Digte i Bibliotekshaven 2024

Verden falder sammen som en knivspids af uorden. Ingen vil høre om rædslerne, de tilhører et sted indeni os. Ingen digte kan bære rædslerne, det handler om at sige, kan du se hvad jeg ser? En verden af røg. Ildelugtende røg. Så vi vender tilbage til vores koncerter og digtoplæsninger, som en pause for at kunne trække vejret. Jeg tror jeg har haft problemer med at trække vejret i 10 år, min ven Yaqub sagde, da jeg kom op ad trapperne i opgangen hvor han bor, amina trækker du vejret, i det øjeblik krævede det al min opmærksomhed på min krop. Jeg har hørt folk få excorsime i moskéerne, en uddrivelse af noget som havde iboet sig deres krop. Der er meget jeg ikke er herre over i mit liv, og stadig, vil jeg aldrig få lavet en tatovering, resterne af islamisk teologi, kroppen skal stå tilbage som den var, den rene krop uden udsmykning, tilbage til Gud. Jeg er ved at miste troen. Ikke på Gud men på mennesket. Vi undviger hinandens blikke, det gør vi tit, forbruger kultur, som noget der kan give os en indsigt, i et kort øjeblik, i en park, på et musuem, men kulturen er til for at forvandle mennesket. Er du klar til at blive ædt op af den? Miste dig selv fuldstændig for den andens stemme? I så mange år, er min stemme blevet forbigået, i dag ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med den. Alle rædslerne i mit liv forvandler sig i dette øjeblik til håb, jeg vil frigør mig af dem. Til en tekstlæsning på Forfatterskolen, studsede en medstuderne over jeg havde skrevet ‘at være somalier betyder at have døden med sig overalt’, han sagde ‘det er en pompøs udsigelse’, jeg har stadig lyst til at skrige ham i hovedet. Men på denne dag, vil jeg forvandle al smerte, til en nødudgang, til et rum jeg har besøgt, et rum uden møbler jeg ikke behøver bosætte mig i. Mange mennesker lige nu har ikke det priviligie, der er ingen rum, ingen møbler, kun støvet og landevejen, der er usikker, deres skrig bliver nedtonet, tragedierne flyder, at få taget liv fra sig, som en magtudøvelse, er ikke noget man vender tilbage fra. I dag siger vi stadig deres digte højt, som en modstand, men ingen digte kan redde folk, der bliver udryddet. Det handler ikke om at stole på digtet, men at imodsætte sig den, holde sin skepsis op mod den. I dag ved jeg stadig ikke hvad jeg skal stille op med min stemme. Jeg kan fortælle jer, jeg er træt. Men jeg tror på en anden verden, vi kan skabe sammen. Det kræver vi gør sit, for at opretholde en skønhed i verden. Det er at kigge på hinanden på trods af vores overbevisninger, tro på vi kan smelte sammen i en enhed, arrogancen er hvad der skaber dårlige bevidstheder og dårlig kunst. Jeg er ingen digter skrev jeg i min digtsamling, for det kræver noget særligt at kunne kalde sig det, digter, det kræver en særlig opmærksomhed i verden, som jeg ikke har, mest af alt har jeg lyst til at skrige folk i hovederne på dem, men det er ikke en opvågning, det må reserveret til i kunsten. Hvornår har du sidst set et menneske? Ikke et, der var dækket af positioneringer, fordomme og analyser. Men et menneske, rent, fri fra dit eget blik. Jeg faldt i snak med en ældre herre en dag, jeg fortalte ham jeg er forfatter, da han spurgte hvad bruger du din tid på, han svarede, du skal skrive en rejsedagbog, det tjener du penge på. Der tror jeg han så mig. I dag har jeg en skepsis mod digtet, dens begrænsninger, men også dets skønhed. Og sådan har jeg det med de fleste mennesker, jeg er mistroisk over folks begrænsninger, men også der de stråler, som om der er noget at stråle over i denne verden, men jeg ved med intellektet, at de har formået at skabe en verden for dem selv, hvor de ser andre mennesker. Det blik vil jeg gerne låne. Og lade mig forvandle,

Hvis alt ikke
hele tiden
og uden ophør 
forandrede sig 
ville intet
nogen sinde
for nogen
på nogen måde 
kunne være 
det samme som 
nogen sinde
før og sig selv

