Kampen om de kvindelige præster
I 1921 fik kvinder ved en lovændring adgang til alle offentlige embeder – undtagen i kirken og militæret! Herefter blev kvindelige præster et af kvindebevægelsens vigtigste krav.
28. april 1948 blev de tre første kvindelige teologer i Danmark præsteviet. Det foregik i Odense Domkirke, hvor ca. 2000 mennesker inkl. den danske medieverden overværede biskop Hans Øllgaards ordination. Til stede var også forkvinderne for Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalraad, som efter 30 års ihærdigt lobbyarbejde endelig kunne glæde sig over, at der nu var ligestilling i den danske folkekirke. Biskop Øllgaard var den eneste af de syv biskopper, som var villig til at eksekvere på den netop vedtagne lov, der gav kvindelige teologer adgang til præsteembedet.
Loven havde været undervejs siden 1918, hvor Elna Munch – netop valgt til Folketinget – rejste spørgsmålet under finanslovsdebatten. Kirkeminister Thorvald Povlsen svarede, at der nok skulle en lov til, før kvindelige teologer kunne fungere som præster, men at han havde svært ved at se, at der skulle være noget til hinder for, at en sådan lov blev gennemført. Deri tog han fejl!
Loven af 1921
Foto: Lars Peter Elfelt
Da statsminister Zahle året efter i 1919 fremsatte "Forslag til Lov om Kvinders Adgang til Tjenestestillinger og Hverv” i Rigsdagen, var det lige præcis kvinders adgang til præstestillinger, der blev hele omdrejningspunktet for debatten, og som endte med at loven blev vedtaget i 1921 med det forbehold, at den ikke gjaldt inden for kirken og militæret.
Modstanderne mente, at det var Folkekirken selv, der skulle afgøre, om den ville have kvindelige præster eller ej, mens tilhængerne så det som et statsligt anliggende. Og da modstanden inden for Folkekirken var stor, både blandt de ansatte og i menighedsrådene, tøvede de skiftende regeringer frem til 1947 igen og igen med at ændre loven.
Modstanden mod kvindelige præster inden for kirken blev undersøgt flere gange frem til lovændringen i 1947. For eksempel blev der i 1921 udsendt spørgeskemaer til samtlige menighedsråd vedr. deres syn på kvindelige præster. Et af spørgsmålene lød:
Finder Menighedsraadet noget at erindre mod, at kvindelige teologiske Kandidater kan udnævnes til Præster, naar vedkommende Kandidat er indstillet af et Flertal af det paagældende Menighedsraad?
4.759 svarede ja, 1926 svarede nej. Et stort flertal afviste dermed, at selv når et flertal i et menighedsråd gerne ville ansætte en kvindelig præst, skulle de ikke have lov til det.
Kampen for kvindelige præster
For kvindebevægelsen var sagen yderst principiel. Lige rettigheder for kvinder og mænd skulle gælde alle dele af det offentlige arbejdsmarked. Og kampen for kvindelige præster blev derfor en af Dansk Kvindesamfunds absolut vigtigste mærkesager de følgende mange år.
Hvor emnet ”kvindelige præster” før 1921 var blevet taget op med jævne mellemrum i Dansk Kvindesamfund, var det fra 1921-1947 fast dagsordenpunkt på samtlige landsmøder. Strategien var at holde gryden i kog ved igen og igen at henvende sig til Rigsdagen, kirkeministeren og biskopperne og skrive artikler og debatindlæg i aviserne om sagen.
Samtidig gjorde Dansk Kvindesamfund sit til at promovere de kvindelige teologiske kandidater ved for eksempel at bede dem forestå gudstjenesten ved de årlige landsmøder.
Loven af 1947
Det var en konkret henvendelse i 1947 til kirkeministeren fra valgmenigheden i Nørre Ørslev på Falster, der blev den direkte anledning til, at loven af 1921 endelig blev ændret. Den ønskede at ansætte teolog Johanne Andersen som præst og bad om at få det godkendt af ministeriet. Og da ønsket nu kom fra kirken selv, besluttede man i Rigsdagen at ændre lovens ordlyd fra mænd til personer i afsnittet om, hvem der havde adgang til embeder i Folkekirken. Herefter var det alene op til det enkelte menighedsråd, om de ville ansætte en mandlig eller kvindelig præst.
En årelang kamp for formel ligestilling i folkekirken var slut, men det var modstanden mod kvindelige præster ikke. Et meget stort antal præster protesterede over loven, og mange menighedsråd vedblev at ansætte mandlige præster. Med tiden ændrede folkekirken dog i den grad holdning til kvindelige præster. I 1995 blev den første kvindelige biskop Lise-Lotte Rebel valgt, og i dag er flertallet af præster i folkekirken kvinder.