Flere kvinder på Rigsdagen, tak!

Folketingsvalget 23. marts 1943 sendte chokbølger gennem kvindebevægelsen. Kun to kvinder blev valgt til Folketinget. Det var en halvering ift. til det seneste valg i 1939 og det ringeste resultat siden grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder politisk stemmeret og valgbarhed. Hidtil havde kvindebevægelsen sat sin lid til, at kvinderepræsentationen langsomt af sig selv ville stige lidt ved hvert valg. Resultatet i 1943 afspejledes i, at der i alt kun var opstillet 29 kvinder i hele landet, og at de for majoritetens vedkommende var opstillet på ikke valgbare pladser på kandidatlisterne.

Noget måtte gøres! Dansk Kvindesamfund nedsatte straks et udvalg, der skulle analysere, hvad der skulle til, hvis miseren ikke skulle gentage sig ved næste valg. Skylden for den lave kvinderepræsentation blev dels lagt på kvinderne selv – de interesserede sig alt for lidt for politik - dels på de politiske partiers manglende evne eller lyst til at opstille kvindelige kandidater.

Dansk Kvindesamfund oprettede studiekredse i hele landet om socialpolitiske emner, som skulle vække kvindernes interesse for og viden om politik. I efteråret 1944 blev der stiftet en ny forening ”Folkevirke” med den senere minister Bodil Koch i spidsen med samme formål.

Samtidig steg utålmodigheden med de politiske partier. Og Dansk Kvindesamfunds formand Ingrid Larsen opfordrede på lederplads med overskriften ”Altsaa – nu!” partierne til at handle ved at indføre kønskvotering på opstillingslisterne:

”Reglen kunne være, at hver Gang der var opstillet to Mænd, skulde der derefter opstilles en Kvinde”. (”Kvinden og Samfundet” 15. juni 1945).

Folketingsvalget 1945

Op til folketingsvalget i 1945 blev alle sejl sat til. Dansk Kvindesamfund søsatte en ”Stem på en kvinde”- kampagne, som bestod af plakater, løbesedler og offentlige møder, som skulle gøre vælgerne opmærksomme på den skæve kønsfordeling og få dem til at stemme på kvinder. Og kvinderepræsentationen steg fra 1% til 5%. Otte kvinder blev valgt, og denne gang havde partierne tilsammen mere end fordoblet antallet af opstillede kvinder på valglisterne. Ingrid Larsen kaldte valgresultatet for ”Kvindernes Valgsejr”, men strøede også lidt malurt i bægeret. De to største regeringsbærende partier Socialdemokratiet og Venstre havde kun fået valgt én kvinde tilsammen! De resterende syv var valgt for Danmarks Kommunistiske Parti (tre kvinder), Det Konservative Folkeparti (tre kvinder) og Det Radikale Venstre (en kvinde).

Efter 1945

I de næste godt 40 år, fra 1945 til 1988, steg kvinderepræsentationen støt og roligt fra 5% til 30 % i 1988. Ved de fleste valg med bare et lille nøk, ved enkelte valg som for eksempel valget i 1979 med hele seks procentpoint. De sidste 30 år fra 1988-2019 har repræsentationen ligget mellem 30-39%.

Kvindeorganisationerne har siden 1945 arrangeret valgmøder og lavet ”Stem på en kvinde”-kampagner ved de fleste valg. Og diskussionen om, hvorvidt det er kvindernes egen skyld, eller om det er partiernes, er også fortsat. Enkelte partier fulgte Ingrid Larsens opfordring til kønskvoterede valglister. Det gjaldt Socialistisk Folkeparti, som fra 1987–1990 indførte kønskvotering til folketingsvalgene. Ved valget i 2019 var det dog kun Enhedslisten, der benyttede denne metode.