Christine Jorgensen
Christine Jorgensen skiftede køn i 1952 og blev i de efterfølgende år en stærk rollemodel for transkønnede. Med sin åbenhed forandrede hun omverdenens opfattelse og forståelse af transkønnede.
I 1952 trådte Christine Jorgensen (1926-1989) ud af et fly i New York til stor pressebevågenhed. Få år tidligere var hun rejst til Skandinavien som George Jorgensen Jr. for at få foretaget en kønsskifteoperation. Jorgensen endte ad omveje i København, hvor lægen Christian Hamburger (1904-1992) foretog en række operationer og hormonbehandlinger på Christine.
Jorgensen udtalte senere, at Hamburger og de andre læger og sygeplejersker på sygehuset talte om operationen og behandlede hende som alle andre - en holdning hun ikke havde mødt i USA. Da Christine skulle vælge et navn efter sin transition, valgte hun at opkalde sig efter Christian Hamburger.
Pioneren
Efter tilbagekomsten til USA skrev pressen flittigt om den 27-årige Christine Jorgensen og hendes skønhed. De var generelt om ikke positivt så i hvert fald nysgerrigt stemt. Den danske presse skrev også om Christine Jorgensen, men modsat den amerikanske presse, som benævner hende som “tilfældet Christine”, så er der i den danske presse et bredere fokus: I avisen “Demokraten” i 1953 kunne man læse i artiklen “Hundrede føler sig i samme situation som Chris Jorgensen”, at flere havde henvendt sig til lægeteamet, som opererede Christine Jorgensen.
Men selvom Christine Jorgensen blev behandlet forholdsvis godt af pressen, så stødte hun på andre problemer blandt andet med sine rettigheder. I slutningen af 1950erne blev hun forlovet med sin kæreste Howard J. Knox, men de kunne ikke blive gift, fordi Christine stadig var registreret som mand på sin dåbsattest.
Hollywood-ikonet
I 1970 kom spillefilmen “The Christine Jorgensen Story” (instr. Irving Rapper) baseret på Jorgensens selvbiografi fra 1967. I filmen skildres hendes liv fra barndommen og frem til, at hun står foran fotograferne tilbage i USA for første gang som Christine. Selvom filmen ikke blev den store publikumssucces, så er den blevet rost af mange transpersoner for at vise nogle af de problemer, som transpersoner kan møde.
Til gengæld har transpersoner også kritiseret filmen for uberettiget at skyde skylden for Christines oplevelse af at være ”fanget i en forkert krop” (hvad vi i dag ville kalde kønsdysfori) på et stærkt forhøjet niveau af kvindelige kønshormoner.
Rollemodellen
Christine Jorgensen cementerede sin rolle som inspiration og rollemodel for transpersoner både i sin levetid og efter. Hun blev en offentlig figur i USA, underviste på universitetet, holdt foredrag, udgav bøger og åbnede også en natklub, hvor hun blandt andet optrådte med sange. I et interview kort før sin død filosoferer hun over, at selvom hun havde mødt fordomme, så var der i 1980'erne sket meget i forhold til 1950'erne.
Hun mente, at man i stigende grad var blevet vant til medicinske fremskridt som eksempelvis hjertetransplantationer, og det sammen med et stigende antal kønsskifteoperationer fra midten af 1960'erne havde ført til langt færre fordomme og stigmatisering, end der var da hun selv fik foretaget sin operation.
Efter Christine Jorgensens død i 1989 blev en del af hendes efterladte billeder, film og papirer overdraget til Det Kgl. Bibliotek, hvor de stadig befinder sig. Arkiverne efter Jorgensen består blandt andet af private filmoptagelser, breve, billeder samt filmklip fra nyhedsdækning og interviews. Materialet er i dag stadig klausuleret og vil være det frem til 2035.
I klippet her kan du se noget fra nyhedsdækningen af Christine Jorgensens hjemkomst til USA efter kønsskifteoperationen i Danmark.