Livets gang i familiefotografiet
Familiens fotoalbums fortæller alle en historie om de mennesker, de har tilhørt, men samtidig også om, hvordan vi generelt bruger privatfotografiet til at fortælle vores nære historie.
Kind mod kind. Vi tager et billede og bliver samtidig et par. Siden fotografiets fødsel har kameraet været brugt til give et lykkeligt billede af familien. I familiealbums fremstillet helt tilbage til 1860erne kan man se, hvordan vi har fortalt livshistorie med billeder fra hverdag og fest.
Det er stadig de lykkelige øjeblikke, vi deler i dag, hvor albummet er på de sociale medier, og kameraet er med overalt i mobiltelefonen. Kunstnere arbejder til gengæld med at udtrykke de brud og tab, der også er en del af livet i familien.
Det Kgl. Bibliotek har en stor samling familiealbums. Nogle er doneret af velstillede familier for at gøre familiens historie til en del af nationens. Andre er kommet ind som del af kulturpersonligheders privatarkiver. Andre igen er købt hos antikvariater eller kommer fra forskellige dødsbo, hvor ingen har villet have dem. De fortæller alle en historie om de mennesker, de har tilhørt, men samtidig også om, hvordan vi generelt bruger privatfotografiet til at fortælle vores nære historie.
Visitkortfotos af familien Willemoes, ferrotypi, albumin m.fl., ca. 1870
Familien Willemoes’ album er fra perioden, hvor kernefamilien etableres med en udearbejdende far og hjemmegående mor. Familien blev ikke fotograferet i eget hjem, men i fotografens atelier, der var gjort hjemligt med bagtæppe og møblement. Moderen optræder som hjemmets samlende punkt. Alle er i stiveste puds, siderne er smukt dekoreret, bundet ind i læder, og der er lås på familiens indkapslede lykke.
Familien Dahlbergs privatalbum, ca. 1890–1933
I 1888 lancerede Kodak sit første kamera til filmruller – det betød, at man ikke skulle skifte film i kameraet efter hvert eneste billede. Antallet af amatørfotografer steg voldsomt i de følgende årtier, og familier begyndte nu selv at dokumentere deres liv. Der blev taget mange portrætter, men også mange billeder fra hjemmet. Familien Dahlberg var en af de familier, der tog amatørfotografiet til sig.
Privatoptagelser med familien Kellermann, sølvgelatine, ca. 1897–1904
”Det første billede. 28/10 1897” har lægen Asger Kellermann sirligt skrevet på første side af det album, han selv fotograferede og skrev tekster til. Han instruerede familien i at posere i gruppebilleder i stuerne eller i haven, men havde også kameraet med på udflugter. Nogle gange lavede han små tableauer med hverdagssituationer, som han gav titler.
Privatoptagelser med familien Hirschsprung, kollodium m.fl., ca. 1900–1910
Familien Hirschsprung, der var kendt for deres store kunstsamling finansieret af cigarproduktion, fortsatte traditionen fra 1800-tallet med at tage opstillede billeder af familiens medlemmer. Her i starten af 1900-tallet ser vi dem f.eks. posere ved havebordet eller inden for ved klaveret. Samtidig tog de også flere og mere spontane billeder fra dagligdagen.
Tove Ditlevsens privatoptagelser, sølvgelatine, ca. 1955
I forfatteren Tove Ditlevsens album er der billeder af solbadning og afslapning i sommerhus og udenlandsrejser. Når vi ser albummet i dag, danner fotoalbummets glade øjeblikke modvægt til det mørke, vi ved, der på andre tidspunkter bredte sig i forfatterens liv. I modsætning til pressefotografierne i albummet, giver amatørfotografierne et andet og mere privat indtryk, også amatørbilledet, hvor hun får de gyldne laurbær, og hvor man ser hende fra siden med blikket rettet mod pressefotografernes blitzlys.
Sune Amstrup
I Sune Amstrups serie er motiverne udtværede. Ansigter og kroppe fremstår underligt surrealistiske på de klassiske ferie- og bryllupsbilleder. Der er klare detaljer ind i mellem, men en algoritme har ellers flyttet rundt på fotografiets pixels og skabt et konkret billede på skilsmissens brud og måske også på det smertefulde i erindringen. Familien er ikke længere, hvad den har været, men selv om alt er tværet ud, fornemmer man den alligevel som et gammelt hylster i billederne.
Andrej Osipovic Karelin
Russiske Andrej Osipovic Karelin, der var uddannet fra kunstakademiet i Sankt Petersborg, skabte familieportrætter inspireret af hollandsk renæssancemaleri. Han fik kone og børn til at posere og blev berømt for sin detaljerede gengivelse af lysindfald og boligens og hjemmets tekstiler. Det virker nærmest som et stilleben af familien, og det indvarsler både trangen til at give et forskønnende billede af familien, men også fotografiets evne til at fange det levende i nutiden, der allerede, idet billedet tages, er fortid.
Stense Andrea Lind-Valdan
Som billedkunstner arbejder Stense Andrea Lind-Valdan med forholdet mellem mor og søn, med krop og seksualitet. Hendes fotografier minder på sin vis om de billeder, vi tager i hverdagen, og så alligevel slet ikke. Hendes fokus er ofte på ting, der har med liv og død at gøre som det kogte æg eller den døde fugleunge. Når hun kombinerer dem med billeder af sig selv og sønnen, sætter hun familielivet i en større fortælling om nærhed og forgængelighed.
Samira Nawas familiebilleder
Folketingsmedlem Samira Nawas forældre flygtede fra Afghanistan i 1986 og endte med at bosætte sig i Ålborg, hvor de fik børn. Nawa har ingen billeder af sine bedsteforældre, men en del fra sin egen barndom. Det er imidlertid intet mod de billeder, hun selv har taget. Som så mange andre har hun telefonen med overalt og fotograferer ofte sin familie. I begyndelsen delte hun dem på sine private konti på Facebook og Instagram, men som politiker bruger hun dem nu også på sine offentlige profiler.
Leonora Christina Skovs konfirmationsbillede på Instagram
Mange peger på familiens fotoalbum som det første, de vil tage med sig, hvis det brænder. Omvendt kan fotografier også være noget, vi vil skaffe os af med, hvis vi ikke kan lide deres indhold. Forfatteren Leonora Christina Skov har for eksempel meget få fotografier fra sin barndom, fordi hendes forældre kasserede deres fotoalbums, da hun sprang ud som lesbisk. Se #DenDerLeverStilleFotoalbum på Instagram.