Bøssernes Befrielses Front og Lesbisk Bevægelse

Indtil 1970'erne blev kampen for rettigheder på LGBTI+ området overvejende ført diskret eller i hvert fald afdæmpet, men 1970'ernes generelt aktivistiske politiske miljø og internationale strømninger førte til en langt mere åben kamp.

Bøssernes Befrielses Front og Lesbisk Bevægelse satte i begyndelsen af 1970’erne en ny socialistisk og feministisk dagsorden for homoseksuel politisk aktivisme. Homoseksualitet var på det tidspunkt stadig kriminaliseret, ghettoiseret og sygeliggjort. Frem til 1976 var den seksuelle lavalder for eksempel højere for homoseksuelle, og helt frem til 1981 stod homoseksualitet på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. 

Kamp for rettigheder

Inspirationen til den mere pågående stil kom fra USA. Her var startskuddet til en helt ny måde at kæmpe for rettigheder gået i New York 28. juni 1969 med et oprør mod evindelige brutale politirazziaer på bøssebaren Stonewall Inn, der lå på Christopher Street i Greenwich Village, New York City. I flere dage var LGBTI+ grupper og sympatisører i åben gadekamp mod politiet. Umiddelbart efter optøjerne, og som et resultat af dem, blev Gay Liberation Front organiseret. Den første Gay Pride parade var en markering af begivenhederne på Christoffer Street, og fænomenet bredte sig efterhånden til andre dele af verden.

Homoseksuel Aktion København, en oppositionel ungdomsgruppering i Forbundet af 1948, markerede allerede i 1970 Christopher Street Day, og Bøssernes Befrielsesfront blev dannet i forlængelse af den første officielle fejring i 1971.       

Lesbisk Bevægelse blev oprettet i 1974. Med Bøssernes Befrielses Front ude af Forbundet af 1948 rettede oppositionelle lesbiske søgelyset mod Rødstrømpebevægelse, der fra starten i 1970 havde lagt sig tæt op ad amerikanske andenbølgefeminismes hidtil uhørte kritik af det kapitalistiske mandssamfunds undertrykkende seksualitetsnormer. Newyorkergruppen Radicalesbians' manifest "The Woman-Identified Woman" fra 1969 fik samme betydning for lesbiske som Christopher Street for bøsser.  

Bøsserne er her osse 

"Bøsseaktivister" kaldte den lille snes Bøssernes Befrielses Front-pionerer sig oprindeligt, og de var i tidens ånd organiseret i basisgrupper uden en formel ledelse. Politikken blev udviklet i basisgrupperne, og på fællesmøder blev aktionerne planlagt og nye medlemmer sluset ind.  

De begyndte med spring-ud aktioner i Fælledparken. Her slog de sig ned under banneret BØSSERNE ER HER OSSE og løbesedler om Bøssernes Befrielses Front ved eftermiddagskoncerter i weekenden, der tiltrak et stort ungt publikum. De fortsatte med danseaktioner på Rådhuspladsen i København og tidens hotteste diskoteker, annonceret på plakater med teksterne: BØSSESOLIDARITET, BØSSEMAGT NU! og BØSSER KOM UD AF GHETTOERNE. Pressen var på pletten, og den første sejr hjemme, da forbuddet mod, at mænd dansede med hinanden offentligt, blev ophævet i 1973. Og i sidste halvdel af 1970’erne gik de nationalt med landsdækkende bøssekaravaner, fra 1980 suppleret med bøsseølejre på bl.a. Agersø, Fejø og Ærø.  

Der havde været show over Bøssernes Befrielses Front fra starten. I 1975 brød den skuespilleruddannede Bent Jacobsen igennem med den anmelderroste plade ”Bøsse”, der blev spillet på alle platforme. Året efter meldte bestsellerforfatteren Christian Kampmann sig under fanerne. Bøssernes Befrielses Front fik fast tilhold i Bøssehuset på Christiania og udviklede det med en række innovative seksualpolitiske musik- og teaterforestillinger til et af københavns kulturcentre, som i dag bruges af hele LGBT+ folket.