Kameraet har ændret, hvordan vi ser på ikke blot os selv, men også på andre. Gå på opdagelse i næsten 200 års foto- og kulturhistorie igennem Det Kgl. Biblioteks billeder.
Siden fotografiets opfindelse for næsten 200 år siden har billeder af mennesker haft en særlig fascinationskraft. Tænk, at man kunne blive afbildet så præcist og så hurtigt! Siden har vi vænnet os til at posere foran kameraet, og fotografiet har vundet indpas overalt i samfundet. Kameraet har ændret, hvordan vi ser på ikke blot os selv, men også på andre.
Derfor er udgangspunktet for denne udstilling mennesket i fotografiet. Her kan man gå på opdagelse i hovedværker fra den nationale fotosamling af danske og udenlandske kunstnere og opleve, hvordan de bruger fotografiet til at skabe og lege med identitet. Værkerne er suppleret med billeder fra Det Kgl. Biblioteks øvrige fotosamling, der dækker portrætfotoet over id- og familiefotografi, til dokumentarfotoet, presse- og modefotoet samt pornografien.
Familiens fotoalbums fortæller alle en historie om de mennesker, de har tilhørt, men samtidig også om, hvordan vi generelt bruger privatfotografiet til at fortælle vores nære historie.
Når kameraets linse indfanger os, så fanger den også det, som viser vores fællesskab. Mange kunstnere bruger fotografiet til at skildre fællesskaber med alt fra empati til kritik.
Vi har måske altid forsøgt at gemme et menneskes udseende med billeder, men det er først med fotografiet, at alle får muligheden for et vellignende portræt.
Helt siden Jacob Riis i 1890'erne fotograferede New Yorks fattige, har fotografiet været brugt til dokumentariske skildringer af miljøer, som den almindelige borger ikke kendte.
Det Kgl. Bibliotek har indsamlet fotografi i over 100 år. I den fineste del af samlingen, Den Nationale Fotosamling, findes perler fra hele mediets levetid.