EM 2024: Sydslaviske spøgelser

add

Fakta: Jugoslavien

Navnet Jugoslavien eksisterede reelt til 2003 – til sidst dog kun som betegnelsen for føderationen mellem Serbien og Montenegro. Men den egentlige socialistiske føderation Jugoslavien opløstes i 1992 efter Kroatien og senere Bosnien/Herzegovina erklærede sig som selvstændige nationer.

Lad os begynde tilbage i Københavns Idrætspark, november 1990. Slovensk-fødte Katanec havde spillet en solid kamp som defensiv midtbane for Jugoslavien. Jugoslaverne havde netop vundet 2-0 og de var godt på vej til at kvalificere sig til EM 1992 i Sverige. Kampen i København var en nøglekamp. 

Klubmæssigt var han på vej ind i sin hidtil bedste sæson. Han spillede i det daglige for Serie A-topholdet Sampdoria og skulle et halvt år senere fejre det italienske mesterskab, Lo Scudetto, med Genova-klubben. 

Men da Katanec kunne løfte pokalen havde Slovenien stemt sig ud af det jugoslaviske forbund af delstater. Samme sommer kom selvstændigheden efter en kort krig. Det var første skridt i Jugoslaviens opløsning og begyndelsen på den grusomme borgerkrig som kom til at præge 1990’ernes Europa. 

Hvor vidt Katanec var klar over, at det også var sidste kamp i den gamle Københavns Idrætspark, står hen i det uvisse. Men da stadionlyset blev slukket over det gamle stadion på Østerbro, skulle der gå to år før det genopstod som et mere moderne Parken. 

Selvom projektørerne blev slukket for sidste gang, så var der stadig fokus på det danske landshold. Den ny tiltrådte træner Richard Møller Nielsen og holdets indsats var til voldsom debat. Der blev talt om manglende spilleglæde og begge brødrene Laudrup meldte fra til landsholdet efter Jugoslavien-kampen. 

Godt halvandet år efter den– for os danskere – triste kamp i Idrætsparken stod landsholdet som Europamester på Nya Ullevi i Göteborg. Et EM vi aldrig nåede at kvalificere os til, selvom returkampen i Beograd, maj 1991, faktisk endte 2-1 i dansk favør. Jugoslavien blev udelukket grundet borgerkrigen et par uger efter og Danmark kom med i stedet. Derfra er sommeren 1992 er blevet en kendt historie. 

Kampen i Beograd skulle i øvrigt blive den sidste mellem de to nationer. Statistikken fortæller om ni landskampe i alt. Her til kommer en række kampe mellem jugoslaviske klubber og danske udvalgte hold. Bag et par af dem gemmer sig interessante historier.  

Beograd 1950

Det begyndte, hvor det også sluttede. I hovedstaden i det nuværende Serbien. Beograd. Danskerne fik sig et chok ved dette første møde landene imellem. Man tabte 5-1 og bulletinerne berettede, at det sagtens kunne være blevet værre cifre.

”Spillerne var nærmest lammede over, at Jugoslaverne virkelig spillede saa godt. Det havde de trods alt ikke ventet.”

Den danske målmand, Eigil Nielsen fra KB (Kjøbenhavns Boldklub), begyndte kampen uheldigt med at tabe et langskud i mål. Men endte med at blive hyldet, ikke bare af BT’s udsendte, men åbenbart også af de lokale tilskuere. Anslået til 60.000 på den jugoslaviske folkehærs stadion.

 ”… han fik megen bifald af det Sagkyndige jugoslaviske publikum, saa det ene store Minus til Trods bør han afgjort roses. Han klarede mange haabløse situationer og begrænsede saa afgjort vort Nederlag.” 

All-round sportsmanden, fodboldspilleren, og journalisten, Knud Lundberg, konstaterede i Information den 29. maj 1950: ”Teknik, ren og skær nedtagning, dribling, boldføling og kropsbalance var vi mest bagud. Det var ikke meget, disse jugoslaver ikke magtede med en bold.” 

I Social-Demokraten gav nederlaget eftertanker et par dage efter kampen i Beograd. Det var amatører mod professionelle og man luftede synspunktet om det danske landshold overhovedet burde spille mod halv- eller helprofessionelle nationer fremover. Synspunktet blev dog klart afvist af DBU. Officielt var jugoslaverne amatører, men spillerne havde job i et statsligt regi. Typisk politi eller hæren, hvor fodbolden kunne prioriteres. Det kommunistiske styre forstod at belønne sine bedste sportsfolk.

