Smukkeserede billeder
Fotograferne havde dygtige retouchører ansatte. De skrabede på negativer og tegnede på positiverne.
Det var omstændeligt at fotografere omkring år 1900. Kameraet var af træ og stort og tungt. Negativerne var først af glas siden af acetat, og de krævede en del lys. Det var derfor, ateliererne typisk lå på kvisten oppe under taget. Når fotografen havde eksponeret, skulle negativet fremkaldes i væsker i et mørkekammer. Nogle gange var der områder på negativet, som blev lidt for lyse eller mørke, eller der var små ridser eller lignende. Der var også kunder, som krævede lidt bearbejdning for at tage sig bedre ud.
Foto: Peter Elfelt
Derfor var der kvinder, som arbejdede med retouche. Ordet kommer af fransk og betyder ”at røre igen”, og det, man rørte igen var negativet eller positivet. Negativet sad i en såkaldt retouchekasse, på en glasplade med lys bag, så retouchøren kunne se, hvad hun lavede. Hun blandede terpentin op med lidt grafit og brugte det til at udjævne områder, der skulle være lysere. Eller hun kradsede lidt i emulsionen, hvis noget skulle være mørkere. En dygtig retouchør kunne fjerne rynker, æblekinder og give en lidt smallere talje.
Positiver blev retoucheret med blyant eller blæk. Det var for eksempel gængs praksis at lave en sort prik i pupillen, men det skulle gøres præcist, for ellers kom det til at se ud, som om modellen skelede.
Laurberg og Gads negativer er generelt af en meget høj kvalitet. Det vil sige, der er brugt meget arbejde på at lægge lys før og under optagelsen, og det har ikke være nødvendigt med meget arbejde, når negativerne skulle fremkaldes.
Laurberg og Gad i Digitale samlinger
Det Kgl. Bibliotek har en samling på 4.400 negativer efter Julie Laurberg og Franziska Gad. Den er blevet digitaliseret og tilgængeliggjort i Digitale samlinger. Her kan man også finde mange papirbilleder, både portrætter og arkitekturbilleder, fra Laurberg og Gads atelier.