Mens du venter: Lyt til en podcast
Bliv klogere på en klassiker. Hør Master Fatman tale om Proust, Knud Romer om Heidegger, Christina Hesselholdt om Virginia Woolf og Christian Lollike om Ludvig Holberg.
De her fire podcasts er en del af vores serie "Klassisk Dannelse", hvor kulturpersonligheder med passion for en klassiker introducerer lytteren til skelsættende litteratur og tænkning. De er optaget med live publikum i vores gamle læsesal i Den Sorte Diamant, København.
Marcel Proust - Master Fatman og Neal Ashley Conrad
Sammen med Danmarks førende Proust-ekspert Neal Ashley Conrad fortæller Master Fatman om Prousts mastodontværk På sporet af den tabte tid. De taler om lykke, den problematiske kærlighed og den store oplevelse, der gemmer sig i Prousts værk - når man vel at mærke ikke giver op undervejs.
Optagelsen blev lavet 7. marts 2019. Master Fatman med det borgerlige navn Morten Lindberg døde tre uger senere. I podcasten kan du opleve en af hans sidste optrædener, hvor man tydeligt mærker den blanding af lune og lidenskab, som Master Fatman var kendt for.
Virginia Woolf - Christina Hesselholdt
Virginia Woolf er en af det 20. århundredes største forfattere og en vigtig kvinde i feminismens historie. I podcasten deler forfatter og cand. phil. i litteraturvidenskab Christina Hesselholdt sin passion for Woolf og hendes værker.
Ludvig Holberg - Christian Lollike
Hvordan kommer man ind på livet af skribenten Ludvig Holberg og hans tekster fra begyndelsen af det 18. århundrede? Hør podcasten og bliv klogere på, hvad der kendetegner Holbergs værker, hvordan Erasmus Montanus pludselig blev relevant under Muhammed-krisen, og hvorfor de snart 200 år gamle værker stadig giver mening i 2019.
Martin Heidegger - Knud Romer
Knud Romer tager i podcasten livtag med en af historiens største og mest diskuterede filosoffer – nemlig Martin Heidegger. Hør bl.a. hvorfor Heidegger er en uhyggelig pædagog, hvordan alle hans værker kan læses som en ordleg, og hvad man skal stille op med den store, eksistentielle grundangst, han åbner op for.