Påskefrokost

Helt op til midten af det 20. århundrede afholdte man et madmæssigt mådehold i dagene op til påsken, også kendt som fasten.

En spartansk kost var med til at understrege de første påskedages alvor. De festlige måltider begyndte først Påskelørdag og søndag, hvor man fejrede Jesu genopstandelse.

På mange af nutidens påskeborde er det ikke just mådehold, der er fremherskende. Tværtimod bruges påskefridagene ofte ved frokostborde med rigeligt af både vådt og tørt. 

Påskens mad har mildest talt forandret sig fra tidligere tiders skik. Men mange af påskefrokostens hovedkomponenter så som kål, æg og lam spiser vi stadig i dag, blot i en anden, mange vil nok sige: mere velsmagende, form. 

At flotte sig med kålsuppe

I Danmarks bondesamfund spiste man Skærtorsdag søbekål eller kålsuppe kogt på flæsk eller fårekød med syv eller ni slags kål i. 

Især grønkål kan overvintre i Danmark, men kunne man ikke skaffe ni slags kål, måtte man spæde med andet slags grønt. Man spiste kålsuppen for helbredets skyld. Det var et nærende måltid, hvor man sikrede sig sundhed i det kommende år.

For os i dag virker kålsuppe måske ikke så festligt, men det har været noget særligt at flotte sig med mange slags kål.

I Sønderjylland er der stadig tradition for at lave den såkaldte "Syv-suppe" med syv forskellige slags kål til påsken.

”Skidne æg” på påskedag

I fasten (tiden lige før påske) var det ikke tilladt at spise æg. Når fasten sluttede påskedag, fejrede man det bl.a. med at spise æg – gerne mange flere, end man ellers var vant til.

I de danske hjem var det tradition at spise de såkaldte ”skidne æg” (hårdkogte æg i sennepssovs) til lørdagens store påskemiddag. Fra gammel tid har lørdag været benævnt Skidenlørdag, fordi man denne dag fjernede skidt og snavs, gjorde rent og vaskede, så det er sandsynligvis derfra, retten ”skidne æg” har sit navn.

Den traditionelle påskespise, æg, indgår dog stadig ofte som en del af påskefrokostens indhold, ligesom et andet af påskens symboler, lammet, spises i en del hjem i løbet af påskedagene.

New Zealandske lammekøller på påskebordet

Når lammekølle er en traditionel påskespise, og når små hvide lam er en del af påskens udsmykning, hænger det bl.a. sammen med Bibelens omtale af Jesus som ”Guds lam” og tilkomsten af lammekid i det sene forår, som kunne bidrage til nogle gode lammekøller på påskebordet.

Før i tiden holdt den danske bonde får, fordi de skulle producere noget godt uld og skind. Man holdt de arter, der læmmer om foråret, og da foråret i Norden kommer lidt senere end sydpå, var lammene endnu ikke været slagtemodne ved påsketid.

Når mange ældre i dag har erindringer om lam, der smagte af uld, har det sandsynligvis været et ældre lam eller et får, de har spist.

Med dybfryserens indtræden i de danske hjem i 1950’erne, kunne vi opbevare importerede lam fra New Zealand og Australien, hvor fårene læmmer om efteråret, og så begyndte der for alvor at dukke lammestege, som vi kender dem i dag, op på påskebordet.