Klubhold på charmeoffensiv

Der gik kun godt 10 dage inden næste danske møde med jugoslavisk fodbold. Denne gang inviterede det københavnske fodboldsamarbejde, Stævnet, til to kampe i Idrætsparken mod klubholdet Metalac. Præsenteret som femte bedste klub i Jugoslavien. I dag er de kendt under navnet OFK Beograd og holdet frister en tilværelse i næstbedste serbiske række. 

Det blev to nederlag for de udvalgte københavnske hold med forskellige startopstillinger og skiftende kvalitet. 1-7 og 0-1. De to kampe blev spillet med tre dages mellemrum og til den anden kamp mønstrede Stævnet syv af de landsholdsspillere, der har havde spillet i Beograd. 

add

Hvad var Stævnet?

Stævnet eller Det internationale Fodboldstævne. En københavnsk fodboldsammenslutning dannet i 1904 af KB og B93. Senere kom AB, B1903 og Frem til. Endnu senere flere københavnske klubber. Stævnet arrangerede opvisningskampe, hvor de stillede fælles hold og mødte internationale modstandere. Især svenske og engelske hold var hyppige gæster i Idrætsparken. Stævnet eksisterede frem til 1979, hvor man mødte Manchester United i en sidste kamp.

En af de øvrige var ovennævnte Knud Lundberg fra AB, der – denne gang - i sin rolle som angriber kunne udtale til Berlingske Tidende den 8 juni 1950.

”Hvor jeg ærgrer mig! Det er mit første Hjemmenederlag – d.v.s. i Idrætsparken – siden vi tabte til Holland for et Aar siden. Det havde været sjovt at klare hele Sæsonen igennem uden at tabe.” Og som Berlingske konstaterede. Lundberg havde gode grunde.

”Thi han havde spillet saa godt og give sine Medforwards saa mange gode Chancer i 1. Halvleg, at han ikke skulde have behøvet at gaa slagen fra Valpladsen.”

For Metalac blev det begyndelsen på en sommertur, hvor de efter en tur til Sverige, spillede opvisningskampe både i Aarhus, Randers, Aalborg og Næstved. En sommertur på den jugoslaviske stats vegne. Man var interesseret i at stå sig godt med Vesteuropa og knytte venskaber. Selvom landet officielt var en socialistisk republik med et kommunistisk et-partistyre blev Jugoslavien aldrig en integreret del af den øvrige kommunistiske østblok. Den mangeårige leder og frihedshelt Josip Tito havde et anstrengt forhold til Sovjetunionen, og ikke mindst Josef Stalin i årene efter 2. verdenskrig, og holdt landet på en neutral udenrigskurs. Jugoslavien skulle være anderledes. Midt imellem øst og vest – uden for jerntæppet.

Ikke alt gik dog helt stille af sig på charmeturen rundt i det danske. Randers Amtsavis kunne den 23. juni 1950 berette om ”sydlandsk temperament” og skrev:

”En Overgang mindede Stadion mere om en spansk Fægte-Arena end en Fodboldbane, og de fleste forlod Stadion med et noget blandet Indtryk af Marskal Titos Yndlinge.” 

Det var et brændt straffespark, som dommeren vurderede skulle sparkes om, der udløste gemytterne på Randers Stadion. Tilbage stod dog også indtrykket, at de jugoslaviske spillere igen havde imponeret med teknisk snilde og spillemæssige færdigheder. Som understregning af de fodboldmæssige kvaliteter kunne også tilføjes tre olympiske sølvmedaljer. Ved legene i London 1948, i Helsinki 1952, og Melbourne 1956, nåede jugoslaverne frem til finalen. Men tabte.

Rom 1960

Den olympiske fodboldturnering var stadig relativ stor på den tid. De store europæiske og sydamerikanske lande kunne dog ikke benytte professionelle spillere. Det stred mod det olympiske kodeks. Det betød at turneringen oftest blev domineret af østeuropæiske statsamatører. Modsat VM. 

EM, som vi kender det, blev spillet for allerførste gang et par måneder før den olympiske finale. I øvrigt mellem Sovjetunionen og Jugoslavien i Paris, og med endnu et jugoslavisk finalenederlag til følge. 

Finalen blev spillet den 10. september 1960 på Flaminio Stadium i Rom. I dansk fodboldhistorie står semifinale-sejren fire dage før på 2-0 over Ungarn langt stærkere end selve finalen. Med god grund. Danskerne spillede en flot kamp mod Ungarn og det var i semifinalen at AGF-målmanden Henry From placerede sit tyggegummi på den ene målstolpe, inden modstanderen skulle tage et straffespark. Det distraherede den ungarske sparker så meget, at han brændte. 

