Livspartnere
Levede Laurberg og Gad i et romantisk forhold? Franziska Gads nekrolog vidner om et meget tæt forhold mellem de to kvinder.
Næringsloven, der trådte i kraft i 1862, gjorde det muligt for kvinder at etablere deres egen virksomhed. Det var imidlertid et krav, at man ikke var gift, og mange af de kvinder, der etablerede sig blev det heller ikke bagefter. De fik en mulighed for at forsørge sig selv og leve et liv uden for ægteskab med en mand.
I samtiden blev der gjort grin med de ugifte kvinder, der blev kaldt for ”gammeljomfruer”. De blev karakteriseret som ”overflødige, overtallige, ugifte Kvinder, de selverhvervende, om hvem Livet visner, hvor de gaar frem”. Heldigvis var der også nogen, der tog afstand fra de fordomme. Journalist på ”Berlingske Tidende”, Christian Henriksen undrede sig over det syn på kvinderne, da han skrev i anledning af Laurberg og Gads 25 års jubilæum. Efter en lang beskrivelse af Julie Laurbergs faglige hverv og resultater sluttede han af med ”Arbejdet trives og gror under hendes virksomme Hænder, og de Mennesker med hvem hun kommer i Berøring, kommer af sig selv ind under hendes moderlige og rige Sinds Omsorg og Varme.”
At kvinderne ikke var gift, er imidlertid ikke ensbetydende med, at de levede alene. I København boede to af byens førende fotografer, Julie Laurberg og Mary Steen, sammen med kvinder, som ydermere var ansat i deres atelierer. I Laurberg og Gads tilfælde var parret begge ejere af firmaet. I 1906 boede Laurberg og Gad sammen i Gothersgade 152 på anden sal. I 1911 er Franziska opført som Julies slægtning. I 1921 havde parret fået en sommerbolig på Vilvordevej i Ordrup. Ikke længe efter fik Franziska Gad imidlertid lungebetændelse og gik uventet bort længe før Laurberg.
Laurberg og Gad levede deres liv sammen i et tæt fællesskab. De arbejdede sammen, de boede sammen, og de blev beskrevet som dybt følelsesmæssigt forbundne. Var det et tæt platonisk og praktisk kvindefællesskab, som måske var almindeligt dengang, men som vi kun sjældent ser i dag? Eller levede de i virkeligheden i et romantisk kærlighedsforhold? I år 1900 anvendte man endnu ikke ordet lesbisk. At to kvinder havde et kærlighedsforhold var ikke noget, man talte om, så det er svært at vurdere.
I nekrologerne kunne man læse, ”at en ulægelig Sorg” havde ramt Julie Laurberg. Skribenten afsluttede således: ”Nu sidder Julie Laurberg ene tilbage i det fælles smukke Sommerhjem ude på Vilvordevej i Ordrup, og alle Havens Blomster, som var Frk. Gads store Glæde, dækker nu hendes Dødsleje. For hendes ældre Veninde ved vi alle, at Tabet vil være uerstatteligt”.
Læs avisartikler om Laurberg og Gad
Find nekrologen og avisartikler om Laurberg og Gad i Mediestream
Laurberg og Gad i Digitale samlinger
Det Kgl. Bibliotek har en samling på 4.400 negativer efter Julie Laurberg og Franziska Gad. Den er blevet digitaliseret og tilgængeliggjort i Digitale samlinger. Her kan man også finde mange papirbilleder, både portrætter og arkitekturbilleder, fra Laurberg og Gads atelier.