Det samme 
er altid 
noget andet 

Roden 
er 
et andet væsens 
begyndelse

hvert 
eneste blad 
forskelligt 
fra alle andre 

og 
i hvert 
øjeblik 
forskelligt 
fra 
sig selv

Alle andre
blade er
på samme måde
aldrig
det samme blad
lige nu
som det
heller ikke var 
før

intet
er aldrig
det samme
som sig selv

Kun derved
er det sig selv 

og sådan er det
med hvert eneste træ

hver eneste busk
eller fugl


eller grævling
eller blomst

i skoven


Alt levende
væren
sig selv 
er bygget
på
den forskellighed
vi taler om 

her 

som 
en permanent 
forskel

Det vidste
allerede
grækerne

Alt er
noget andet
og kun derved
hvad det derfor
er

Uden den konstante
forandring som er

det levendes signatur
kan intet 
være sig selv 

være blæsten i regnen
og himlens blå
være de drivende
skyer derpå

kun sådan kan alt stå stille
og hvirvle omkring sin kerne

kan
det mindste græs
blive 
sat i gang
som en stjerne

og 
holdt på plads

Kun sådan
kan intet slutte

Den kraft der driver
blomsten frem af græsset
driver også
det skønne barn i skole
på sine skælvende ben 
i den raslende
rustne
gamle
bus

Barnet får bøger
grammofonplader
det får gulerødder
og champagne,
cigaretter
og kanonslag
det får 
nytårsaften
og nye støvler

så ændrer det køn
og drikker øl 

Det giver hesten 
det vaklende føl

Det skriver fuldstændig ud af det blå den slags oplevelser, 
hvor skæbnen slår til og kontrakten bliver underskrevet
på guds operationsbord med usynligt blæk

Det rejser sin pub
af Guinness og whisky
på skrænten over Cwmdonkin Park

Det køber billetten

og 

rejsen betynder. 

Det er både det skæve,
jovialt
indforståede smil

og det blufærdige låg
over alt det der er for stort 

for helligt
for lyst
for skønt
og for grimt 

Det som en anden siger 

ordrerne fra det ukendte hovedkvarter

Det er
flikflak i skolegården 

Det er 

hvert 
øjeblik opladet med tusinder af års
skiftende 
sekunders
sjove sjæles
GIGANTISKE DRØN OG DRØM

af tavshed,

stilhed

og bag det råber Karon
i Bellmans epistel
fra din berusede båd
midt i den brusende flod

den syngende strøm 

Det er 
den snurrende karussel
af uafbrudt forandring
som den gamle maskine

uafbrudt maler til ord.

1. 
Min mor er død, 
jeg sætter mig hos hende, holder længe 
med begge hænder
om hendes ansigt, 
som jeg ikke før har rørt det,

vildtvoksende dag,
mine hænder lægger sig
om hendes tindinger og kinder,
som vil jeg beskytte hende,

jeg holder om min mors elskede, 
men forvandlede ansigt, 
ser på det og ved, 
at herefter vil hendes ansigt kun findes 
for mit indre blik, 

vi er i engen ved Esrum Sø, 
bølger af græs slår mod gummistøvlerne, 
himlen er dyb og blå, kvæget græsser, 
vugger sig gumlende frem omkring os, 
min mor og jeg, 
jeg og min mor, 
vi plukker duftende champignoner, 
solen står højt. 

2. 
Min mor er død, 
jeg sætter mig hos hende, holder længe 
med begge hænder
 om hendes ansigt, 
som jeg ikke før har rørt det, 
jeg lægger mit hoved på hendes brystkasse, 
intet gensvar, 

min mor er her, 
men er ikke i kroppen, 

hendes blik findes ikke i det ene øje, 
der ikke er lukket, 
hendes ord findes ikke i munden, 
der heller ikke er blevet lukket, 
duften af japansk kirsebærblomst
 er væk, 
andre dage fornemmede jeg
angsthudens lugt, også den 
er forsvundet nu, når blodet 
ikke strømmer, og kaos ikke længere 
får hendes dage til at ramle, 

stilheden i en sten, 
stenblomst, stentræ, stenmor, 
forstenet fugl. 

3. 
Min mor er død, 
jeg sætter mig hos hende, holder længe 
med begge hænder 
om hendes ansigt, 
som jeg ikke før har rørt det, 

mine fingre stryger over hendes hud, 

lille fugl
 med vingerne foldet sammen, 

min mor er død, 
jeg sidder ved hendes side 
med hovedet på hendes brystkasse, 

hvad hviler mit hoved mod, 
andet end forsøget
på at forestille mig, hvordan jeg som spæd 
lå ved hendes bryst, 

jeg ville ikke drikke, 
sagde min mor, da jeg ammede 
mit første barn, som var det min fejl, 
at amningen af mig var en kamp, 

hun brød sig ikke om at amme, når jeg 
ikke ville die, 
jeg fik som nyfødt 
pulvermælk på en ske, 

mine sønner, som nu selv er fædre, 
er her, 
min bror og hans kone er her, 
nærværet bærer os, 

dagen har givet min mor natten, 
hun er efterladt til natten, 
det bliver morgen og dag 
uden hende, 

ordet ”mor” 
lyder som et skrig 
for enden af en drøm, 
ordet ”mor” 
skal ikke mere skinne i solen, 

