Politisk medborgerskab
Kampen for stemmeretten blev en folkesag i løbet af 1900’erne, og sejren i 1915 blev markeret med et demonstrationstog gennem København.
Kvindetoget 5. juni 1915
5. juni 1915 om formiddagen var København på den anden ende. Sporvognene og gaderne var fyldte med kvinder, som var på vej for at deltage i kvindeorganisationernes arrangerede kvindetog til Amalienborg. Anledningen var, at Kongen den dag ville underskrive den nye grundlov, som gjorde kvinder til demokratiske medborgere. 10-12.000 – ja, nogle aviser skrev 20.000 kvinder - gik gennem byens gader for at markere, at de nu efter 30 års kamp endelig havde fået stemmeret og kunne lade sig vælge til Folke- og Landstinget.
Vejen hertil havde været lang. Kravet om valgret til kvinder blev rejst første gang i 1886 i Folketinget af venstrepolitikeren og kvindesagsforkæmperen Fredrik Bajer. Forslaget var beskedent og drejede sig udelukkende om kommunal valgret til skattebetalende kvinder i København. Lovforslaget blev med nogle få ændringer vedtaget i Folketinget og senere afvist i Landstinget. Et scenarie, som blev modellen ved de mange efterfølgende lovforslag om politisk stemmeret til kvinder. Folketinget med et flertal af Venstre og Socialdemokratiet var for, og Landstinget, hvor partiet Højre havde flertal, var imod.
Interpellationer
Uden for Rigsdagen begyndte den langsomt voksende kvindebevægelse at markere sig. I 1888 ved at igangsætte en underskriftsindsamling for kommunal valgret, og derefter ved alle de følgende valg at troppe op på valgdagen og udspørge de opstillede mandlige kandidater om deres holdning til valgretsspørgsmålet. Man kaldte det at interpellere!
Første gang kvinder tog ordet på en valgtribune var 21. januar 1890, hvor der blev afholdt valg til Rigsdagen. Selvom det vakte en del furore, blev interpellanterne generelt godt modtaget, og kandidaterne svarede høfligt på deres spørgsmål. Dog blev det i Odense og Præstø nægtet kvinderne at interpellere, og i den konservative by Fredericia blev kvinderne helt forment adgang til valgmøderne.
Kvindevalgret bliver en folkesag
Foto: Dansk Kvindesamfund
Efter systemskiftet i 1901 fik valgretssagen for alvor vind i sejlene. Og det at kvinder i 1908 fik kommunal valgret, styrkede bare kravet om også at få valgret til Rigsdagen – herunder landsting og folketing. Nye organisationer kom til. De to største - Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret - tegnede sig i 1912 for tilsammen omkring 250 lokalafdelinger og ca. 20.000 medlemmer.
Et kig i de to organisationers blade ”Kvinden og Samfundet” og ”Kvindevalgret” giver et godt indblik i deres mange aktiviteter. Det handlede først og fremmest om at få skabt en folkebevægelse, og rekrutteringen foregik blandt andet ved afholdelse af lokale valgretsmøder, hvor kendte talere agiterede for sagen. Når det kunne lade sig gøre, blev møderne holdt udendørs og tiltrak ofte op mod 1000 deltagere.
En af de mest eftertragtede talere var Gyrithe Lemche, som udover at være et oratorisk talent, også fungerede som Dansk Kvindesamfunds chefideolog og strateg. I 1912 talte hun for eksempel på et offentligt møde på Skamlingsbanken i Kolding for de omkring 2000 fremmødte. I talen argumenterede hun blandt andet for, at der, så længe kvinderne ikke havde stemmeret, fortsat var enevælde i Danmark: Mændenes enevælde!
”Den [Stemmeretten til kvinder] betyder mere end en Udvidelse af Valgretten, end en Forøgelse af Vælgerfolket og dets Repræsentanter paa Tinge, den betyder et Brud med den Fortid, som kun anerkendte et styrende Princip i det offentlige Liv: det mandlige Princip; den betyder ikke mindre end et Systemskifte. Og der har siden Enevældens Indførelse her i Landet ikke fundet et saa afgørende Systemskifte Sted. Thi Grundloven af 1849, den betød ikke, som Folk i Almindelighed mener, Enevældens Afskaffelse, men den betød kun Enevældens Overførelse til Mændene. Først den Grundlovsændring, som giver Kvinderne politisk Ligestilling med Mændene vil betyde, at nu er Enevælden afskaffet i Danmark.”
Foto: Business Graphics Datentechnik G
Med grundlovsændringen 5. juni 1915 blev kravet om stemmeret til kvinder indfriet, og kvinderne deltog i kvindetoget for at udtrykke deres glæde over sejren og ikke, som mange af samtidens og eftertidens historikere har udtrykt det, for at takke konge og rigsdag. I arrangørernes opråb til kvinderne om at deltage i kvindetoget blev det ellers sagt meget direkte:
”Da den Opfattelse, baade skriftlig og mundtlig, er bleven fremsat, at det paatænkte Kvindernes Valgretstog skal være et Takketog til Regering og Rigsdag, finder vi det rigtigt at henlede vore Læseres Opmærksomhed paa, at det i ovenstaaende Opraab til danske Kvinder, ikke et eneste Sted findes Ordet: Tak, men kun en Opfordring til Kvinderne om overfor Offentligheden samlede at tilkendegive, at de paaskønner og værdsætter den Borgerret, som ved den nye Grundlov tildeles dem.”