Et grantræ i stuen

Kulturimport fra Tyskland

Traditionen med at fælde et grantræ og sætte det i stuen med pynt juleaften kom som kulturimport fra Tyskland. Det siges, at det første juletræ i Danmark blev tændt i 1808 på Holsteinborg gods på Sydsjælland, hvor lensgreve Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg boede med sin nystiftede familie. Han havde rødder i Holsten og var uddannet på tyske universiteter i Kiel og Göttingen, og det var formentligt derfor, han førte den tyske tradition med ind på godset. Ikke længe efter, i 1811, blev den første jul med juletræ i København fejret hos familien Lehman på Ny Kongensgade. 

I begyndelsen var det primært på herregårde og i borgerlige hjem, der var præget af tysk kultur og litteratur, man havde et juletræ til jul. Her havde man muligvis læst den tyske forfatter, videnskabsmand og filosof Goethes (1749-832) Die Leiden des jungen Werthers fra 1774, hvor juletræet optræder. Inden længe tog også de danske digtere juletræet til sig, og i 1823 satte Grundtvig juletræet i kristen sammenhæng i sin Kæmpe vise om julen. Det havde formentligt en stor betydning for traditionens spredning i resten landet. 

Dog var Grundtvig i begyndelsen ikke en varm fortaler for juletræet, der var ved at gøre sit indtog i kristne juletraditioner i de danske hjem. Han mente, at juletræet var et udtryk for oplysningstidens udvanding af kristendommen. I efteråret 1817 skrev han i tidsskriftet Dannevirke: 

”Det 18de Arhundrede selv plantede det Juletræ, som nu i det 19de bærer sine følgelige Frugter, og det vil bære dem endnu langt bedskere, dersom det ikke med Rod oprykkes”.

Dog kom han på andre tanker. Måske fordi hans gode ven og forbillede B.S. Ingemann talte varmt om den nye juletradition. I 1823 kunne man således finde et juletræ i Grundtvigs stue, og han skrev på dette tidspunkt den førnævnte Kæmpe vise om julen.

En dyr fornøjelse

Juletræet var dog ikke allemandseje. Tværtimod. Mange steder var det kun ved sognets præstegård, man kunne opleve juletræets magi. Derfor afholdt præstegårdene ofte to juletræsfester – en for sognets børn og en, der var forbeholdt familien. Selvom nogle mente, at juletræet blot hørte til ved større arrangementer og ikke til familiens beskedne juleaften, blev det senere mere almindeligt at have juletræ i hjemmet.

En anden afgørende faktor for juletræets langsomme fremmarch var, at det var besværligt at få fingrene i et juletræ, og så var de ikke billige. Derfor var juletræerne til at begynde med forbeholdt de, som kunne betale for det, og det var ikke før et godt stykke inde i 1900-tallet, at fattigfolk i byerne fik juletræer i stuerne til jul.

Skal det spises?

Juletræet bærer på mange traditioner. Vi pynter det med alverdens julepynt og julelys, hos mange pryder en stjerne på toppen, under det ligger julegaver og venter på at blive pakket op, og juleaften danser vi omkring det, mens vi synger forskellige julesalmer og sange.

En julesang, som bliver sunget i mange danske hjem juleaften, er Højt fra træets grønne top, der er skrevet af Peter Faber i 1847. Egentligt var Faber direktør for telegrafvæsnet, men han havde også en sangskriver gemt i sig. Han står bag flere sange som for eksempel også julesangen Sikken trængsel og alarm. Højt fra træets grønne top skildrer julen hjemme hos familien Faber, som på mange måder ligner julen, som vi kender den i dag, men også juletraditioner fra en svunden tid. Nogle studser måske over linjen i første vers: ”Først skal træet vises, siden skal det spises”. 

Hverken på Fabers tid eller i dag spiser man grantræets bitre, stikkende grene. Sangen refererer til, at man på denne tid pyntede juletræet med alverdens spiselige ting. Dengang lå julegaverne ikke under træet, de sad på grenene. Man satte eksempelvis snor i æbler og honningkager og fyldte kræmmerhuse med rosiner og dadler. Mod slutningen af 1800-tallet begyndte man at kunne købe ornamenter og julekugler i glas, men det erstattede ikke den spiselige julepynt, der stadig i dag er til at finde på mange danskeres juletræer.

Som sagt var den spiselige pynt til at begynde med også julegaven til børnene. Sådan er det også skildret i H.C. Andersen eventyr Grantræet fra 1844. I eventyret spiller grantræet hovedrollen, som hele sit liv har drømt om at komme indenfor i varmen og blive pyntet. Men imod grantræets forventning og til dets store skræk og rædsel, bliver det juleaften plyndret af husets børn, som skal høste årets julegaver, der hænger på juletræet. Nemlig æbler, valnødder og fyldte kræmmerhuse.

Det var ikke før i starten af det 20. århundrede, at man begyndte at lægge julegaver under træet, og der gik længe, før det vandt indpas hos den brede befolkning.

En stjerne på toppen – eller hvad?

I dag er tradition for, at en stjerne pryder på toppen af juletræet. Den symboliserer stjernen over Betlehem, som viste de hellige tre konger vejen til Jesusbarnet. Men sådan har det ikke altid været. Topfiguren på juletræet har gennem tiden blandt andet også været en engel, en nisse og et spir.

Spiret fik sin plads øverst på juletræet i tiden omkring de slesvigske krige i 1848-1851 og specielt efter krigen i 1864. Her tog de nationalromantiske strømninger for alvor fat i danskerne, og det afspejledes også i, hvordan danskerne pyntede deres juletræ. Man begyndte at hænge trommer, trompeter og Dannebrogsflag på træets grene og satte spir på toppen, som alle var militære og nationalistiske symboler. I dag er det stadig ikke ualmindeligt at se hverken trommer, trompeter eller Dannebrog på danskernes juletræer. Faktisk er Danmark et af de eneste lande i verden, der bruger det nationale flag på juletræet.