Inger Christensen - digteren og sommerfugledalen

Inger Christensen (1935-2009) var en ener i dansk litteratur i det 20. århundrede. Som der blev skrevet i en nekrolog, så efterlignede hun ingen, ikke engang sig selv. Det lyder umiddelbart paradoksalt, men karakteristikken skyldtes det faktum, at Inger Christensen aldrig gentog sig selv, men i hvert værk udforskede nye stilistiske og kompositoriske muligheder. 

Inger Christensen skrev essays, børnebøger og romaner, men hun var først og fremmest digter. Tre lysende, poetiske stjerner fra hendes hånd på dansk litteraturs himmel fortjener at blive fremhævet. Den første er Det, et værk, som Informations kritiker Hans-Jørgen Nielsen ved udgivelsen i 1969 beskrev som “en ord-katedral” og en væsentlig kilde til forståelse af 1960’ernes opbrudstid.

Det fik både Kritikerprisen og Boghandlernes Gyldne Laurbær. Ved læsningen fornemmer man, at Inger Christensen er en Digternes Digterinde, men samtidig solgte bogen hele 15.000 eksemplarer. Højst usædvanligt for lyrik. De to andre hovedværker er digtsamlingen Alfabet fra 1981 og sonetten Sommerfugledalen fra 1991.

Sommerfugledalen

Vi modtog ved Inger Christensens død hendes efterladte papirer, inklusiv manuskripterne til Alfabet og Det. Hvad Sommerfugledalen angår, havde vi i forvejen et manuskript, nemlig i Inger Christensens forlægger Hans Jørgen Brøndums papirer. Det er imidlertid et trykklart manuskript, der svarer til det, som faktisk blev udgivet. 

Med Inger Christensens efterladte papirer fik vi også forarbejderne til Sommerfugledalen. Her kan man læse udkastene til de berømte linjer i mestersonettens femtende sonet, hvis endelige og trykte version begynder med linjerne: 

De stiger op, planetens sommerfugle

i Brajčinodalens middagshede luft,

op fra den underjordisk bitre hule, 

som bjergbuskadset dækker med sin duft