Solveig Gade: Udforskning af identiteter
Dramaturg og forsker Solveig Gade anbefaler en række nyere dramatiske værker, der alle tager aktuelle og virkelighedsnære problematikker op.
Identiteter og eksperimenter
I videoen kan du høre Solveig Gade fortælle om de dramatiske værker, hun har udvalgt. Fælles for dem alle er, at de tager udgangspunkt i aktuelle problemstillinger fra den virkelige verden: klimakrisen, terrorisme, identitet, racisme og køn.
Det særlige ved dramatik
Solveig Gade sammenligner dramatik med et nodepartitur. Noderne i partituret svarer til det skrevne stykke dramatik, men ligesom musikerne og dirigenten skal fortolke noderne, før de bliver til musik, så skal skuespillerne, instruktøren og de øvrige scenemedarbejdere tolke dramatikken til tale og handling på en scene.
Dramatik er en åben form for litteratur. Det betyder, at man som læser bliver en medskabende kraft, når man læser et stykke. Derfor er det også altid en god idé, især hvis man ikke har prøvet at læse dramatik før, at læse teksten højt, så man får fornemmelsen af, at det dramatiske stykke foregår i tid og rum, påpeger Solveig Gade.
Solveig Gade anbefaler
- Markedet er ikke noget sted af Madame Nielsen
- Jeg er Silas af Julie Maj Jacobsen
- Dette er vand af Anna Bro
Om Solveig Gade
Solveig Gade er lektor, ph.d. ved Teater- og Performancestudier ved Københavns Universitet og tilknyttet Betty Nansen Teatret som dramaturg. Hun har tidligere været professor ved Den Danske Scenekunstskole og dramaturg på Det Kongelige Teater og dermed været med til at kuratere og udvikle en del af den dramatik, der spilles.
Hun arbejder i sin forskning med krig og teater og har udgivet "(W)Archives: Archival Imaginaries, War, and Contemporary Art" (2021) MIT Press, som hun er medredaktør på.