“... 5.000 danske tilskuere kastede hatte, programmer og tasker i luften i sand jubelrus.”, lyder beskrivelsen i Olympiade Årbogen. Den helt store danske helt var frederikshavnske Harald Nielsen. Af pressen døbt til Guld-Harald. Nielsen insisterede hele tiden på at Danmark ville vinde guldet. Både før og undervejs i turneringen. Finalen var han overbevist om at Danmark ville vinde 3-0.

Sådan gik det ikke. Jugoslavien vandt 3-1. Ganske overbevisende. Det stod 2-0 efter 11 minutters spil og 3-0 var på vej kort inden pausen. Men kampens italienske dommer mente, tvivlsomt ifølge mange iagttagere, at den serbiske angriber Milan Galić var løbet i offside og annullerede målet. Galić blev rasende og råbte angiveligt det serbo-kroatiske ord for ”røvhul” efter ham. Uheldigvis var dommeren hjemmevant i nabolandets gloser og udviste prompte jugoslaven. 

Udvisningen af Galić sikrede til gengæld, at Harald Nielsen endte som turneringens topscorer med sine 6 mål. I hvert fald ifølge en række forskellige danske aviser, og det er senere blevet gentaget i andre danske kilder. Hos internationale medier står Galić derimod som endelig topscorer med 7 mål.

Selvom jugoslaverne spillede en mand i undertal hele 2. halvleg, kom sejren aldrig i fare. Det blev 3-0 midt i 2. halvleg, mens reduceringen først blev sparket ind i kampens sidste sekunder af AB’s Flemming Nielsen. 

”De danske Fodboldsspillere brændte ud en Kamp for tidligt, men overgik ellers alle Forventninger, og derfor fortjener de den store Hyldest”, konstaterede man i Jyllandsposten dagen efter finalen. 

Guld-Harald skulle snart fortsætte som professionel i italienske Bologna, hvilket afskar ham fra landsholdet resten af karrieren. DBU accepterede ikke professionelle spillere på landsholdet før 1971. Det danske syn på professionel fodbold i 1960 fremgik af Jyllandspostens kommentarer efter finalekampen i Rom. 

”Naar man saa yderligere hernede, har set den gang ”abekattefodbold” disse halvprofessionelle rastellier opvarter med og den syndflod af ureglementeret spil, de tillader, ja, saa gaar prisen atter til dansk fodbold.” 

Sølvmedaljer til de sande amatører. Sølvholdet. Mens de andre nationer diskede op med… ”En form for spil, der kun kan bringe ædelt fodboldspil i vanry, og i virkeligheden kun gør den slags fodbold betydeligt mere voldspræget og farlig for liv og lemmer end den saa stærkt diskuterede boksesport.”

Skribenten understreger dog, at det – næsten! - ikke gjaldt jugoslavernes spil i finalen.

Lyon 1984

Professionelle versus amatører var ikke et tema længere i dansk fodbold, da herrelandsholdet for syvende gang mødte Jugoslavien. Tiderne var skiftet, de bedste spillere, uanset betaling og klubadresse, spillede nu på landsholdet. Og de bedste danske spillere var ved at blive en rigtigt stærk enhed under den tyske træner Sepp Pionteks ledelse.

I de tidligere 6 indbyrdes landskampe havde jugoslaverne vundet samtlige seks. En statistik som Piontek ikke gad interessere sig for inden kampen på Stade Gerland i Lyon. Det var EM 1984 og første store slutrunde for det danske landshold i årtier – ja, nogensinde. Hvis man så bort fra et par olympiske turneringer. 

”At Danmark har tabt til Jugoslavien seks gange ud af seks hører til i statistikken og ikke i holdets virkelighed.”, bedyrede Piontek over for Berlingske Tidende i optakten. Midtbaneslideren, Søren Lerby, dengang med adresse i Bayern München, supplerede. 

”Jeg tror ikke, at det bliver en kamp på moralen. Selvfølgelig er det altid godt at komme foran, fordi man så kan trække lidt tilbage og spille afventende. Men det tidlige mål er ikke afgørende. Bare vi vinder, så er det ligegyldigt, om vi først har scoret i 89. minut.” 

Der var en del snak om den jugoslaviske moral efter deres første kamp. Et 2-0 nederlag til Belgien. De havde vist sig skrøbelige i modgangen og ledte efter tidligere tiders storhed. Et nyt landshold under opbygning. En af de unge spillere var en 20-årig defensiv spiller med slovenske aner, allerede omtalte Srećko Katanec. Han havde fået genvalg mod Danmark, men træneren udskiftede fire andre til kampen. En af dem var målmanden. 

