Digte i Bibliotekshaven 2021

Min veninde sagde forleden, at hun føler at hun skal til udlandet

når hun kommer uden for zone 2 i byen

Den dag blev jeg i tvivl om jeg kan kalde mig selv for københavner

Jeg begyndte at gøre regnestykket op

Altså, jeg er vokset op i zone 3, så det er vist ikke så godt

Meen jeg ejer en cykel og det er vel rimelig københavnsk?

det er så en anden sag at jeg foretrækker at trække den op af store bakker og helst kun cykler når der er medvind

Men hvis man har en cykelnøgle i nøglebundtet, så tæller det vel?

Det er vel også rimelig københavnsk, at det vildeste natur jeg er vokset op med

er duerne på Nørreport station

Altså mine vildmark overlevelses-skills består af at dukke mig lynhurtigt

når duerne vil lande på mit hoved

Det er ikke første gang jeg har været i det fri, så jeg tager det roligt på rutinen

Jeg ved ikke hvad der sker, hvis man ikke når at dukke sig

måske skulle jeg have spurgt i kantinen?

Dengang vi kiggede ud af vinduet på Nørrevoldgade

og ventede på en 3x34, 102

At 24 unger ikke bliver trætte af at slå hinanden på armen er lidt svært at tro på nu

Men dengang stod tiden stille

Ingen af os havde lært uret at kende, så vi ventede bare på at klokken ringede

Imens vi lavede hemmelige huler i buskene

Talte mariehøne-prikker på lårene

tegnede med lyserødt kridt på fortovet

kiggede på de slidte rygsække, der solgte stoffer på Israels plads

Det var langt inden vi lærte om palæstinensernes sag

Dengang undertrykkelse bare var en del af skoledagen

Og efter skole inviterede Sara til Bat Mitzvah på den sorte diamant

Vi hoppede i hendes forældres Toyota og satte kursen mod vandet

Det var ren tour de København fra biblioteksrestauranten ind til de jødiske museumsgange

Et lille magisk univers, hvor historien holdt vejret i glasmontre og gamle sange

Væggene væltede ind over os og stoppede i en synkroniseret dans lige over vores hoveder

En af grundene til at vi alle sammen turde tro på noget højere

Vi kiggede rundt på de sandfarvede flader med det blik

som voksne kæmper hele deres liv for at finde tilbage til

Magien vi blev født med

og den førte vores nysgerrige skridt hele vejen ind til bibliotekshaven

Og jeg hviskede til hende der gik ved siden af

“hey, tror du det her er hvor Hogwarts har sin danske filial?”

Biblioteksmurene lukkede sig om os på en måde, der fik alle udgangene til at forsvinde

Den lille oase blev større og større

for hver runde vi løb om søren Kierkegaards fødder

Når jeg ser ham nu, undrer det mig, at han er den første person man tænkte på at placere i en krigshavn

eller i en blomsterhave

Det er som om han ikke rigtig hører til nogle af stederne

Måske følte han sig også som en zone 3’er

Lige i midten og altid lidt ved siden af

og måske er det netop pointen

Paradokset

i at finde den indadvendte Kierkegaard blandt så mange mennesker

sådan som hans liv nok har været

ensom blandt mange

nu sidder han i et lille frirum omringet af sikkerhedsforanstaltninger for politikere der nægter at beskytte de mennesker, der kommer og leder efter deres bibliotekshave

Danmark

Et sted at trække vejret

Et sted at hvile fødderne

Et sted at erstatte lyden af bomber med det brusende springvand

Hvordan ville Kierkegaards liv være

Hvis han vidste at han alligevel ikke var så ensom

At der 900 år inden hans fødsel sad en ensom mand i Afghanistan

En ung Al Balkhi

der fyldte sine noter med psyke, eksistens og ånd

og tusind år senere sidder jeg og læser lektier om hvordan amerikanske mænd drev psykologien frem

Selvom det meste allerede stod i Al Balkhis noter på arabisk - sproget med nøglen til vores fremtid

Måske ville han føle sig snydt

Sådan som jeg føler mig snydt

Eller måske ville han være underholdt af menneskets evne til konstant at overvurdere sig selv

Vores manglende fantasi til at forestille os storhed, som vi ikke selv kender til

oplysningssamfundets skyklapper

andedammens metropol

verdens landsby

København

hvorfra min verden går

At jeg har aflært mig at sige

Jeg skal hjem til Danmark, når jeg kører fra Odense

Storbyens storhedsforvrængninger

At vi endnu ikke har forstået at Jylland er meget mere København end København er New York

