Folkemelodier for 100 dalere, tak!
Weyse satte klaverakkompagnement til en række folkemelodier – men i begyndelsen var det ikke med hans gode vilje.
I 1800-tallets første årtier var der en stærkt voksende interesse for de gamle, især mundtligt overleverede folkeviser i Danmark. Interessen var både udtryk for og samtidig et aktivt bidrag til konstruktionen af en dansk nationalbevidsthed. Weyse kom til at spille en vis rolle i den sammenhæng, da han i sine sidste år satte klaverakkompagnement til en række folkemelodier.
Ingen hjertesag
Weyse havde allerede skrevet sange eller romancer i en folkeviselignende stil, men harmoniseringer af traditionelt overleverede viser var noget nyt i hans produktion. Det blev til to hæfter, begge med titlen Halvtredsindstyve gamle Kæmpevise Melodier. Det første udkom i slutningen af 1839. Det omfattede nogle af de viser, som Rasmus Nyerup med flere havde gjort tilgængelige gennem udgivelser af tekster og melodier i årene 1812-1814 og 1821.
Foto: Det Kgl. Bibliotek
Udover de 100 daler, som Weyse var blevet lovet i betaling fra forlaget, ved vi ikke meget om hans grunde til at tage opgaven. Meget tyder dog på, at det nok ikke har været nogen hjertesag for ham. Hæfte to, der udkom i 1842, var baseret på melodier, som Weyse fik tilsendt fra Anders Frederik Winding, præst ved Himmelev Kirke ved Roskilde. Winding var en af tidens ivrige indsamlere af folkeviser. Weyse skriver om ham i et brev til sin plejesøn Ferdinand Schauenburg Müller den 29. august 1841:
”Det Brev, Du sendte mig indlagt, var Fanden ikke pænt, ei heller fra Jürgensen, men fra Himmelløvs Præst, Hr Pastor Winding, med Tilnavn: Boopis, da han lig Homers Hæra, er i Besiddelse af et Par af de vældigste Ko- og Gloe-Øine i hele det christelige og antichristelige Danmark. Og hvad vil den Hædersmand? ennuyere mig: han har 36 gamle Kjæmpemelodier, hvortil han ønsker, jeg vil sætte Harmonie, og om jeg forstaaer ham rigtigt: uden Honorar!”
Fra folkelig tradition til fællessang
Weyse var besluttet på at sige nej. Hvorfor han alligevel ombestemte sig, er usikkert, men han endte med at harmonisere yderligere 50 melodier og udgive dem som hæfte 2 med samme titel som det første. Til dette hæfte har Det Kgl. Bibliotek hele to håndskrevne partiturer fra Weyses hånd, hvoraf det ene nok har været brugt som forlæg for den trykte udgave. Ved udgivelsen blev hæftet vedlagt en trykt ”Forerindring” af A.F. Winding, som i sagens natur giver et andet indtryk af forløbet end Weyses brev:
”Efterat jeg paa ny havde opskrevet og ordnet dem [det vil sige melodierne], henvendte jeg mig til Hr. Professor Weyse med Anmodning om at udsætte dem som det første Hefte for Piano, hvilket han og strax var villig til.”
På et andet punkt berører Windings forord dog noget helt centralt, nemlig at de gamle folkeviser næppe var ”blevne saa udbredte, eller saa fortjent paaskjønnede, som vi formene, at en stor Deel af dem allerede er, hvis ikke disse endmere havde fundet Veien til vore Huse ved at udsættes for Klaveret”. Folkeviserne blev nu spillet i borgerstuerne, sådan som Winding skriver. Gennem sang- og melodibøger blev de også udbredt til skoler og andre sammenhænge, hvor de så kunne bruges som fællessang. Men denne udvikling havde en pris: Viserne blev afkoblet fra den levende, mundtlige tradition, hvor de hele tiden forandrer sig, fordi hver sanger synger dem på sin helt egen måde. Man kan sige, at 1800-tallets ønske om at løfte folkeviserne op til at være en værdifuld national kulturskat paradoksalt nok var med til at udkonkurrere netop den folkelige sangtradition, som grundlæggende var individuel og foranderlig. I stedet fik vi en fælles sangskat – og en forestilling om, at den repræsenterer en urgammel, folkelig sangkultur.
Tilpasset til tidens smag
De fleste af de oprindelige optegnelser til de ældste melodier er gået tabt. Kombinationen af en tekst med en bestemt melodi er i nogle tilfælde først sket i forbindelse med en udgivelse, bl.a. hos Nyerup og hans samtidige. Derfor kan vi ofte ikke længere afgøre, i hvor høj grad de er blevet forenklet og tilpasset 1800-tallets smag. Især komponisten A.P. Berggreen, som udgav et meget stort antal folkeviser med klaverledsagelse i anden halvdel af århundredet, lagde ikke skjul på, at han fandt det nødvendigt at tilpasse og udvælge melodierne af æstetiske grunde, for at de kunne tjene deres opbyggelige formål: At styrke den nationale bevidsthed. På det punkt gik han endda meget længere end Weyse. I et eksemplar af A.F. Windings begejstrede ”Forerindring” har Berggreen skrevet adskillige kritiske noter i margin. Han sammenfatter sine kommentarer således:
Foto: Det Kgl. Bibliotek
”Nei Nei! Weyses Herlighed straaler os imøde fra andre Værker! ikke fra dette og ikke fra hans Choralbog! Disse Arbeider, jeg har Grund til at troe det, affærdigede han ogsaa ligesom i en Hvile, og hvad Folkemelodierne angaaer, da veed jeg ikke, om det ikke havde været ønskeligere for Weyse, om de aldrig vare komne for Lyset.”
Berggreen havde gerne set, at Weyse havde været meget mere kræsen i sit valg af folkeviser. I dag kan vi omvendt være taknemmelige for, at Weyse fik så mange af dem med, og vi kan nyde dem i deres egen ret – om ikke andet som et lille hjørne af Weyses produktion, uanset om de passede ind i 1800-tallets ideologiske projekter.