min mor er død, 
en lavine af ømhed for hende
vælter ind over mig,

en forbundethed

min mor er mit liv,
som jeg har været i hendes, 
en ny vågen aften,
en ældgammel aften
sammen med alle, der har mistet
en mor, 

en sensommerdag er endnu ikke
indhentet af allerede,

fanget af tyngdekraften
hviler mit hoved 
mod min mors bryst af sten,
mod den krop, hun har levet i,
den krop, jeg til en begyndelse
har levet i, kroppen
som tilhører denne verden, 

et hul i rumtiden,
den fjerde dimension, jeg ikke fatter,
et sort sug, 
en hel horisont tog min mor med sig, 
da hun forlod kroppen, 

en kerne af intet i en skal af alt, 

vi er både afstand
og passage, 
vi krydser hinanden , er bevægelse, 
som vinden fejer mildt forbi, 

mit hoved mod min mors bryst,
jeg hører ikke hjertets slag,
der er her ikke
mere.

Jeg ved ikke, at jeg skal møde min mor, 
da jeg løser billet til museet, begiver mig ud 
på det åbne hav af billeder, men aner, 
at hun lige har været i rummet. 

Bølgerne vugger mig, 
holder mig oppe. 

Min mor har stået foran de malerier, 
jeg betragter, hendes nærvær 
overdøver billederne på væggene. 

Som den blindes hånd fornemmer 
den skygge, en genstand kaster, 
mærker jeg, hun findes. 

Hun holdt af at komme her, 
har levet med disse billeder i sig, 
dråber samler sig på min pande. 

Er hun kommet, for at jeg ikke 
skal være ensom tilbage, 
eller opsøger jeg hende ved at træde ind
i netop disse rum? 

Bølgerne vugger mig, 
fører mig frem. 

Min mor er ikke kommet for at blive set, 
men hun er til stede, 
hvilken vilje har bragt os sammen 
eller hvilket tilfælde? 

Min mor tilhører et sted, 
hvor man kan være overalt,
passagen er givet, 
hendes ånd 
er her. 

Vi forbinder os med hinanden, 
som betyder døden
ingenting. 
Over vandet går vi, 
hendes hjerte når mig, 
mit hjerte når hende. 

Min mor lever ikke længere i sit indre eksil, 
ikke i navnløs smertesværm, 
hun har givet slip, er på vej videre, 
men findes samtidig her nu. 
Også efter døden 
drager vi omsorg for hinanden, 
som en drøm giver håb, 
når understrømmen suger 
tungt og turbulent.

Jeg er arving, noget af min mor bor i mig,
jeg er livmorens ældste datter,
mit første sted var i min mor, et hav, 
skiftevis fredfyldt og i oprør,
jord og himmel fandtes der,

jord og himmel var ikke
hinandens kontraster,
nede var også oppe, oppe var også nede,
jord og himmel var ikke opdelt,
men forbundet som vores sjæle.

Min mor bar mig i sin krop,
jeg er vokset i min mor, født
ind i et ekspanderende univers,

at slå øjnene op hver dag
er en fortsat fødsel,
knyttet sammen med min mor, adskilt
fra min mor,

jeg lever i bevægelsen, i dens styrke,
bliver til dér,
har ar, som solen ikke sletter,
men mine fødder bærer mig,
mit hjerte slår.

Hun er min mor, hun er min fremtid,
livet ser igen på mig
med ny stemme.

regnen falder mod ruden 
jeg sidder stille i uvejret 
venter på at det passerer 

i hvert et uvejr 
er der måske også et håb 
en opklaring ligger
i hvert fald 
og venter et sted 

så kan man gå ud 
med en lettelse
måske lige inden solnedgang 
og få himlen at se 
mærke at byen 
ånder på en anden måde 

regnen venter ikke 
på at det nye bispebjerg bliver bygget færdigt 
regnen venter ikke 
på at jeg kommer hjem 
jeg bliver våd på cyklen 
men jeg fryser ikke 

i en tung søvn drømmer jeg 
jeg vender mig om uden at vide det 
står op til en ny dag 
det regner 

på en cykel i vanløse 
punkterer forhjulet 
jeg cykler midt på en af de store veje 
her er ikke andre 
byen kan være min efter klokken otte hvis 
man kan eje noget alene 
måske låner jeg bare dette øjeblik
i hvert fald cykler jeg videre 

i mens lastbilerne bærer ingenting gennem byen 
vi har bygget vores samfund på fiktioner 
og i en af disse fiktioner 
findes der en hule i et træ 
hvor der akkurat kan sidde to mennesker 
gemt for omverden 
uinteresseret i alt andet 
end det der er os to 
som jo også 
på en måde 
er alting 

i en skovbund 
snuser en hund rundt 
og en mus tror 
at det er døden der kommer 
logrende der 
men hunden er 
ligesom alle os andre 
optaget af sig selv 
og en leg der ikke 
kan 
eller skal 
kommunikeres 