Selvom vi gerne vil tro at amerikanerne er i stand til at udpege vores lille provins på et europæisk kort

Og så bliver jeg alligevel stolt af at være fra København

når vi kan sidde med gratis adgang til en slotshave

et stenkast fra statsministeren og kritisere borgens fuldstændige svigt over for vores fællesskab

Mindre er folk trods alt blevet fængslet for i dag

Men vi kalder det kunst

Så man må tage det gode med det dårlige

krigshavnen med blomsterhaven

Hogwarts med læsesalen

Duen med fugleklatterne

Vi må blive ved med at bruge de gaver vi får

Sidde og lægge planer i haven

Hviske fremtiden ind i Kierkegaards ører

Når han føler sig ensom

Vi må plante blomster i vores krigshavne

Tage ansvar for de krige vi aldrig burde være havnet i

Give vores børn et pensum de kan gå ud i verden med

Vælge den vej som Københavnerne kan være stolte af

Når vi bærer vores regntøj og sorte uniform i resten af verden

where are you from siger de?

Zone 3 eller ej, Copenhagen

Er det eneste svar, der giver mening

Ooh do you ride a bike?

Ja, men kun når der er medvind

Det er sommerens blå magi, absintgrønne morgengry, lilla havblik, trods alt, horisonten, gardiner der blafrer i vinden, din stemme så intens som hedebølgen; 'man må sige noget, man må sige noget, man må befri sine blå nerver fra den tvetydige frygt, for mørket,' søvnen, den søvnløse nat, der har det med at indhente én, traditioner, der har det med at indfange, ja, som i 'et undsluppet, uønsket eller eftertragtet dyr' der er, så få insekter i år, betydeligt færre insekter end den sommer, hvor jeg for første gang oversatte poesi: græshopper der sprang rundt, på bordet edderkopper, der kravlede hen over siderne, natsværmere, i nætter der omgav mig som en drøm med deres fugtige varme al mens jeg oversatte, 'Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid,' det er, 15 år siden, det kan man ikke se på dig, siger du, og lyver, så det driver ned ad ormehullerne, jeg sidder ved det samme sølvfarvede skrivebord, hvad med dig, sidder du ned, jeg sidder, ved et andet vindue og 'står stadig i forhold til solen,' i en anden by, en provinsby som er det eneste sted, jeg har følt mig hjemme i årevis, måske siden Teheran faktisk, når jeg nu tænker over det, Teheran på bjergskråningen, med sine 14 millioner indbyggere, en knaldtør luft og et fabelagtigt vejsystem, med al sin skønne hæslighed, banalt sagt, har for altid, altid mit fortabte hjerte, og frisindet, skal man ikke lede længe efter, når man kører rundt, og fra drengene, på motorvejene, sammen med sin blåøjede kusine, med lange slanke ben, i sin onkels fede 4hjulstrækker anyway, søvnen kalder mig hen til sig nu, i provinsen, hvor det vrimler med minder, mindesmærker for modstandsfolkene, og hvor det hænder, at man vader direkte ind i frisindet, på torvet, på brostenene, på sine stiletter, uden at blive mistænkeliggjort, for sit sprog, sin stil og ikke-eksisterende forkærlighed for Holger danske, så lad os nu gå tilbage til insekterne, drømmen, 'der har lagt sig på søvnens græs;' hvis ikke nu, hvornår skal vi så snakke om tingene lad os gå, formålsløst rundt i stræderne, dvæle ved den sølvfarvede havmand, indtil han blinker med øjnene, og det står afspejlet i havblikket, at poesien kan være i alt og alle, kulturens indre cellekerne, men kulturradikalismen, siger du, og du trækker, i uldundertøj, på smilebåndet, du har solsikker, i håret et manuskript, i skødet en kuglepen, med små krystaller, i hånden et uforglemmeligt glimt, 'et åndeligt kætteri der afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klicheerne, en slags åndelig åbenhed' og jeg, falder i med begge ben; and again, at this moment, hvad kan jeg sige, det var i mellemkrigstiden, og tankeformerne væltede ud af nætterne som kaskaderne af vand ud af monumentet over det skrevne ord, midt i Bibliotekshaven, den er i øvrigt anlagt på en tidligere krigshavn, siger du, og jeg, beklager ikke, som i mine yngre dage, at tyngden hist og pist er lidt off og 'belastet, med en social samvittighed,' og udsigelsespositionerne, langt fra udpenslede, med navn og dato og fødselsattest, hvem finder dog på at sige, et eller andet dumt eller klogt, underfundigt, universelt eller småbanalt, før eller siden, det er, hvad det er, og ligger det ligefrem til højrearmen at konkludere, at den er gal med digtet, bare fordi, det ikke lige åbner sig og blinker til én, på kommando, bare rolig, det tog mig 3 år at fatte, hvad der er op og ned, for det er med digtet, skal jeg hilse og sige, som det er med livet; man får lagt sit åbne frisind på det fine natbord, glemmer i al pragt og bekvemmelighed at tage det til sig igen og kommer til at overse, at der er gået ild i pisset i mellemtiden, og hvad kan det mon betyde, udover det åbenlyse, at det ikke altid udarter sig som en blomst i knaphullet, til himmelvendte liv og glade dage, men til det øjeblik man ser sig selv og livet, i krigens strukturer; åbenheden kaster sig ikke under eller over, de magtfulde eller afmægtige, den findes i noget så udsøgt som hengivelsen, i hengivelse til den flowmatiske bevægelse fra nat til dag, uden konstant at stoppe op, for at rette på håret, og læse sit fantastiske selv ind i alting, i Øst for paradis, så vidt jeg ved, skriver Steinbeck, 'the free, exploring mind of the individual human is the most valuable thing in the world,' er det nu også en ting, rende og undersøge noget, ud over markedet, i al fald er der ironisk nok, noget ret så klodset over konceptet, siger du, over ord, der ender på hed, og nu fik jeg det tilsvarende sagt, ret så firkantet, men hey, vi har hele natten til at omgå, diverse geometriske former, der lukker sig om sig selv, jeg, tænker umiddelbart, det giver god mening i forhold til fx ensomhed og kærlighed, der udspænder rum, som regel forbeholdt, den ene, det eneste ene jeg, eller foretrukne vi talte i gamle dage om åbenbaringer, det visionære digt, det visionære liv og digteren som den seende, på tværs af tid og rum, det var tider, mellem den første og anden verdenskrig, med fester så lange som cigaretrørene, nætter, uudtømmelige som champagnepyramiderne, hvordan gjorde vi det, hvordan, fik vi det hele til at se så let og elegant ud som lyset i aprilnatten, men ingen, kan nu lide en kvinde med temperament, folk vil se kvinder der lider og har det skidt, siger du, bare rolig, jeg er ret fuld, ikke ud på at forstå frisindet som andet end en 'selvforelsket national myte', en pyntegenstand i reaktionære tænketanke og redaktioner, som jeg kan lide under som en kvinde i sin halvfulde ret til at dysponere, over egne tankeformer, uden at flashe sit køn, eller gå i et med tapetet, fortæl mig nu, midt i hverdagens glutenfrie trommerum, pesticidpumpet frugt og grønt og grundvand, affaldssorteringen, strømmen af fake news og crap og clickbaits, lovforslag om kontrol og begrænsning af forskningsfriheden, hvordan kommer det åbne frisind ind i billedet, som andet end 'en natsværmer, der kommer hen til vinduet,' i en skælvende nat, en sommerfugl, flaksende rundt om monumentet over det skrevne ord, et sted mellem drøm og søvn?

