Digte i Bibliotekshaven 2022

1. 
På klokkeslættet 
driver vandet
af pennen til
arkivet havnen
havet haven
i systemer

2.
Bogen optegner 
verdenen
nedskrives med
fod og mønt
værdi og gæld

3.
Magten og hånden
herredømmet og havnen
tøjhuset havet fortøjningsringe
oprindelsen emmer imperialt 

4.
Gældsætterne
vil gerne gå sig nogle ture
gældsætterne
anlægger haver til
deres to ben og dyre røv

5. 
Riget nedfælder værdien
så følger interesserne, så krigene

6.
Pennen knyttet til
søjlernes befaling
historie kom hid

7.
Fortøjningsringe
krigslastning
børsen
nato eu vita plus bliver du døbt

8. 
Magtøen
pennen søjlerne stoisk
søen er tæmmet
hånden stryger cylinderen
og faste ruter går gennem havnen
slaveejere, -handlere, havet
riget sætter sejlene
gamle penge tegner de nye

9. 
"søjlernes ædle enfold og stille storhed"
vs.
"I vesten er 
en 8 meter høj nyklassicistisk kobberfallos 
en dødstrussel til bæreposen
men respekt til dem der alligevel tar et selfie"

10. 
En tv2news baggrund til christiansborg
en stemning af flade hænder, smøger og aftaler

11.
En skrøbelig rododendronbusk
individerede aldrig mudret 
rene linjer genetisk
rene rose purblomst
Wiedewelt was here

12.
"Dét er kunsten som driver af skulpturen
- men kun een gang i timen"

13. 
Volden resonerer, forøges
historien er et produkt og identitet
reproduktion i lette tryk
op igennem det indre
8 meter høje kobberpik
magthaven

14. 
Kobberforhudning, klædning af et træskibs skrog så flådens skibe kan sejle 
i troperne

Jeg læser en bog om et hjemsøgt hus
i London, et hus bygget i Victoriatiden på en forbandet grund.
Huset kalder folk til sig 
og får dem til at begå vold mod hinanden.
I midten ligger dets hjerte, et blodrødt værelse, 
the study.
Da jeg var barn, besøgte jeg Det Kongelige Bibliotek med min far.
Han skulle låne eller aflevere,
jeg sad forrest på cyklens barnesæde. 
Dengang gik man ind ad de store trædøre fra haven.
Jeg kan ikke huske springvandet, men jeg kan huske andehuset,
det lille, nuttede. 
Roserne, Søren Kirkegaard. 
Har aldrig glemt remsen til hovedet på væggen, 
når man gik op ad trapperne til højre:
Nikolai
Frederik
Severin
Grundtvig
Jeg er vendt tilbage mange gange som voksen,
som låner.
Haven delvist afblomstret i heden. 
Jeg læser en bog om et hjemsøgt hus. 
Jeg læser en ond bog i den lyse sommer. 
Besøger et gammelt sted. 
Velholdte staudebede
solknap
venusvogn
tidselkugle
Bygninger på alle sider, der er bygget til at samle i.
Et slot
Et rigsting
Et bibliotek
Et pakhus
Rødderne er filtret ind i hinanden under bedet,
under jorden. 
Hvad er forholdet mellem samling og besiddelse? 
Hvad er det, der er samlet her? 
Det Kongelige Bibliotek er stiftet af Frederik III,
efter sigende en fåmælt og alvorlig konge.
Tilbagetrukken, tavs. 
Han rejste og studerede i Frankrig, Holland,
betaget af de nye videnskaber og af det man kaldte
den nye verden.
Kong Frederik III var samler.
Han bragte genstande med hjem til sit slot
inspireret af de tyske kunstkamre. 
Bøger og værker
Kuriositeter
Anomaliteter
Også kroppe og kropsdele,
dødfødte, udopererede, afhuggede,
et kranium, et forstenet foster.
En tavs konge,
han opbevarede samlingen i sit soveværelse
indtil der ikke længere var plads. 
Så blev den flyttet og anlagt i tre etager
én til våben
én til bøger
én til kunst og rariteter
En samling af det unormale, objekter for studierne. 
Man skulle være meget rig, have meget magt 
for at anskaffe 20.000 bøger dengang. 
Det sidder i fundamentet. 
Jeg besøger haven igen, spiser en sandwich
i skyggen, det er så varmt, så lyst.
Bliver blændet og skoldet. 
Hypnotiseres kortvarigt af springvandet,
der rammer søen, lyden af dråberne som et flimmer. 
Det rykker sig frem og tilbage i mig
om haven føles rolig, af alle ord: pæn,
eller domesticeret som en sindssyg indekat. 

