Verden i farver
Julie Laurberg tog som en af de første i landet farvefotografier. Hun havde fået pladerne fra Lumière brødrene i Paris
Julie Laurberg var ikke blot en pionér på filmens område. Hun var blandt de første i Danmark, der udførte farvefotografi, de såkaldte autokromer. Der var tre farvekorn på pladen, rød, grøn og blå, og det resulterede i nogle meget smukke billeder på glas. Det var brødrene Lumière i Paris, der satte pladerne i produktion i 1907. De var svære at få fat på, og det er i sig selv opsigtsvækkende, at det lykkedes for Laurberg.
Allerede i 1907 kunne avisen "København" fortælle, at hun var i gang med den nye teknik. 6. august skrev journalisten, at Laurberg havde fotograferet to damer ved et bord og nogle vaser med blomster i alle farver.
To dage senere fulgte ”Nationaltidende” op med en længere artikel om farvefotografi eller "fotochromi", som det blev kaldt. Her kaldte journalisten Laurbergs billeder for "smaa Glasmalerier" og skrev om, hvordan kvinderne havde måttet sidde stille i to minutter. Der skulle gå noget tid, før man kunne tage øjebliksbilleder i farve. Der er ikke nogen omtale af roser i en vase, så det smukke billede er muligvis taget senere.
Fotografier blev ikke regnet som kunst, men der var stor interesse for mediet som nyt teknisk fænomen. Der var store rum med fotografier På Den Nordiske Industri- Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888, og her udstillede Julie Laurberg. Der var også stor begejstring for nye landvindinger i fotografiet på tidens Verdensudstillinger, der var en fejringen af industri og teknik. Det var noget danske fotografer fulgte med i, og mange af dem udstillede deres billeder. Julie Laurberg havde således fotografier med på Verdensudstillingen i Paris i år 1900. Her fik Julie Laurberg endda en medalje for sit arbejde.
Laurberg og Gad i Digitale samlinger
Det Kgl. Bibliotek har en samling på 4.400 negativer efter Julie Laurberg og Franziska Gad. Den er blevet digitaliseret og tilgængeliggjort i Digitale samlinger. Her kan man også finde mange papirbilleder, både portrætter og arkitekturbilleder, fra Laurberg og Gads atelier.