Med citater i '' fra:

Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid, Forugh Farrokhzad, Basilisk, 2006.

Interview med Farrokhzad i tidsskriftet, Arash, 1964.  

Den Danske Ordbog: indfange, 27/08/21.

Elias Bredsdorff, Dagbladet Politiken, 1955.

Interview med Søren Birkvad, 2020.

I Bibliotekshaven

under birketræernes

skyggende kroner

hænger Kirkegaard ud 

drypper ord på papir

som dalende dråber

fra springvandets top  

I Bibliotekshaven

glider gartneren Jeanette

nærmest lydløst rundt eneste

spor haveslangen der

snor sig livligt

gennem græsset I

Bibliotekshaven lurer

duerne fra oven

overfyldte med morbær 

skider på lyrikken

med kirurgisk præcision I

Bibliotekshaven falder

turister tilfældigt indad

porten går i stå et par

sekunder  forbløffet

over universet der åbner

sig for øjnene  af dem  

I Bibliotekshaven står

Griffenfeld i entréen

småskimtende lige dele

mod Christiansborg  og

bibliotek I

Bibliotekshaven står

guldkarperne stille

under andehusets

skygge holder

mistroisk øje med de

mange nysgerrige børn  

I Bibliotekshaven gemt

bag roserne terrorsikres

Det jødiske Museum 

dybe dunk fra maskiner

giver genlyd i den

tidligere krigshavn