Manden bag fotografiapparatet

Teknikken var imidlertid ikke det eneste, der skulle være i orden. Folk spærrede øjnene op, da flyttefolkene kom med de ting, der skulle op i atelieret. Der var palmer, podier, velourgardiner med possementer og alverdens baggrunde med blandt andet skovmotiver.

Før man kom ind i atelieret, ventede man i forværelset, hvor man kunne se eksempler på atelierets arbejde. Uden for atelieret var der mere lys, og det var derfor nemmere at fotografere. Kameraet var dog stadig stort og tungt, men det lykkedes at få fantastiske billeder af gade- og butiksliv og også ved store mærkedage, hvad enten det var grundlovsdag eller en kongelig begravelse. Elfelt var blandt de første, der fotograferede med blitz eller magnesiumpatroner, som han begyndte at eksperimentere med i 1890'erne. Det kunne gå ret voldsomt for sig og give anledning til stor furore.

Fotografi i 3D

Elfelt havde antennerne ude i forhold til nye opfindelser. Det er derfor heller ikke overraskende, at han interesserede sig for stereofotografi. Stereofotografi gav en rumlig oplevelse af motivet. Afskærmet fra den virkelige verden, oplevede beskueren nærmest at blive transporteret i tid og rum. Pludselig befandt man sig et andet sted.

Stereofotografiet består af to fotografier optaget af et kamera, og som, når man ser på dem gennem en stereobetragter, giver en 3D oplevelse. Det blev fremstillet allerede, da fotografiet blev opfundet i 1839, men de havde deres storhedstid i perioden 1860-1930.

Det varede ikke længe, før Elfelt anskaffede sig et kamera og gik i gang med at producere stereofotografier. I 1892 etablerede han Stereoskop Galleriet, hvorfra man kunne købe alle mulige motiver.

Han havde også købt nogle samlinger fra tidligere fotografer, som han tænkte, der var et marked for. Det gælder for eksempel billeder fra slagmarken under krigen i 1864.

Billederne var ikke fra kampens hede, for udstyret var helt anderledes end det nutidens krigsfotografer har. I 1864 var negativerne på glas, emulsionen skulle på pladen og billedet fremkaldes inden for 15 minutter, så man skulle have et mørkekammer med, hvis man var udenfor. Billederne fra 1864 er derfor iscenesat, så det så ud som om de var taget under krigshandlingerne, men virkeligheden er, at soldaterne genopførte krigsscener for fotografens skyld. Elfelt sikrede sig rettighederne og kunne altså i Stereoskop Galleriet tilbyde køberne at være ”øjenvidne” til krigen.

Ellers var der stereofotografier af gader og seværdigheder i København. Man kunne opleve de gader, man gik af til hverdag, hvis man boede i indre by: Købmagergade, Kultorvet, Kgs. Nytorv, Langelinie; men man kunne også komme uden for byen. Til Dyrehaven eller Jægerspris skov. Og så kunne man besøge et væld af slotte, Kronborg, Fredensborg, Amalienborg og selvfølgelig også komme inden for hos de kongelige. Særligt attraktive var stereofotografierne fra udlandet. De var en slags visuel forløber for charterturismen, for her kunne flertallet, der ikke havde råd til at rejse, alligevel besøge Paris. Berlin, London og ja, komme endnu længere væk til Kina eller til det, der dengang var en dansk koloni i Vestindien.

Visitkortfotografiet

Opfindelsen af visitkortfotografiet er tilskrevet franskmanden Disderi, som i 1850’erne tog patent på det. Han havde fundet ud af, at man kunne sætte et lille portræt fast på en papplade med fotografens navn trykt på forside og bagside. Det blev populært i slutningen af 1800-tallet, hvor ikke blot overklassen men også resten af befolkningen fik mulighed for at få et portræt af sig selv. 

Visitkortfotografierne blev, som navnet siger, brugt til at dele ud. Når man ankom til et hjem, stod der i modtagelsesværelset en skål, hvor man kunne lægge sit fotografi. Der kunne man stå og se på andres billeder, ligesom man i dag kan se fotografier af venners venner på sociale medier.  

Da Peter Elfelt åbnede atelier på Købmagergade 64, var genren etableret. Der var fotografer i alle mindre byer, og i centrum af København kunne man finde fotograferne i næsten hver gade. Konkurrencen var hård, men folk strømmede til Elfelts atelier for at blive portrætteret, og deres billeder med Elfelts navnetræk cirkulerede snart sammen med alle de andre fotografers.

De fleste er fotograferet på en simpel ensfarvet baggrund eller med et bagtæppe. Der er dog også eksempler på romantiske baggrunde med tågede landskaber, skovsøer eller spredt skydække.