vi står i en trappeopgang 
der lige akkurat
skærmer os 
for regnen vi har ikke travlt
i denne scene 
sætningerne får lov til 
at hænge i den tunge morgen 
lægge sig oven på hinanden 
luften er måske tung 
men det er stemningen ikke 

et barn tager en tur mere 
i en karrusel 
mens mor står og venter under 
sin paraply 
regnen betyder 
at de har tivoliet for sig selv 
der findes ingen kø 
kun tiden 
indtil de skal hjem 
de går langs søen 
skal bare nå det til aftensmad 

hvordan en weekend kan være en drøm 
hvordan ethvert rum 
potentielt 
kan åbne sig for det mest fantastiske 
at du bare kunne sige 
hej 
og gøre dette supermarked grønt 
og lyserødt og syngende 
og så kunne jeg bare grine 
og det ville du godt forstå 

vandet løber langs kantstenen 
mod et afløb 
jeg ser det fra mit vindue 
eller også står jeg midt i det 
i mine gummistøvler 
prøver bare at tage del i dette kredsløb 
alt vand i verden er forbundet 

billederne flyder ud 
i en drøm bliver en ting til en anden 
et tog er pludselig et slot 
et sommerhus 
et vandfald en bæk 
er et hav 

og eftermiddagen bliver pludselig til aften 
man mærker det ikke 
det er noget uret fortæller mig 
at der er lidt færre mennesker på gaden 
at cafeerne begynder at lukke 
det betyder ikke noget i sommeren 
jeg går videre eller jeg sætter mig et sted 
finder en bog frem 
kan ikke koncentrere mig om at læse 

der driver en sky under solen 
men i denne scene regner det ikke 
der løber en lethed gennem denne time 
min krop er et hjem for al den kærlighed jeg føler 
og for alt mulig andet 
men lige her skal det kun være kærlighed 
det skal ikke være farligt at savne 
det skal ikke være farligt at mangle 

der bliver bygget et sandslot 
der bliver bygget en voldgrav et 
fyrtårn i periferien 
i en have nu 
det der næsten ikke er handlinger 
og alligevel 
så vigtige 

det handler om at gøre noget andet 
bare hvad som helst 
for ikke at være en del 
af alt det andet der foregår 
kan vi bygge vores eget land 
kan vi sejle ud 
jeg kender en ø 
jeg kender et hav 
jeg kender en sø 

det er bølgerne der skylder ind over fortovet nu 
det er der mange der har ventet på 
det er faktisk hele verden 
der har prøvet at sige det 
men der er ikke blevet gjort noget 
det er kun ord der er blevet sagt 
så hvad gør vi nu 
når ordene ikke kan sejle
når statuerne begynder at synke 
måske fortsætter vi bare 
som om intet for alvor sker 
som om det er en anden vilje 
nogle andres skyld 

allerede i morgenen skinner solen kraftigt 
duggen forsvinder hurtigt fra græsplænen 
små væsner der bor inde i os 
af himmel er du kommet 
til luft skal du blive 

en cykelsti løber langs en bæk 
bag ved den ligger markerne 
vi er langt ude på landet 
vi fortsætter den vej 
i det fald der er landskabets vej mod havet 
et langsomt fald der er til at være i 
vi cykler som turister i denne verden 
ikke som aktører eller magthavere 

senere 
jeg ligger i haven 
jeg er træt i den sene eftermiddag 
jeg er aldrig frisk 
der findes et blommetræ 
er det ikke en fryd 
er det ikke en helt konkret lethed i verden 
dette blommetræ er ren musik 
dette blommetræ er ren havudsigt 
dette blommetræ er solens varme 
tung søvn 

jeg plukker en blomme 
jeg tager den med ind til dig 
jeg giver dig den mens du sidder og læser 
en kærlighedserklæring 
der ikke er skrevet i ord 
men i blomme 

der rykker håndværkere ind i lejlighederne 
de skifter alle vinduerne 
først i husets ene side 
så i den anden
 under arbejdet står en hel etage pludselig uden vinduer 
åben 
som en sommernat 
som et barns øjne som et ungt hjerte 

sat i spænd af en sang 
der rummer det hele 
i en enkelt partikel 
bare tre ord i et omkvæd 
der kan få en til at vakle 
som sad man i en lille båd 
der kan rive benene væk under en 
som en understrøm 
a body of water 
der glider mellem dine fingre 
men alligevel 
vender hjem til dig 

det regner lidt og natten er fucking ung 
kig mig i øjnene 
kig mig i øjnene 

så løftes de her mennesker 
af vinden 
bæres ud i natten 
det regner kun lidt 
noget der føles som et langt grin 
en kærlighedserklæring 
der ikke formulerer sig i ord 
men i vand