Et eget kvindehus

Ligesom arbejderbevægelsen og andelsbevægelsen, var kvindebevægelsen også optaget af at få et mødested i det offentlige rum, som var deres helt eget. Et hus, hvor medlemmerne kunne samles og sammen udvikle den kvindesaglige politik, feste og skabe netværk. Og hvor man kunne bestemme alt ting selv og samtidig var økonomisk uafhængig af skiftende udlejeres udlejningspriser.

Kvindernes bygning indvies

Kvindebevægelsens drøm om et eget hus blev endelig indfriet i 1936, da Kvindernes Bygning blev indviet 30. november i Niels Hemmingsensgade 8-10 i indre København. Huset i fem etager var tegnet af den kvindelige arkitekt Ragna Grubb og for sin tid meget moderne både i anvendelsen af byggematerialer og i indretningen. I huset befandt sig blandt andet to festsale, en restaurant og et hotel med 40 værelser, kontorfaciliteter og mødelokaler til kvindeorganisationerne og fire butikker i stueetagen, som blev udlejet til kvindelige forretningsdrivende.

Ved indvielsen mødte den skrivende presse talstærkt op og statsradiofonien transmitterede talerne. Der var tale om en begivenhed af de usædvanlige. For ideen om et kvindehus havde 40 år på bagen og vejen dertil været så utrolig besværlig og krævende, at det nærmest var et mirakel, at det endelig lykkedes.

I praksis skulle bygningen være hjemsted for kvindeorganisationernes mange aktiviteter og et mødested, som kvinderne kunne kalde for deres eget. Men den fremstod også som et fysisk bevis på kvindebevægelsens sejrsgang og resultater siden 1870’erne.

Da idéen om et kvindehus blev født

Det var Emma Gad, der i 1896 fik ideen til Kvindernes Bygning. I 1895 var der blevet afholdt en stor udstilling ”Kvindernes Udstilling fra Fortid til Nutid” i København, som Emma Gad var vicepræsident for og drivende kraft i. Udstillingen, der var inspireret af kvindeafdelingen på verdensudstillingen i Chicago 1893, blev en stor succes og genererede et overskud på cirka 13.000 kr. Og det var dette overskud, som Emma Gad foreslog blev brugt som startkapital. Der blev straks nedsat et repræsentantskab og en indsamling til fordel for projektet sat i gang. Og opfindsomheden var stor. Man kunne støtte direkte med større eller mindre beløb, købe en platte fra Den Kgl. Porcelænsfabrik med den kommende bygnings logo på, investere i et særligt designet fingerbøl i Illum og meget mere.

Som årene gik voksede kapitalen sig langsomt større, men der kom hele tiden ting i vejen for at byggeriet kunne sættes i gang. Problemet var blandt andet at finde en egnet grund til den rette pris. Så kom krigen, og der blev mangel på byggematerialer og så videre. I takt med at årene gik, ændrede dele af visionen sig også. For i mellemtiden lykkedes det for andre dele af kvindebevægelsen at realisere diverse byggeprojekter.

Kvindelig Læseforening havde bygget eget hus i Gl. Mønt i 1910, Kvindernes Boligselskab havde i 1920 fået opført Clara Raphaels Hus på Østerbrogade med lejligheder til enlige selverhvervende kvinder, KFUK (Kristelig forening for unge kvinder) opførte også eget hus i St. Kannikestræde i 1920, og i 1932 havde Foreningen kvindelige akademikere fået samlet så mange penge sammen, at Kvinderegensen, det første kollegium for kvindelige studerende, kunne tages i brug.

Kvindernes Bygning var den sidste af den første feministiske bølges store byggeprojekter. Behovet for egne bygninger var ikke længere så presserende – nu hvor kvinder havde fået adgang til alle offentlige institutioner.

Først i 1970’erne med Rødstrømpebevægelsen vendte behovet for egne kvindehuse tilbage. Men denne gang byggede de ikke selv – de besatte dem! Det kan du læse mere om i vores tema om rødstrømperne.

Du kan også læse om Danmarks første kvindelige arkitekt Agnete Frederik Laub Hansen i vores tema om hende.