvinder og på femølejren samme år, så den første lesbiske basisgruppe dagens lys.
Lesbisk Bevægelses mål var først og fremmest at skabe synlighed om lesbiskes særlige livsvilkår i et heteronormativt patriarkalsk samfund, der opfattede dem som afvigere. Bevægelsen arrangerede derfor aktioner, spillede teater, stod for en lesbisk uge på Femølejren hvert år og i nogle år, hvor tilstrømningen var særlig stor også en lesbisk ølejr på Sejerø.

Rødstrømper på Uni – Feministisk fagkritik

Rødstrømpebevægelsen forplantede sig med det samme til Københavns universitetet. Startskuddet var en aktion ved immatrikulationsfesten i 1970, og kampen fortsatte ude på fagene i de følgende år. De kvindelige studerende kritiserede universitetet for kun at henvende sig til mænd og insisterede på at få plads og synlighed. Derudover kritiserede de den mandlige videnskab og det eksisterende curriculum.

Angrebet på det patriarkalske universitetet blev fulgt op af mange nye aktiviteter, skabt af og for kvindelige studerende. Der blev etableret kvindegrupper, afholdt temadage, igangsat kvindeprojekter og oprettet kurser i kvindespecifikke emner.

De mange aktiviteter resulterede i et væld af opgaver og specialer, hvoraf en del blev trykt og distribueret i bevægelsen. De lagde grunden til det, der senere blev en egentlig forskningsdisciplin i 1980’erne, kvinde- og kønsforskningen.

Feministiske institutioner

Da Rødstrømpebevægelsen midt i 1980’erne så småt begyndte at ebbe ud, havde den både sat mentale og fysiske spor. En række fysiske institutioner stod tilbage som vidnesbyrd om, at bevægelsen også evnede at skabe langtidsholdbare kvindefællesskaber.

Ud over Femølejren og Kvindehuset i København fortsatte både Kvindehøjskolen i Visby og krisecenteret Grevinde Danner deres aktiviteter.

Kvindehøjskolen blev etableret i 1978 som en feministisk højskole kun for kvindelige kursister. Pengene til købet af den gamle kro i Sønderjylland blev skaffet ved indsamling, og både renovering og tilbygning blev udført på byggekurser i samarbejde med kvindelige arkitekter. Kvindehøjskolen måtte lukke igen i 1994 på grund af for få tilmeldte kursister.

Grevinde Danner Stiftelsen i Nansensgade blev i 1979 besat af 300 kvinder fra Rødstrømpebevægelsen, som krævede, at huset blev omdannet til et kvindekrisecenter. Efter en landsindsamling lykkedes det at skaffe de 2,8 mio., som Københavns Kommune forlangte for salget. Renoveringen af huset blev foretaget af kvindelige håndværkere og kvinder i jobtilbud. I dag fungerer huset fortsat som krisecenter for voldsramte kvinder.

Rødstrømpernes publikationer

Rødstrømperne skrev og skrev – både til hinanden og til den brede offentlighed. Internt kommunikerede de ved hjælp af blade som for eksempel Rødstrømpebladet og Internt Blad. De mange seminarer blev dokumenteret i fyldige rapporter, og der blev udarbejdet kompendier over vigtige artikler til brug i basisgrupperne.

Udadtil var udgivelsen af otte såkaldte grundhæfter et forsøg på at fortælle den brede offentlighed om bevægelsens arbejde. Grundhæfterne var en blanding af erfaringsopsamling, diskussionsoplæg og praktisk information. I 1975 blev Rødstrømpebladet erstattet af månedsbladet Kvinder, som kom i store oplag. Det blev solgt i kiosker og boghandlere og nåede ud til en meget bred læserskare.

Derudover blev der publiceret en række interviewbøger med kvinder både inden for og uden for bevægelsen.