Knud Rasmussens store slæderejse

Fra Hudsonbugten til Sibirien

Det arktiske forår lå foran dem, og Knud Rasmussen drog sammen med inuitterne Arnarulunguak og Qaavigarsuak ud på ekspeditionens sidste, store tur, der bliver kaldt Den store slæderejse. Rejsen skulle tage dem flere tusinde kilometer fra Hudsonbugten, langs kysten af arktisk Canada og den nordligste kyst af Alaska til det nordøstlige hjørne af Sibirien. Slutdestinationen var East Cape. Slæden var let, og lasten bestod blot af proviant til de første dage og nogle af de letteste og mest eftertragtede handelsvarer som synåle, knive og perler, som de kunne få brug for at handle med på rejsen.

add

Hvem var Knud Rasmussen?

Knud Rasmussen var polarforsker og etnograf (antropolog) og søn af den danske missionær Christian Rasmussen og Sofie Lovise Susanne Fleicher, hvis mor var inuit. Han blev født og levede de første 12 år af sit liv i Ilulissat, Grønland. Allerede fra barnsben havde Knud Rasmussen en stor interesse for det arktiske folks oprindelse og kultur, og han gik ofte på opdagelse i grønlandsforskeren Hinrich Rinks’ bøger om inuitterne i sin fars bibliotek.

I 1912 indledte Knud Rasmussen sammen med journalist, forfatter og opdagelsesrejsende Peter Freuchen den første af i alt syv Thuleekspeditioner, hvoraf den femte blev den største og mest betydningsfulde ekspedition. Ekspeditionen skulle undersøge, hvor inuitterne stammer fra, og hvordan deres kultur har udviklet sig i de forskelligartede geografiske områder fra Canada til Alaska.

Pilekvisten

Efter 17 dage i mennesketomme områder, stødte de på de første mennesker på vej op til Pelly Bay. Under en rivende snestorm, mens de var i gang med at reparere deres snehytte, dukkede to velvoksne mænd op i det snedækkede landskab. At møde fremmede mennesker var for inuitterne altid en alvorlig sag. Man vidste aldrig, om det var venner eller fjender, man mødte på sin vej.

Alligevel gik Knud Rasmussen dem ihærdigt og ubevæbnet i møde, og til alt held kom de i fred. Mændene var faren, Orpingalik, ham med Pilekvisten, og hans søn Kanajoq, Ulken, som var på vej til Repulse Bay for at sælge deres omkring 75 ræveskind, så de kunne købe nogle nye geværer. Knud Rasmussen og hans følgesvende besluttede sig for at trodse snestormen og følge med Pilekvisten og hans søn tilbage til deres lejrplads.

Mødet med Pilekvisten viste sig at blive ualmindeligt interessant. Han var en anset åndemaner, en god jæger og bueskytte, den hurtigste af alle i kajak og klog på sin stammes gamle traditioner. Sammen med ham lykkedes det Knud Rasmussen at få nedskrevet omkring 100 sagn og sjældne trylleviser.

Dette møde var blot det første ud af mange hundrede møder med inuitter på rejsen. I et område ved Boothia halvøen og den magnetiske nordpol mødte Knud Rasmussen Netsilik stammen, der stadig levede et stenalderliv, hvor de jagede med bue og pil, tændte ild ved at bore træ mod træ og byggede snehytter med benknive. Tæt derpå mødte Knud Rasmussen den femårige Tertâq, eller Amuletdrengen, som Knud Rasmussen kaldte ham. Kaldenavnet fik han, fordi han bar over 80 amuletter i sin skindanorak, der var syet ind i anorakkens inder- og yderpels. Hver amulet havde et åndeligt formål, som eksempelvis ravnen, der skulle give ham et godt overblik på jagt, og tang, som skulle gøre ham til en dygtig kajaksejler. Knud Rasmussen byttede sig til Amuletdrengens skindanorak, og den er i dag udstillet på Nationalmuseet i København.

I efteråret 1923 nåede de til Alaska, hvor de mødte stammer, som var meget forskellige fra de stammer, de tidligere havde mødt. Hidtil havde de levet blandt inuitter, der levede af at fange vildt på land og som kun jagtede sødyrsfangst fra den faste is. Stammerne de mødte nu, talte et sprog, som mindede meget om det grønlandske, og de levede af at fange vildt fra havet i kajakker og fra både. Sødyr var desuden ikke det eneste, de jagtede. Her var også guld og penge i høj kurs, og inuitterne bar præg af, at de havde været i kontakt med civilisationen.

Ved slædesporets ende

I Sibiriens yderste hjørne mod øst boede de vestligste af alle inuitter, og her skulle ekspeditionen slutte. I september 1924 nåede Knud Rasmussen til Alaskas vestligste punkt, og for at nå til slutdestinationen skulle han krydse Beringstrædet – det smalle farvand, der skiller Rusland fra Alaska. Her afløste den ene storm den anden, og de indfødte sejlede kun deres skindbåde, hvis vinden kom fra en bestemt retning. Det andet alternativ var at sejle med en skonnert, en større båd, hvor der var flere hvide mænd som Knud Rasmussen ombord. At komme i havn i East Cape med andre som ham selv ville vække mistillid hos de indfødte stammer – men rejsen skulle gøres. Dog blev det ikke hans største problem. Knud Rasmussen havde ikke sine indrejsepapirer i orden, og efter stor forhandling med den sovjetiske politichef i East Cape, måtte han sejle tilbage til Alaska den efterfølgende dag. Da han atter igen var på landjord, ventede et telegram til ham fra det danske Udenrigsministerium. Det indeholdte opholdstilladelsen til East Cape.

Ekspeditionens fund

På trods af at ekspeditionen ikke endte, som Knud Rasmussen havde ønsket, var udbyttet af rejsen stort. I løbet af de tre år ekspeditionen havde varet, havde de samlet mere end 20.000 genstande, som blev bragt hjem til Danmark og skænket til danske museer.

Efter rejsen kunne Knud Rasmussen bevise, at inuitter fra Grønland, Canada, Alaska og Sibirien på trods af forskellige leveformer, livsstil, og primære bytte alle var forbundet gennem sprog, mytologi og fælles historier. Deres fælles oprindelse kunne spores hundreder og endda tusinder af år tilbage. Desuden resulterede ekspeditionen i et antal af bøger, tusinde af fotografier og en film. Blandt andet udgav han i 1925-26 sin egen beretning om den store slæderejse i tobindsværket Fra Grønland til Stillehavet.