Danmarks første kvindeorganisation

24. februar 1871 mødtes en håndfuld kvinder i ægteparret Mathilde og Fredrik Bajers lejlighed på Nørrebro for at stifte den første kvindeorganisation i Danmark. I første omgang kom den til at hedde ”Comité local de l’association internationale des femmes”, fordi de valgte at oprette den som en lokalafdeling af en international organisation med hovedsæde i Geneve. Men allerede inden året var slut, var koblingen til den internationale feministbevægelse forsvundet, og organisationen havde skiftet navn til ”Dansk Kvindesamfund”.

Grunden til ændringen var, at man mente at stå sig bedre med en uafhængig dansk organisation i den danske offentlighed. Ord som ”internationale” lugtede stadig her kort tid efter pariserkommunen (18. marts 1871-28. maj 1871) for meget af revolution. Pariserkommunen var et fejlslagent oprør i Frankrigs hovedstad præget af socialistiske, anarkistiske og feministiske strømninger, der kom til at lægge navn til kommunismen.

Ordet ligestilling eller kvindesag blev ikke nævnt direkte i den nye organisations formålsparagraf, selvom det helt tydeligt var det, det hele handlede om:

”§1. Dansk Kvindesamfunds Formaal er at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige at gøre hende til et selvstændigere og virksommere Medlem af Familie og Stat navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv”
(Vedtaget d. 15. december 1871 på den stiftende generalforsamling)

Kvinders manglende rettigheder anno 1871

Initiativet til at oprette en kvindesagsforening kom ikke ud af den blå luft. Allerede i midten af århundredet havde kvindelige skribenter og lærerinder som Mathilde Fibiger, Pauline Worm og Athalia Schwartz offentligt kritiseret kvinders manglende rettigheder og muligheder for at frigøre sig både åndeligt og materielt fra samfundets undertrykkende kvindesyn.

Og der var nok at tage fat på, for kvinder havde i 1871 stort set ingen rettigheder. Kvinder kunne for eksempel ikke tage en uddannelse, få sig et arbejde på det offentlige arbejdsmarked, stemme eller stille op til Rigsdagen eller selv bestemme over deres økonomi. Gifte kvinder blev umyndige ved indgåelse af ægteskab og kunne ikke få forældremyndigheden over deres børn ved skilsmisse og så videre.

I de første år fokuserede Dansk Kvindesamfund på det mest presserende: nemlig ugifte kvinders muligheder for at forsørge sig selv. Fra 1872-75 etablerede Dansk Kvindesamfund tre skoler – Handelsskolen for Kvinder, Søndagsskolen for Arbejderkvinder og Tegneskolen for Kvinder. Alle tre for at give kvinder uddannelse, så de kunne brødføde sig selv.

Siden, i takt med at organisationen blev større og udviklede sig til en landsdækkende organisation med over hundrede lokalafdelinger, blev arbejdsprogrammet udvidet til at omfatte stort set alle områder af kvinders liv.

Fra en lille håndfuld til mange tusinder

Dansk Kvindesamfund udviklede sig ret hurtigt til en både indflydelsesrig og innovativ kvindeorganisation. En slags kvindernes vagthund - der både krævede retfærdighed og lighed for loven, men som også kom med kreative løsningsforslag på ligestillingsproblemerne.

Antallet af medlemmer kulminerede i 1940’erne med omkring 15.000. Siden er medlemstallet dalet dramatisk, men i dag har organisationen op mod 40.000 følgere på sociale medier.

Parlamentarisk indflydelse skaffede bevægelsen sig i de første mange år via dens tætte forbindelse med folketingsmænd fra partierne Venstre og Det radikale Venstre, hvoraf nogle af dem ovenikøbet også selv sad i Dansk Kvindesamfunds styrelse. Fra 1918, hvor de første kvinder blev valgt ind i Folketinget, og frem til omkring 1970’erne var det almindeligt, at fremtrædende kvindelige politikere fra hele det politiske spektrum sad i Dansk Kvindesamfunds styrelse. Og på den måde sikrede de, at ”kvindernes stemme” blev båret ind i det politiske arbejde på Christiansborg.

I dag er Dansk Kvindesamfund fortsat Danmarks ældste kvindeorganisation og stadigvæk en af de største lobbyister for ligestilling.