Kvindekamp

I Slesvig blev der i tiden fra 1864 og til Genforeningen indført mange foranstaltninger for at få de dansksindede til at blive mere tyske. I kampen for at bevare deres kultur kunne franskbrød med smør og søsterkage være kvindernes våben, men de tog også mere traditionelle demokratiske metoder i anvendelse.

I årtierne før Genforeningen kæmpede kvinder i både Danmark og Tyskland for at få stemmeret. I det hele taget blev kvinderne i de år en tydeligere del af samfundet og samfundsdebatten. Nord for Kongeåen blev stemmen bl.a. brugt til at tale sønderjydernes sag, og i Sønderjylland organiserede kvinder også socialt og politisk arbejde, der støttede kampen for deres danske identitet.

Det gjorde de måske også, fordi 30.000 dansksindede sønderjyske mænd mod de fleste af sønderjydernes vilje – mænd som kvinder - var indrulleret i den tyske hær, der kæmpede i 1. verdenskrig. Kvinderne stod tilbage med savnet og hverdagsproblemerne. Måske var danskheden et holdepunkt?

Jutta Kloppenborg-Skrumsager

Jutta Kloppenborg-Skrumsager var født ind i en sønderjysk familie, der kæmpede for den danske sag. Hendes far, bedstefar og brødre var alle en del af den nationale bevægelse. For Jutta blev særligt 1. verdenskrig startskud til et livslangt engagement. Hun var blevet uddannet fysioterapeut i København og havde der skabt et hjem med sin mand, bogtrykker Andreas Madsen. I efteråret 1914 begyndte de første dansksindede desertører at komme over grænsen fra Tyskland. De sønderjyske mænd var blevet indkaldt til 1. verdenskrig, men det var ikke alle, der kunne se sig selv som kejserens soldater. Jutta tog imod dem med åbne arme.

Efter våbenstilstanden i november 1918 begyndte hun at holde foredrag og agitere for en genforening, og da afstemningen var en realitet, organiserede hun de såkaldte afstemningsskibe. Mange sønderjyder var, som hun selv, flyttet til Danmark siden 1864. De fleste var stemmeberettigede, hvis de blot mødte op på valgstederne, så Jutta sørgede for transporten på skibene Dronning Maud og Dannebrog.  

Den Nordslesvigske Kvindeforening

I 1907 stiftede en gruppe kvinder ”Den Nordslesvigske Kvindeforening”. Det var faktisk en ulovlig handling, for den preussiske forfatning, der gjaldt i Nordslesvig, tillod ikke kvinder at lave foreninger. Først i 1910 blev foreningen lovliggjort. Foreningen blev i folkemunde kaldt ”Dyneforeningen”. Det lyder måske lidt underligt, men det skyldtes, at unge sønderjyder, der ville på højskoleophold, selv skulle medbringe dyne og ofte også seng. Kvinderne i ”Den Nordslesvigske Kvindeforening” gjorde en stor indsats for at skaffe dyner og senge, der kunne lånes ud til fattige dansksindede. Foreningen blev et dansk samlingspunkt, og ved genforeningen i 1920 havde man 7.000 medlemmer.

Mor Danmark og den sønderjyske pige

Det var ikke kun de virkelige kvinder, som gjorde en indsats for genforeningen. Kvinden som patriotisk symbol dukkede op overalt i billedsproget i afstemningstiden, særligt i form af Mor Danmark. Mor Danmark er oftest en smuk, ung kvinde, der vandrer værdigt gennem en fuldmoden kornmark. Hun har oldtidssmykker om sit lange gyldne hår, og hun holder et vajende Dannebrog.

I perioden op til afstemningen fik Mor Danmark imidlertid en datter. Det skal ses i sammenhæng med Henrik Pontoppidans digt ”Det lyder som et eventyr…” fra 1918 om den røvede datter, der vendte hjem til mor. Det er en scene, der ofte optrådte på afstemningsplakater. I talrige sønderjyske forsamlingshuse arrangerede man historiske opstillinger med kvinder klædt som Mor Danmark, der modtog hjemvendte døtre. Flaget karakteriserede fædrelandet, og de optrædende kvinder bar ofte flagkjoler for at gøre symbolikken endnu tydeligere.

Kvinderne ved valgurnerne

For mange nordslesvigske kvinder var afstemningerne om genforeningen nogle af de første, de havde deltaget i. Det afspejlede sig også i agitationsmaterialet, der i flere tilfælde forsøgte at få kvinderne i tale med deres valg af emne. Det kunne for eksempel være ved at forklare om fordelene ved det danske skolevæsen.

Et land af enker og enlige

1. verdenskrig ramte Nordslesvig i eftersommeren 1914. De tyske indkaldelser tog ikke hensyn til sindelag, og alle mænd i alderen 17-45 blev sendt til krigens mange fronter. Fra 1916-17 blev indkaldelserne endog udvidet til at omfatte alle fra 16 til 60 år. Kvinderne var alene tilbage. Alle steder måtte kvinder erstatte de indkaldte mænd. På landet måtte kvinderne overtage hele ansvaret for bedriften, herunder arbejdet på markerne og i staldene. I byerne overtog kvinderne mændenes pladser alle steder fra samlebåndet til administrationens kontorer. Det blev derfor også i endnu højere grad kvindernes rolle at holde dansk sprog og danske traditioner ved lige.