En nordisk skattekiste

Lovhåndskrifter, bønnebøger, sagaværker og meget mere: I Det Kgl. Biblioteks samlinger finder vi kulturskatte ikke bare fra Danmark, men også fra de øvrige nordiske lande. Fem af de mest berømte middelalderhåndskrifter fra Norge tilhører Det Kgl. Bibliotek, men er for tiden på ”ferie” i Oslo, hvor de bidrager til at belyse den fælles dansk-norske historie så vel som middelalderens bogkultur.

Kongelig samlemani

Det Kgl. Bibliotek har sit ophav i bogsamlingen fra kong Frederik III (1609–1670), der blandt andet indeholdt en række middelalderhåndskrifter. I 1600-tallet blomstrede interessen for de gamle bøger som følge af en ny historisk bevidsthed, og både kongen selv og andre samlere gik meget op i at skaffe sig oldtidsskrifter. 

De gamle islandske og norske sagaværker var specielt populære, men også andre typer håndskrifter fandt vejen til Danmark og København. Bibliotekets samlinger rummer derfor bøger og værker, der er essentielle for Nordens historie så vel som Danmarks. 

Udstilling i Norge

Fem af bibliotekets håndskrifter er nu på langtidsudlån til Nasjonalbiblioteket i Norge, hvor de i første omgang vises frem i den nye middelalderudstilling Med lova i hand  (1. februar–14. september 2024).

Udstillingen markerer, at det er 750 år siden, at kong Magnus Lagabøte indførte den norske landslov, men den tematiserer også samfundet, loven sprang ud af. Derfor er det ikke kun lovbøger, der udstilles, men også håndskrifter som belyser andre sider af datidens kultur, så som helgendyrkelse, liturgi og kongefamiliens europæiske bånd.

Med lov skal land bygges

Det ældste af de udlånte lovhåndskrifter er den såkaldte Codex Rantzovianus (E Don. Var. 137 kvart) fra cirka 1250–1260 og opkaldt efter den danske embedsmand og samler Christian Rantzau (1684–1771). 

Håndskriftet indeholder den eneste komplette version af Gulatingsloven, en af de ældre landskabslove, som gjaldt for den vestlige del af Norge. Sandsynligvis blev loven nedskrevet i forbindelse med de større lovrevisioner, der mundede ud i landsloven – den første lov, der var gældende for hele det norske rige.

En velbrugt lovbog

Codex Tunsbergensis (NKS 1642 kvart) har fået sit navn efter den norske by Tønsberg, hvor håndskriftet var i brug. Den ældste del, der blandt andet indeholder landsloven samt en kalender på latin, er formodentlig skrevet omkring år 1325. 

En række lagmænd – den tids jurister – og deres hjælpere benyttede håndskriftet over en lang periode, og nye lovtekster er blevet tilføjet helt frem til slutningen af 1500-tallet. Men da Christian IV’s norske lov kom ud, og endda i en trykt version, gik Codex Tunsbergensis fra at være et brugsobjekt til en samlegenstand. 

Illustreret lovbog 

I modsætning til den tønsbergske lovbog, der fremstår som et udpræget brugshåndskrift, er Codex Hardenbergianus (GKS 1154 folio) en dekoreret pragtbog. Den indeholder landsloven og flere andre juridiske tekster, og blev produceret i Bergen i midten af 1300-tallet. 

Håndskriftet er sjældent ikke bare på grund af sine smukke illuminationer, men også det faktum, at det har fået sit navn efter en kvinde, nemlig den fynske adelsdame Helvig Hardenberg til Arreskov. Hun fik håndskriftet i eje omkring år 1560, sandsynligvis i Bergen, hvor hendes mand Erik Rosenkrantz var lensherre. 

Codex Hardenbergianus har de seneste år været udstillet sammen med flere af Nasjonalbibliotekets egne skatte, men får nu plads blandt sine ”kollegaer” i den nye udstilling.

En kongelig bønnebog

De to sidste udlånte håndskrifter er ikke lovbøger, men belyser på forskellig vis den kultur, som landsloven sprang ud af. Det ene håndskrift stammer imidlertid ikke fra Norge, men fra Paris. 

Kristina-psalteret (GKS 1606 kvart) er en rigt dekoreret bønnebog, et psalter, produceret cirka år 1230. Takket være en påskrift på bogens perm ved vi, at den har tilhøret kong Magnus Lagabøtes søster, Kristin/Kristina (d. 1262). Hun blev gift med den spanske prins Felipe, bror af kong Alfonso X, og det er muligt, at hun fik psalteret i gave på rejsen til Spanien. 

Hvordan bogen kom til Norge er ukendt, men den gik i arv i adelige familier, før den kom til klosteret Nonneseter i Oslo, hvor den blev købt af samleren Peder Syv (1631–1702).

Et håndskrift i fragmenter

Det sidste håndskrift, Nidaros-antifonariet (Additamenta 47 folio), har kun overlevet i form af fragmenter. Et antifonarie er en type korbog, der blev brugt under døgnets regelmæssige gudstjenester, tidebønnerne. 

Selv om håndskriftet er fragmenteret, kan vi se, at det har været en stor og smuk bog. Det har været i brug i domkirken i Nidaros, middelalderens navn på Trondheim. En illustration af Sankt Olav, Nidaros og Norges skytshelgen, pryder det ene blad. 

Hvordan og hvornår bogen kom til Danmark, vides ikke, men fragmenterne blev benyttet til indbinding af regnskaber fra 1624 til 1630 i Københavns Universitets arkiv. 

Sammenflettet historie

Norges og Danmarks historie er tæt sammenknyttet, og har været det i mange hundrede år. Kong Magnus Lagabøte var selv gift med en dansk prinsesse, nemlig Ingeborg (død 1287), datter af kong Erik Plovpenning. Både håndskrifterne, deres skæbne og den nye udstilling vidner om denne fælles historie, og belyser således en rig og væsentlig del af den nordiske kulturarv.