Byen gennem linsen

Kom indenfor hos frisøren

De ansatte i frisøren har sat håret op i forskellige kunstfærdige frisurer med flet og spænder, og kunderne skal have en lignende behandling. Man gik ikke med løst hår, hvis man var del af borgerskabet. Det er egentlig meget, at kvinden i forgrunden har ladet sig fotografere med udslået hår. Det blev forbundet med armod og prostitution.

I den ottekantede montre midt i rummet er der udstillet hårpynt, og i glasskabet bag står der flasker med hårvand og –farve. Forretningen fører Rauschs Haarwasser, et produkt udviklet af Josef Wilhelm Rausch (1868-1935), kan man se på plakaten på væggen. Rausch sendte faktisk den første flydende shampoo på markedet, men det var nok ikke sket endnu eller også var den for moderne for denne salon. Her er der ingen vaske, men små borde med spejle og måske også lidt læsestof til kunderne.  

Salonen førte også hårfarve. Her var producenten Herman Janke, der i tyske aviser pralede med at føre ”verdens bedste hårfarve”. Den kunne give grå hår deres ”ægte” farve igen. Den var endda anbefalet af læger, der påstod, at det virkede opfriskende på ”hårnerverne”.  

Hvis man ikke ville have farvet håret, men derimod bare have nogle andre lokker, er der, som man kan se, et bredt udvalg af parykker til salg.  

Stramt nok

Det var ikke blot hos frisøren, kvinderne brugte tid på at stadse sig op for at leve op til tidens skønhedsidealer. Også beklædningen var vigtig, og her spillede korsettet en essentiel rolle.

Julen nærmer sig, og gaverne skal købes. Korsetforhandleren Duzaine Hansen reklamerer med ”Nyttige Julegaver”, og det kan jo diskuteres. Der er ingen tvivl om, at mange gerne ville have kødet snøret ind. Tidens skønhedsideal dikterede, at kvinden skulle have talje, og det kunne klares med et korset, men rart var det ikke at have på.  

Ganske vidst var korsetmoden blevet mere menneskelig. I 1880erne skulle livet snøres så meget ind, at man havde svært ved at trække vejret. En høj bagdel fik kvinder ved en pudes mellemkomst. I takt med udviklingen af lægevidenskaben, gymnastikken og kvindebevægelsen fik man i imidlertid også nye skønhedsidealer. Lægen Johannes Frisch advarede i bogen Sundheden og Kvindedragten i 1887 mod krinolinen, hvis korset kunne give men for livstid. Det spændte brystkassen ind, gav bøjede ribben, et fremstående underliv, forstoppelse og manglende blodcirkulation.

I tidsskriftet Kvinden og Samfundet argumenterede kvindesagens forkæmpere ihærdigt for udviklingen af en reformdragt, ja faktisk flere, for man skulle have dragter til arbejde, sport, skøjteløb, hverdag og fest. Før Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888 blev der nedsat en komité, som indkaldte forslag til alle disse forskellige dragter, der skulle gøre det muligt for kvinder at trække vejret og bevæge sig med mere end små skridt.   

Dragterne slog aldrig rigtig igennem, men som man kan se på billedet, holdt lemlæstelsen op. Duzaine Hansen reklamerer i Nationaltidende i 1900 med ”Reform-, Normal- og Sportscorsets”, og korsetterne i vinduet har ikke umenneskelige snøreliv.

Frokost på Anti Automaten

Anti Automaten, hvad pokker er det? Et foretagende, der bekæmpede industrialiseringen og den stigende mekanisering af samfundet? Ja, faktisk. I 1899 begyndte der at dukke en række Automat cafeer op i byen, hvor kunderne kunne trække deres mad i automater. Helt uden personlig betjening. 

Fænomenet kom fra Tyskland, hvor den tyske chokoladefabrikant Ludwig Stollwerck og opfinderen Max Sielaff i 1886 præsenterede en "Automatpavillon", hvor de besøgende kunne få mad og drikke via automaterne.  

Den første Automat cafe åbnede i København i 1899 på Amagertorv, og her reklamerede man med, at den travle forretningsmand kunne spise frokost hurtigt og effektivt. Man kunne vel også tage maden med sig, så hverken butikker uden betjening, fastfood eller take away er altså nye fænomener.  

Anti Automat cafeen var, som navnet fortæller, skabt som en reaktion på Automat cafeen. Her gik man til kamp mod jabberiet. Igen kom inspirationen fra Tyskland. På skiltet til højre står der A la Aschinger, så folk kunne se, at man var med på noderne og skabt i en af de store tyske kæders billede. På facaden og i aviser som Folkets Blad reklamerede man med at være en ”Berliner Ølhalle”.  
 
Man måtte dog introducere frokostretter direkte fra varmebord, selvbetjening og ingen forventning om drikkepenge for at være konkurrencedygtige. Man kunne få serveret et glas øl eller en porter for 10 øre – og det var faktisk det samme som i Automat cafeen.  

Cafeerne var typiske storbyfænomener. Frokosten blev en velfortjent pause midt i den lange arbejdsdag. På cafeerne kunne man få kontakt med andre mennesker, spise nemt sammen og hermed skabe lidt hjemlig hygge i den korte spisepause. 

På fotografiet af Anti Automat cafeen kan man tydeligt se, at personalet har vidst, at der var en fotograf på besøg. Zoomer man ind, kan man se små ansigter i ruderne. En ung afrydder står måske endda med en bakke med kopper og kigger ud for lige at understrege, at her arbejder der altså rigtige mennesker.