The most haunted places in the world tend to be the big houses and castles, because rich people 
lived in them and the collective blood on their hands, the collective violence they caused everybody 
else in the world manifests into ghosts. 

Frederik III indførte enevælde i Danmark,
han fik anlagt danske bastioner i det nuværende Ghana.
Jeg skal uden om biblioteket for at komme ind. 
Der er køligt, stål, beton, marmor,
man stiger op ad en rulletrappe. 
I det første rum, man går igennem ind til biblioteket, 
det er næsten bare en gang, 
står rigsdagsreferater, leksika og opslagsværker.
Jeg slår ind til venstre, tager et bind ned fra hylden. 
Man kan slå op under ”mandel” men ikke under ”mand”.

Under ”transseksualitet” står der: 

Årsagen til tilstanden er ukendt
Biologisk adskiller transseksuelle sig ikke
fra befolkningen som helhed

Under ”transvestisme”: 

Tilstanden er ikke arvelig
Forhindres en transvestit i at udleve trangen
bliver (X) ukoncentreret, nedtrykt og utilpas
men falder til ro når (X) får lov til at efterkomme den. 

Leksikonet er fra 2001
Den Store Danske
Jeg følte mig tryg i de her rum som barn
og opsøger ofte biblioteker, når jeg rejser.
Det rolige, egentlig storslåede ved samlingen.
Kan huske, hvor stort et indtryk
det gjorde på mig at besøge Trinity College i Dublin
med min mor, at bøgerne stod i flere etager.
Man skulle kravle op på en stige for at nå de øverste. 
Det var vel også i 2001, eller 2002,
jeg gik i femte eller sjette og brugte ofte leksika
når jeg skulle skrive en opgave i skolen. 

Der findes ingen behandling
der kan fjerne transvestisme

tilstanden kan modificeres
og eventuelle lidelser mindskes ved psykoterapi

Da jeg var lille ville jeg bare læse og vide. 
Hvad bor herinde i læsesalene?
En underlig uklanderlighed i det at samle.
Mine egne bøger er også herinde
og det ene, slidte eksemplar af Leslie Feinbergs

Transgender Warriors, som jeg ventede et par måneder på. 
Hvad er forholdet mellem krop og bog
for dem hvis kroppe blev en del af samlingen?

Rooms sit and stew.
They take in the things you do in them.

Det er ikke en rest, det sidder i væggene, 
gulvet, fundamentet, de høje paneler.
Kropsdelene til udstilling, undersøgelse,
kan haven være en kirkegård
for dem som ikke fik en begravelse,
hvor mange blomster skal der til
for at få folk til at blive ved med at besøge et hjemsøgt sted? 
Geranium eller storkenæb
pileurt
sankthansurt
solbrud
Under opslaget for ”hermafrodit” står der,
at de fleste blomster er biseksuelle. 
Hvad er stedets forhold
til den magt, som nærer det? 
Jeg går videre ind i biblioteket,
hvorfor er der et aflåst rum
på nederste etage, som hedder Galejsalen?

And of course, it being a room,
I am inside of it
and it is inside of me.

Note: citaterne på engelsk er fra romanen Tell me I’m worthless af Alison Rumfitt. 2021, Cipher Press.

