Portrætter til de mange
Vi har måske altid forsøgt at gemme et menneskes udseende med billeder, men det er først med fotografiet, at alle får muligheden for et vellignende portræt.
At stille sig an
I dag kan vi lynhurtigt tage et portræt med mobilen. Da fotografiet blev opfundet, var det noget mere besværligt, men det blev alligevel en revolution. Før havde kun de rigeste råd til at få malet et billede af sig, men nu kunne mange flere få taget portrætfoto.
I begyndelsen virkede det nærmest magisk, fordi optagelsen var mekanisk, og billedet lignede så godt.
Hurtigt begyndte kendte og ukendte at posere for fotografen. Hver fotograf udviklede sin egen stil og evnen til at vise en personlighed. I dag fornyer fotografer ofte portrættet med kompositoriske greb eller ved at vise noget overraskende ved en person.
De første portrætter
I 1839 lykkedes det franskmanden Louis Jacques Mandé Daguerre at fæstne et billede på en plade behandlet med jodsølv. Denne første fotografiske teknik fik navnet ”daguerreotypi” efter opfinderen. Allerede året efter blev teknikken udbredt i Danmark, og hurtigt begyndte mange velstillede at besøge de midlertidigt etablerede atelierer for at blive portrætteret af det nye, lidt mystiske medium. I begyndelsen skulle man sidde stille længe foran kameraet, og det gav et noget alvorligt udtryk. Nogle havde dog allerede lært at smile til fotografen.
Det Kgl. Bibliotek begyndte at indsamle daguerreotypier og andre tidlige fotografier som ambrotypier i 1900-tallet og har i dag Nordens største samling fra denne første tid af fotografiets historie.
Fotografier af afdøde
Fotografier af afdøde slægtninge blev skattet højt i 1800-tallets sidste halvdel. Det, at billederne lignede så godt, skabte en særlig tilknytning til de portrætterede efter deres død. Man fotograferede ældre mennesker for at sikre sig et spor af dem og følte nærmest, at de var genopstået, når man så på billederne efter deres død. Samtidig blev det almindeligt at få lavet portrætter af mennesker, der var døde. Man kaldte det post mortem fotografi.
I dag er det et fåtal, der inviterer en fotograf til at tage billeder af afdøde, men mange tager selv de allersidste billeder til afsked.
Fotosmykker
I dag går mange med billeder af kærester og børn på skærmen på deres mobil. At bære et fotografi rundt tæt på sig, går tilbage til mediets fødsel. Da afløste daguerreotypier miniaturemalerier i de brocher, etuier og vedhæng, man dengang gik rundt med. Mange var fascineret af nærheden til det afbildede - at det er lyset selv, der har afsat sit spor i fotografiet. Man kaldte det ”Naturens eget billede”. Når man også bar dette billede tæt på sig, så blev forbindelsen til den portrætterede ekstra stærk.
Foto: Anders Sune Berg
Prinsesse Marie af Orléans
I 1860erne afløste positiv/negativ-processen daguerreotypiteknikken. Der skød fotografiatelierer op i alle større og mindre byer, og rigtig mange tog nu deres pæneste tøj på og gik til fotografen. Man delte visitkortfotografier ud til venner og bekendte. Man samlede også på portrætter af kendte mennesker.
En af de mere farvestrålende var den dansk-gifte prinsesse Marie af Orléans. Hun lod sig ikke blot forevige i kjoler og smykker, men også med sine hunde og i den branduniform, hun faktisk brugte som aktiv i brandvæsnet.
Kendte ansigter
Når en berømthed og en professionel fotograf samarbejder, kan portrætterne både vise os ansigter, som vi kender dem, og give os lidt mere. I takt med portrætfotografiets udbredelse i celebrity-kulturen op gennem det 20. århundrede er portrætfotografens personlige stil også blevet central. Her arbejder fotografen ofte med at indfange den portrætteredes karakter og personlighed i sit eget unikke udtryk. Det kan være i måden at bruge lys og perspektiv på eller i graden af iscenesættelse.
Nadar (Gaspard-Félix& Tournachon)
Nadar var kunstmiljøets foretrukne portrætfotograf i Paris i midten af 1800-tallet. I modsætning til mange fotografer i perioden brugte han hverken rekvisitter eller dekorationer, men lod den portrætterede stå alene i billedet. Det gav en helt særlig intensitet i portrætterne af tidens forfattere og kunstnere.
Foto: Nadar
Claude Cahun (med Susanne Malherbe/Marcel Moore)
Claude Cahun og hendes partner Marcel Moore (Susanne Malherbe) skabte en lang række surrealistiske selvportrætter gennem flere årtier med størst vægt i 1920erne og 1930erne. I den periode var de også en del af den surrealistiske kreds i Paris. Foran kameraet poserede Claude Cahun og gennem udklædning og rollespil udforskede de identitet og køn.
