En ballademager krydser sine spor

Af Rune Skyum-Nielsen

Efter sine 62 år på planeten har Nick Cave haft lyst til at undersøge sin fortid og tidligere kunstneriske stadier gennem en større udstilling. Udstillingsarkitekt Christina Back fra Den Sorte Diamant fortæller om samarbejdet, som har udmøntet sig i en nyskabende og stærkt sanselig totaloplevelse.

Det var blevet formiddagen efter aftenen. Koncerten på Roskilde Festival havde cirklet om død og afsked i en grad, så Nick Cave & The Bad Seeds fik det til at gyse i det mørkklædte menneskehav foran Orange Scene. Her dagen derpå, en lørdag i juli 2018, var det en anden sag. Lagde man tilfældigvis vejen forbi Den Store Thomas Winding Udstilling på Den Sorte Diamant, ventede der et anderledes opmuntrende, men også surrealistisk syn. For lige dér, i et klenodie-eldorado fra dansk børnefjernsyns guldalder, stod den ranglede lurendrejer og morderiske ballademager og stak sit hårdtprøvede snudeskaft ind i Den Lille Bamses skab, en af børne-tv-værtens mange hyggelige skabninger. Nick Cave gav los for en uforbeholden begejstring: ’Det her er helt vidunderligt!’ råbte den dengang 60-årige sangskriver, forfatter, musiker og performer, så det rystede og rungede.

Da han havde set rigeligt, fortrak selskabet til et mødelokale. En workshop ventede på dem, og den skulle udvikle sig produktivt. For australieren var ikke i tvivl, ikke længere. Han var parat til at skabe en omfattende udstilling om sig selv og den forunderligt, krinkelkrogede karriere, der hører uløseligt sammen. "Det lyder selvfølgelig lidt sært, når man siger det højt, men på en måde var det Thomas Winding, der banede vejen for Nick Cave her i Den Sorte Diamant," fortæller udstillingsarkitekt Christina Back.

Efter tre års ihærdig indsats er hendes vision – og en mindre verdenssensation – en realitet. Stranger Than Kindness. The Nick Cave Exhibition har Det Kgl. Bibliotek (i et samarbejde med Arts Centre Melbourne) og Nick Cave som ligeværdige afsendere og kuratorer. Parløbet er først og fremmest kommet i stand, fordi den tvetydige verdensstjerne på et tidligt stadium lod sig besnære af den danske udstillingsarkitekts måde at angribe et arkivmateriale på.

"Da det lykkedes mig at få hul igennem til Nicks folk, forklarede jeg, at han ideelt set skulle være afsender på både indhold og form – så rummene blev det formidlende formgreb, der kunne folde et utroligt indhold, altså kunstnerens genstande, ud. Og gik det hele op i en højere enhed, ville vi kunne skabe en flydende overgang mellem indhold og rum. Det viste sig at tiltale ham, og efter besøget i Den Sorte Diamant begyndte han at tage stadig større ejerskab," fortæller Christina Back.

Visuel biografi i flere etaper

"Stranger Than Kindness" vil sprede sig over 800 kvadratmeter og give en mere sanselig fornemmelse af multikunstnerens baggrund, kreative tilgang og inspirationskilder gennem et halvt århundrede. De udstillede genstande omfatter Nick Caves håndskrevne tekster, litteratur, fotografi, video, kulisser, rekvisitter og ganske meget andet.

Store dele af den betragtelige mængde memorabilia har ikke tidligere set dagens lys, og den er blevet fragtet til København fra hjemmet i Brighton, England. Andre genstande kommer hele vejen fra Arts Centre Melbourne, der tilbage i 2006 fik doneret en række af de ting og sager, som Nick Cave hidtil havde samlet sammen.

"Man kan godt sige, at Nick Cave har investeret sig selv i udstillingen om sig selv."

Det har været op til kuratorerne og hovedpersonen selv at udvælge de rigtige genstande og skabe et forløb, der bringer de besøgende gennem udstillingens otte rum. En opgave, som de i den grad har taget på sig. Mindst 10 gange har Christina Back besøgt ham i det engelske, og dertil kommer alle telefonsamtalerne.