Vi var på vej hjem fra byen 
vi var unge og kåde
klar til at natten 
skulle strække sig ind i dagen.
Det er én af de ting
jeg elsker ved København;
at den lige præcis 
sover nok 
til at man kan indtage 
dens glemte lommer.
finde et sted med blomster 
at kaste sin kærlighed på,
mens andre langsomt 
er på vej på arbejde,
parfumen fra et jakkesæt, 
duften af Lloyd-sko
der mindede mig om min far
mens vi trak vores cykler;
alle de ting 
vi trækker rundt om hinanden, 
dufte og historier, 
penge og poesi.

Jeg kan ikke huske 
hvem der ville forbi Christiansborg
ind for at råbe 
af onde politikere.
Jeg savner dengang 
hvor jeg troede på ondskab,
nogen at rette 
sine skuffelser mod,
troede på at de kunne erstattes
af bedre versioner. 
Vi satte os på trappen 
røg bare lidt
vores øjne var blanke 
som søernes flader.
Hvilket vil sige
fulde af snavs,
af stjålne cykler 
dagene der løb igennem os.
Så ville Martin 
ned og bade
og på vej mod havnen
snublede vi ind 
ligesom ikke med vilje
i denne her lille oase
noget fra en film
en gigantisk skulptur
som en offergave,
alienagtig

og langs kanterne
blomster over alt,
røde og hvide.
Jeg er usikker på 
om mit begær efter de farver 
er det danske flag skyld
eller coca-cola-kærligheden
helt fra jeg var barn.
I børnehaven skulle vi altid 
ind og vinke
foran balkonen 
når dronningen havde fødselsdag.
Jeg ved ikke rigtig
om det har gjort en forskel,
jeg er ikke royalist 
men jeg kan lide dem som mennesker,
En lille mytologi
vi fortalte til hinanden:
At mens vi blev trukket rundt 
i klapvogne uden kopholder
kunne man indimellem se
kronprinsen på flugt
på jagt efter en krog
hvor han kunne gemme sig for sin bodyguards.
At være indfødt her 
betyder at jeg har følelser
der binder sig til nationalstadionet
der binder sig til Rigshospitalet.

Jeg tænker mere på min søster
og mine fætre og kusiner
end de to gange 
hvor jeg var inde og blive opereret.
Og selv dengang:
den intime fornemmelse
ved at kunne navigere
i gangenes systemer,
at have en fortrolighed
med bygningens alvor,
og mest bare huske 
den gamle læge,
der kastede farvede hoppebolde
og greb dem i sin kittel.
Jeg tror han hed Reimers,
jeg ved at han ofte 
arbejdede i Grønland,
og at jeg græd da han døde.
Selv i dag går jeg tit 
igennem den bygning
for lige at tjekke
indersiden af betonen, 
tænke på alt det
væggene har taget imod
tænke mit kritiske
om 7/11 i stueetagen,
ja, den er god nok 
jeg er en romantisk nar

Der er historier jeg ikke deler
for at undgå at virke smart;
prisen for en storby 
er umuligheden af at claime den,
prisen for en storby 
er at jeg engang nok må flytte
når boligpriserne stiger,
når Lynetteholmen skal bygges.
Til gengæld har jeg lært
aldrig at gro fast,
behovet for venner
med sofaer man kan crashe på,
når fremlejen igen
står til at udløbe, 
lært at sætte pris
på at byen især
findes i kraft
af det folk tager med til den.
For eksempel Mille
der stammede fra Viborg
og nu blev hun kaldt
Queen Of The Night.
Det var hende der viste mig
hvordan man rullede en joint,
hende der pegede 
haven ud, 
sagde: “Jeg tror altså der ligger
noget herinde.”

