Musikeren
Når Weyse sad ved Orglet i Vor Frue Kirke i København, kunne han ”bevæge indtil taarer” ifølge komponisten Franz Liszt.
Weyse var født i byen Altona nær Hamburg; Altona var dengang en del af den danske helstat. Som 15-årig kom han til København i 1789, hvor han boede resten af sit liv. Fra 1805 var Weyse organist ved Vor Frue Kirke, den nuværende Københavns Domkirke. De sidste mange år var han bosat i Kronprinsessegade med udsigt til Kongens Have. I sin lejlighed havde Weyse flere logerende, blandt andre sin plejesøn Ferdinand Schauenburg Müller, som han senere hjalp til at få et organistembede i Vallø.
Weyses breve, som Det Kgl. Bibliotek har i samlingerne, giver ikke overraskende et godt indtryk af hans musikalske smag. Rent stilistisk bevarede han livet igennem interessen og forkærligheden for wienerklassikken, som den kendes hos Haydn og Mozart. Det kommer klart til udtryk i hans syv symfonier, som er smukke og velkomponerede ungdomsværker, og det høres også i syngespillene. I morgen- og aftensangene, der stammer fra Weyses sene år, er der tale om en stadig mere forfinet udgave af wienerklassikken, men Weyse viste ikke generelt nogen større åbenhed over for den nye tids musik. Beethovens værker, som i Weyses levetid må have været et brændende emne for musikinteresserede, brød han sig ikke om.
Foto: Em. Bærentzen
Besøg af Clara Schumann og Franz Liszt
I 1842 besøgte Clara Schumann København. Hun havde allerede da et stort navn som pianist. Under besøget var hun på visit hos Weyse. I et brev fra 23. februar til plejesønnen Ferdinand Schauenburg Müller skriver Weyse:
”Hun er ikke smuk, men har et behageligt, meget lidende Udtryk i sit Ansigt. [-] Fru Schumann spilte for mig ein Lied ohne Worte, med et pænt Anslag, og en god Holdning i Hænderne, samt med Udtryk, - dog med den [sic] moderne affekterte Foredrag, en bestandig Bølgen op og ned af rallentando og accelerando, ledsagt af en dito Kropsbevægelse.”
Franz Liszt havde, ligesom Clara Schumann, aflagt Weyse et besøg, og værten havde her forsøgt ”at teste” de to gæster med sin egen klaveretude i f-mol. Men testen faldt ikke ud til gæsternes fordel:
”Hun bad mig ikke at spille, men jeg spilte alligevel, og prøvede hendes musikalske Sands med min f moll-Etude. Men denne Prøve havde ligesom hos Liszt, et Skidt Udfald. Etuden ragede hende kun saare lidt, og hun regalerte mig med et koldt: sehr hübsch! – og jeg vidste, hvad jeg vilde vide. [-] Ogsaa mit Claveer kunde hun ikke lide, og har yttret sin Forundring hos Ohlsen, at jeg spilte paa saadan et – Hakkebræt. Dumbartelinde.”
CLARA SCHUMANN
Clara Schumann (1819-1896) havde sine første offentlige fremtrædener som pianist i 1828. I løbet af sin lange karriere ydede hun en stor indsats for sin mand Robert Schumanns og Johannes Brahms’ klaverværker. Fra sine helt unge år havde hun været en flittig komponist, men allerede som tyveårig mistede hun stort set troen på, at hun som kvinde kunne få sine værker respekteret. I vore dage anses Clara Schumann som en væsentlig tysk romantisk komponist.
Foto: Henri Lehmann
Orglets ”Storheds Glands”
Selvom Liszt og Clara Schumann altså ikke bestod Weyses test, så var den førstnævnte faktisk begejstret for Weyses orgelspil. I juli 1841 gæstede Liszt København, hvor han under besøget under private forhold overværede en koncert med Weyse ved Vor Frue Kirkes orgel. Liszt beskrev i et brev sine indtryk, og denne beskrivelse blev trykt på dansk i avisen Fædrelandet. Selv om teksten er oversat, har den bevaret en friskhed, som gør den til en betagende beskrivelse. Liszt fortæller:
”Jeg stod nedsjunken i disse Betragtninger, da Kirken pludselig gjenlød af en lang og mægtig Tone. Det var Orgelet, der paa sin Herres Bud opløftede sin høie, alvorsfulde Stemme, ligesom for at bebreide mig min Tvivl, min Forsagthed. Taus og ydmyg lyttede jeg til denne Røst. Den, som vakte de stumme Mure til Live, var Weyse, hos hvem man gjenfinder Sebastian Bach’s dybe Begeistring og høie Mod. Mere end een Gang var jeg ved at høre ham bevæget indtil Taarer; hans improviserede Fuga over to Themaer i fem Tempo’er, som uden Overdrivelse varede henved en halv Time, henrev mig i Beundring. Aldrig havde Orgelet saaledes aabenbaret sig for mig i sin Storheds Glands og hele Fylde. Men jeg havde endnu heller ikke hørt Mendelssohn.”
Liszt refererer her til komponisten Felix Mendelssohn Bartholdy.
Det er påfaldende, at de to besøg af to af samtidens store musikpersonligheder ikke gjorde større indtryk på Weyse. Ligeså – og faktisk mere interessant – er det, at Weyses orgel gjorde et så uudsletteligt indtryk på Liszt.
FRANZ LISZT
Franz Liszt (1811-1886) var sin samtids mest berømte pianist. Der gik frasagn om hans formidable klaverteknik, som han benyttede til at tryllebinde store skarer af beundrende publikum. Men bag denne facade gemte der sig en betydelig komponist af orkesterværker som Eine Faustliszt-Symphonie og talrige religiøse korværker. Også orgelværker komponerede Liszt, tilmed nogle af romantikkens mest betydelige.