Udstillingen er ikke kun tematisk anlagt, den er også opbygget som en slags visuel biografi, hvor de besøgende med enkelte overlap bevæger sig fremad i tid. Desuden er der en fjerde dimension på spil i Nick Cave og samarbejdspartneren Warren Ellis’ skræddersyede lydlandskab, som breder sig over samtlige 800 kvadratmeter.

I det første rum gælder det opvæksten i og omkring Melbourne, og her finder man blandt andet et brev fra en bekymret skoleleder. I skrivelsen til Nicks forældre luftes en bekymring over de slendrianer, som teenageren er begyndt at omgås. Men der plantes også et håb, for skolen har haft fat i unge Nick, og advarslen lader til at være sivet ind.

"Det er lidt komisk," mener Christina Back, "for derfra blev det kun meget vildere. Det var jo den flok, som han dannede sine første bands med."

Et andet rum beskæftiger sig med Nick Caves omtumlede periode i startfirsernes Australien og London, et tredje med hans hyperproduktive år i Vestberlin. Dengang, da det var blevet amfetaminens tur til at pumpe løs i det spinkle hylster.

Andetsteds tager en videoinstallation Nick Caves mangeårige band The Bad Seeds under fragmentarisk behandling, og beskuerne slutter i et rum, hvor "Shattered History" – et nykomponeret stykke med en nyskreven tekst – folder sig ud.

Man kan godt sige, at Nick Cave har investeret sig selv i udstillingen om sig selv. Det lyder måske indlysende, men ikke i hans tilfælde. Hidtil har han haft alt andet end travlt med at hænge sig i fortiden, men det ændrede de timelange telefonsnakke med Christina Back – ofte tværs over tidszoner, når det var nat i Danmark og morgen i den flittigt rejsende Nick Caves verden – altså på. Som udstillingsarkitekten oplever det, har deres fælles filtrering åbnet for en tilbageskuende nysgerrighed, der kun er blevet mere udtalt, som tilliden har vokset sig stærk imellem dem:

"Nick er ikke nostalgiker. Han har nøgternt tænkt, at man efterlader sig spor gennem livet, og at det var sådan, det var. Hverken mere eller mindre. Nu gør han noget, han aldrig har gjort før. ’Remembering became the creative act,’ som han sagde på et tidspunkt."

Et visuelt unikum

I sine 20 år som udstillingsarkitekt – først i New York og siden 2006 med sin gang i Den Sorte Diamant – har Christina Back bokset med en række kreative kraftværker, heriblandt performancekunstneren Marina Abramovic, teaterkunstneren Robert Wilson, forfatteren Klaus Rifbjerg og Thomas Winding, ikke at forglemme. Men det er Nick Cave, som har sat det heftigste aftryk. Helt uden sammenligning, endda. Hun omtaler sangeren med en slående ømhed og siger “Nick”, så man ikke er i tvivl. Men de varme følelser bunder i andet end sympati og kemi. Den faglige respekt stikker om muligt endnu dybere:

"Jeg har faktisk aldrig oplevet lignende," som hun siger. "Selvom Nick gik på kunstskole, før han blev musiker, er jeg overrumplet over, hvor visuelt anlagt han er. Det virker naturligt for ham at arbejde med fortællinger i rum. Som om han tænker i konstruerede narrativer."

Om "Stranger Than Kindness: The Nick Cave Exhibition"

Udstillingen er udviklet og designet af Christina Back, Det Kgl. Bibliotek, og Janine Barrand, Arts Centre Melbourne, i samarbejde med Nick Cave. Den er kurateret og produceret af Det Kgl. Bibliotek i samarbejde med Australian Music Vault på Arts Center Melbourne.

Udstillingen knytter an til Det Kgl. Bibliotek og dets opgaver og forpligtelser indenfor samlinger og arkiver, litteratur og storytelling.

Støttet af hovedsponsor Gucci og Beckett-Fonden.

Udstillingsbog

Udstillingen akkompagneres af bogen Stranger Than Kindness udgivet af forlaget Canongate. Bogen, der er udviklet og kurateret af Nick Cave i samarbejde med Christina Back, præsenterer over 130 afbildninger af originale værker, håndskrevet lyrik, fotografier og genstande fra Nick Caves arkiver ledsaget af kommentarer fra Nick Cave og Janine Barrand samt et større essay af den prisvindende amerikanske forfatter Darcey Steinke. Bogen er på Sunday Times bestseller liste.