Til gengæld var hun også
den første til at hente kaffe,
nede i kiosken,
mens vi andre lagde os
i skyggen under statuen
af Kierkegaard,
ikke så meget for at gemme os
som for ikke at forstyrre. 
Klokken må vel have været 
lidt i otte,
en kvinde med solbriller
kom ind med sin barnevogn.
Hun ammede sit barn
satte sig med en bog,
på et tidspunkt følte jeg
at hun smilede til os,
at vi genkendte hinanden
på tværs af vores aldre.
I dag aner jeg ikke
hvor fanden de fester,
de unge røvhuller,
som jeg engang selv var.
Den klub vi havde været på 
findes ikke mere
så nu må vi rende
og fortælle historierne,
ligesom at historierne
blev fortalt til os,

dengang på Pan
dengang på Jazzhouse
dengang på hvad end
der nu lå under Palads, 
som måske ikke engang selv,
får lov til at ligge der:
Steder der forsvinder
for at give plads til andre,
både i bybilledet
og i de indre begærsrum.
Senere lærte jeg
at haven hvor vi søgte tilflugt
hang sammen med biblioteket
og var bygget ovenpå 
en gammel krigshavn, 
selv de smukkeste pladser
er mærkede af krigene,
bygget på krig.
Hvilket betyder
at skønhed kan vokse ud af alt
(men også at den nemt
kan bruges til at skjule, 
de historier vi ikke 
er stolte af.)
Indimellem kræver det
at nogen tager dig i hånden
og viser dig hvad der gemmer sig
bag de røde mursten.

Jeg ville aldrig have set haven
hvis det ikke var for Mille,
har fandme brugt den meget
til at imponere en pige
vise den som en perle
til nye venner,
et sted hvorfra
jeg kan fortælle om den dag
i parken og David,
hans mor var lige død,
det var derfor vi havde været ude,
taget den til grænsen,
nogle gange 
er det nødvendigt at glemme.
Og der midt på græsset
sagde han, okay
alt skal jo nok gå
og det føltes sandt.
I et øjeblik 
var haven vores, 
og duggen tvang sig
ind gennem vores t-shirts, 
kølede os efter
nattens strabadser, 
et græs der føltes
næsten Harry Pottersk.
Lang tid inden 
at Pokemon Go

gjorde haven til alles
i jagten på monstre,
børn og forældre 
med iPhones i hænderne, 
et sted lige præcis
mellem drøm og virkelighed.
Alligevel tænker jeg
på lige nu, 
hvem der føler de har adgang
til den form for have,
hvem der også føler
at statuens skygge
er et sted hvor de 
fortjener lidt ro.
Her mens udskamningen
vokser i vores land
og spirer helt ind 
i politikernes munde.
Her hvor krogene 
langsomt forsvinder,
hvor man klippede buske ned
i Ørstedsparken
for at forhindre 
mænd i at mødes.
Her hvor alle pladser
er blevet gennemsigtige
for at ingen 
skal pisse i hjørnerne.

Her hvor antallet
af arbejderklassebørn
der fødes i København
er faldet med 75%
siden dengang
jeg selv kom til verden.
Hvilket vil sige
at byen er for de rige
en overraskelse for ingen
in the age of Black Stone;
Hvor steder som Kruts Karport
ikke længere kan betale sig, 
hvor bestemte klienteller
ikke længere kan betale sig,
hvor bestemte kroppe
ikke længere kan betale sig.
Så er det godt
med de åbner haver,
de steder det stadig
er gratis at lægge sig, 
men helt sikkert nemmest
hvis du er mødregruppe.
Haverne er noget 
vi skal vise til hinanden, 
vise at her 
er et sted du kan gå hen,
ligesom bibliotekaren
der viste mig Shamram

da jeg var ca 12 år 
og foruden hvem
dette digt 
aldrig ville have fandtes.
I dag har jeg ikke
lånt en bog i 10 år, 
det er en anden historie
noget med en bøde,
at jeg er bange for, 
at de skal komme og smide mig ud,
så jeg låner min søsters
sygesikringskort.
This is just to say,
at til dem der kigger
ind på det pæne
og klippede græs
og tænker at det her
er ikke for mig:
jeg forstår jer sagtens
det er derfor I skal gå ind,
en by der ikke er vores 
er ikke nogen by.
Til sidst kom børnene 
ind for at spise frokost 
så tog vi vores cykler 
og kørte ud til hjørnerne,
der hvor vi stadig
var på fornavn med pizzamanden,

der hvor vi var vant
til at sidde i solen
på en trappesten 
og at det også kunne være nok.