Danmark kom ligeledes til kampen med et nederlag. 0-1 til værtsnationen. Knald eller fald. Scenen var sat lørdag aften den 16. juni i Lyon. Det blev totalt fald for jugoslaverne. Allerede efter 8 minutters spil fik den nye målmand, Tomislav Ivković, fumlet et indlæg fra baglinjen i eget mål. Målscorer Frank Arnesen var uenig. 

“Jeg kunne se, at den jugoslaviske back stod stille, da jeg nærmede mig, så jeg prikkede bare bolden højre om ham med tåen og rykkede indenom og forbi ham i feltet. Han blev sat helt af, og jeg nåede bolden igen helt nede ved baglinjen ude i højre side af feltet. Og så skød jeg på mål.”, lyder det i Arnesens egen beskrivelse. Citeret fra bogen “Min største kamp”, 2019. 

Bare otte minutter senere virkede Ivkovic igen usikker, da han skulle parere et indlæg mod det lille felt. Han kom for sent og Michael Laudrup vippede bolden over den hjælpeløse keeper. Klaus Berggreen kunne efterfølgende glide den i mål. 2-0. Knald eller fald. Knald for Danmark. I 2. halvleg blev det ren opvisning. Arnesen omsatte et straffespark til 3-0, mens Preben Elkjær og Espanyol-spilleren John Lauridsen sørgede for 4 og 5-0. Det blev anslået, at omkring 16-20.000 danskere var på plads på Stade Gerland. Det var før man begyndte at tale om roligans. 

”Lørdag blev dagen, hvor dansk fodbold for alvor fandt den grimasse, der passede os bedst. Det var ingen tilfældighed at vi kvalificerede os til EM-slutrunden. Det var ingen tilfældighed, at vi spillede lige op med de franske favoritter i åbningskampen. Spørg bare jugoslaverne.”, jublede BT.

Ingen gad egentlig spørge jugoslaverne. Men for første gang i fodboldhistorien havde Danmark besejret de ellers så imponerende jugoslaver. Endda på den største scene, et europamesterskab, og kimen blev lagt for det landshold, der i de år - midt i 1980erne - skulle blive et af Europas bedste. 

For det danske hold rakte sejren videre til en senere semifinale mod Spanien. Et ærgerligt nederlag på straffespark og Elkjærs iturevne buksebag. 

For Jugoslavien blev det exit fra Frankrig og en længere deroute ud i et landsholdsmæssigt mørke. De deltog først i de store slutrunder igen ved VM 1990 – den sidste svanesang inden borgerkrigens grusomme skygger opløste landet.

add

Kilderne

Vi har brugt flere avisartikler fra danske dagblade, kampprogrammer og billeder i Det Kgl. Biblioteks samlinger som kilder til denne historie. Hertil kommer en række bøger: 

• Olympiade årbogen, KBH 1960, redigeret af Rickard A. Nielsen 
• Harald og Flemming fortæller, KBH 1961, af Harald Nielsen og Flemming Nielsen  
• Guld-Harald, KBH, Gyldendal 2009, af Joakim Jakobsen 
• Min største kamp, KBH, Storyhouse, 2019, Danske fodboldstjerner fortæller om deres livs største fodboldkamp. 

Spøgelser 

Srećko Katanec var 20 år, da han løb ind på Stade Gerland til kampen mod Danmark. Han mindes sikkert ikke den aften i Lyon med glæde. Han havde været en del af et hold i opløsning og indkasserede Jugoslaviens største nederlag i 33 år. Han fik raget et gult kort til sig efter en grov tackling på Berggreen i 1. halvleg, og måtte se sig udskiftet tidligt i anden. 

14 år senere løb et slovensk landshold for første gang på banen ved et EM. På bænken ved EM 2000 i Holland/Belgien sad såmænd Katenec, der efter klubtriumfer i Tyskland og Italien, havde lagt støvlerne på hylden, men ikke fodbolden. Han var nu slovensk landstræner. 

Skæbnens ironi ville det ovenikøbet således, at Slovenien havnede i samme indledende gruppe som et nyt Jugoslavien. Et Jugoslavien som på det tidspunkt reelt kun var Serbien og Montenegro. Dengang sluttede kampen 3-3. 

I Euro 2024 mødes Serbien og Slovenien. Med alle fortidens jugoslaviske spøgelser hængende over grønsværen - og med Danmark og England som medkombattanter i den indledende gruppe. 

I Det Kgl. Biblioteks samlinger kan du finde jugoslaviske spøgelser, tidligere engelske storhold og danske OL-vindere. Gå for eksempel på jagt efter fodboldbilleder eller avisartikler.