Skolen og børnene

Genforeningen bragte store omvæltninger for skoleeleverne i Sønderjylland. Indtil da havde de gået i tysk skole, læst tyske bøger og lært Det Tyske Kejserriges historie.

Nu blev skolesproget, stilene og fædrelandshistorien dansk, og i læsebogen fandt de ikke længere Grimm og Goethe, men H. C. Andersen, Grundtvig og Ingemann. Det var fjerde gang på mindre end 100 år, at skolesproget skiftede i området, så det var ikke ukendt land for befolkningen.

Oven i de mange grundlæggende forandringer og den store usikkerhed omkring fremtiden, var skolebørnene og den øvrige befolkning ved at komme sig oven på 1. Verdenskrig og den spanske syge.

Siden krigens start i 1914 var det gået ned ad bakke med skolegangen i Nordslesvig. Mange lærere var blevet indkaldt, så skolebørnene blev kun sporadisk undervist af dem, der havde tid, og en stor del af børnene var nødt til at hjælpe til derhjemme, fordi faderen, tjenestekarlen og måske de ældre brødre også var sendt i krig. Om vinteren havde skolerne ofte lukket, fordi der manglede brænde, så skolestuen ikke kunne varmes op. I 1918-19 hærgede influenzaepidemien den spanske syge, som dræbte 50-100 millioner mennesker på verdensplan.

Med krigens afslutning i 1918 fulgte halvandet års politisk vakuum i Sønderjylland. Der var mangel på lærere og ingen penge. Tyskland var ramt af inflation, så mange kunne ikke betale deres regninger. Der blev uddelt tøj, mad og skolebøger fra Danmark i mange af de sønderjyske byer. Det var en hård tid at være barn i. Mange skolebørn i Sønderjylland havde store huller i deres skolegang, de havde slægtninge eller venner, der var døde i krigen eller af den spanske syge, og de var forarmede og sultne, da Kong Christian X red over grænsen til Sønderjylland 10. juli 1920.

Den Sønderjyske Skoleordning

Efter Genforeningen indførte Folketinget den Sønderjyske Skoleordning, som skulle sikre en lettere overgang til danske forhold. Forældrene skulle have ret til at bestemme over deres børns skolegang, også de tysksindede, som skulle have ret til at gå i tysk skole, selvom de nu boede på dansk jord. Både fra politisk og lokalt hold ville man undgå at gentage fortidens fejl og i stedet respektere mindretallets ret til undervisning på modersmålet.

Med vedtagelsen af Den Sønderjyske Skoleordning i 1920 gav man forældrene indflydelse på oprettelsen af tyske privatskoler, og forældrene fik afgørende indflydelse både på ansættelse af lærere og på tilsynet med skolerne. Noget de ikke havde i samme udstrækning i resten af det danske rige.

De nye mindretal

Syd for den nye grænse skulle cirka 8-10.000 dansksindede børn og voksne indstille sig på at forblive en del af Tyskland. Ca. 1.000 børn blev skrevet op til den danske afdeling af den offentlige skole, men kun 239 blev vurderet dansksindede af de tyske myndigheder. Resten blev sendt i tysk skole. Den manglende imødekommenhed over for det nye danske mindretal øgede interessen for oprettelsen af danske privatskoler.

Det tyske mindretal i Sønderjylland dannede Deutscher Schulverein, Tysk Skoleforening, der skulle sikre bevarelsen og udbredelsen af tysk sprog og kultur blandt de tysksindede i Sønderjylland. I begyndelsen gik langt de fleste tysksindede skolebørn i de offentlige tyske skoleafdelinger, men forældrene begyndte hurtigt at oprette private tyske skoler, fordi de følte, at der var en skjult fordanskningsproces i gang på de offentlige skoler. For eksempel igennem ansættelsen af flere dansksindede lærere og ved at indføre undervisningsmaterialer, der var tyske oversættelser af danske forfattere.

Skoleområdet skulle vedblive at være et omstridt punkt for mindretallene syd og nord for grænsen, særligt i årene op til, under og umiddelbart efter 2. verdenskrig.

Det kan du læse mere om på skolehistorie.