De fattiges jul

Julens kontraster

En juleklassiker, som langt de fleste kender - om end i forskellige udgaver – er Charles Dickens fortælling Et juleeventyr fra 1843. I juleeventyret mener den nærige og mavesure forretningsmand Ebenezer Scrooge, at julen er det rene ”humbug”, og han forsøger at gøre den søde juletid ulidelig for alle. Blandt andet for sin skammeligt underbetalte ansatte Bob Cratchit, som Scrooge med nød og næppe vil lade få fri juleaften. 

Natten til første juledag får Scrooge besøg af tre spøgelser – et fra fortiden, et fra nutiden og et fra fremtiden – som giver ham noget at tænke over. Et af besøgene tager ham til Bob Cratchit og hans families hus, hvor fattigdommen er til at tage og føle på, og deres yngste søn, Tiny Tim, er dødeligt syg, men de har ikke råd til den rette behandling, der kan gøre ham rask. Alligevel fejrer de juleaften med en beskeden julemiddag, hvor den godhjertede Bob Cratchit endda udbringer en skål for Scrooge, selvom han på mange måder er grunden til, at familien lever under så trange kår. Efter de tre besøg fra spøgelserne, vågner Scrooge op som en forvandlet mand på juledag, og han er stålsat efter at råde bod på sine mange års nærighed, fejltagelser og bitterhed. 

Dickens juleeventyr er rammesat i 1800-tallets storbyer, hvor industrialiseringen og urbaniseringen havde skabt velstand for de få, men fattigdom, sult og nød for de fleste. I juleeventyret møder man for alvor kontrasterne i samfundet, og fænomener som gældsfængslet, slumkvarteret og børnedødelighed, der alle refererer tilbage til samfundsudviklingen, hvor mange, specielt arbejderne, levede under trænge kår. Især i juletiden blev kontrasterne i samfundet tydelige. De velhavende kunne fejre juletiden med overflod, mens de fattige måtte nøjes.

Jul på den anden side af ruden

En anden klassiker, du garanteret kender og som viser samfundets kontraster, er H. C. Andersens hjerteskærende eventyr Den lille pige med svovlstikkerne. En kold nytårsaften, mens sneen daler ned, er en lille pige ude og sælge svovlstikker, så hun kan tjene en skilling eller to til sin familie. Ud ad alle vinduer strømmer lys på gaden, og duften af stegt gåsesteg hænger i luften. For at holde varmen stryger den lille pige en svovlstik hen ad husmuren, og i den lille flammes skær ser pigen en varm kakkelovn for sig. For hver af svovlstikkerne, hun tænder, giver flammernes skær et nyt scenarie; et porcelænsdækket bord med en dampende stegt gås fyldt med svesker og æbler, et grønt juletræ med tusinder af levende lys, og til sidst, da hun stryger resten af bundet af svovlstikker på én gang, viser pigens mormor sig. Pigen bønfalder mormoren om at tage hende med. Næste morgen finder forbipasserende den lille pige frosset ihjel. Selvom eventyret ender på tragisk vis, har den lille pige et smil på læben, fordi hun er endt, hvor hun helst ville være. Hos hendes mormor. 

Også i Sophus Schandorphs digt Den fattige drengs juleaften fra 1863, må en fattig, forfrossen og hjemløs dreng kigge misundeligt ind ad vinduerne til familier, der med maven fuld af gåsesteg danser om juletræer med levende lys.

”Mens andre Smaabørn holde Jul 
alt i den lune Stue, 
dandse glad under grønne Træ 
ved brogede Voxlys’s ’Lue, 
den fattige Dreng, har Taare paa Kind, 
til Ruderne langligt han stirrer, 
han aander i valne Hænder smaa, 
af Kulde hans Legem dirrer” 

- Sophus Scandorph, Den fattige drengs juleaften, 1863.

Jul for de juleløse

Selvom fattigdom fylder en del i vores fortællinger om julen, betyder det ikke, at julen kun har været forbeholdt den velhavende del af befolkningen. Den 24. december 1910 gik Anker Kirkeby, journalist for Politiken, ud i det mørkeste af København. Nærmere bestemt gik han mod Brøndstræde-kvarteret. Kvarteret bag Rundetårnet og ud mod Gothersgade i København, hvor fattigdom, kriminalitet og prostitution på dette tidspunkt herskede. Her søgte han efter spor af julen mellem byens hjemløse – men spor af den søde jul fandt han ikke.

To dage efter, anden juledag 1910, blev Kirkebys skildring af julenattens vandring trykt i Politiken, men hvad få vidste var, at Kirkeby ville lade sig inspirere og give julen tilbage til de juleløse, som han kaldte dem. 

Allerede året efter blev den første julefest for de juleløse stablet på benene med hjælp fra byens mere velstillede borgere. Odd-Fellow Palæet i København lagde storslåede lokaler til festlighederne, hvor der blev serveret en julemiddag bestående af risengrød og juleøl, frikadeller med kartofler og kage og kaffe, og hver gæst fik en julegave. Den kunne indeholde et par nyttige småting, en varm trøje, et lunt tørklæde eller et par uldne vanter og gerne et lille minde som en julebog eller et stykke legetøj, så gæsterne kunne bevare en stump af julestemningen, når lysene på juletræet brændte ud. Både gaverne og julemiddagen var doneret af byens borgere, handlende og fabrikanter i fødevarebranchen. 

Udover julemiddagen, bød julefesten også på underholdning. Den Kgl. Livgardes Musikkorps spillede kendte julemelodier, og den danske skuespiller og forfatter Elith Reumert (1855-1934) læste H.C. Andersens juleeventyr Den lille pige med svovlstikkerne højt for gæsterne. Det menes, at omkring 2000 personer dukkede op til den første julefest i 1911. Kirkeby havde skabt en tradition, som år efter år kom til at gentage sig. Julefestens standard spejlede samfundets frem- og tilbagegang. I årene efter den første julefest steg opbakningen, og julemiddagen, der blev serveret, mindede mere om en traditionel julemiddag, hvor frikadellerne var udskiftet med flæskesteg. Under besættelsen kunne man mærke Danmarks tilbagegang, og det var vanskeligt at skaffe mad, varer og gaver. Alligevel kunne de åbne dørene til Odd-Fellow Palæet juleaften. 

De juleløses jul blev en årlig begivenhed fra 1911 og frem til julen 1970.