Bliver du narret af Ranslirpa?
Aprilsnar er en fast tradition i mange danske medier. Vi sporer drillerierne tilbage gennem de danske aviser i vores samlinger.
De fleste har prøvet at falde for en aprilsnar – om den så er blevet fabrikeret af en af vores kære eller af landets medier. Den drilagtige tradition har dog gennem tiden ændret sig fra uskyldige drillerier til mere samfundskritiske parodier.
Den traditionelle aprilsnar handler om at få et udvalgt offer til at ”løbe april”. Det vil sige at blive sendt afsted i et formålsløst ærinde for at se noget, der ikke er der, eller hente en fiktiv genstand, der ikke findes, som når håndværksmesteren bad lærlinge om at hente en ”venstrehåndsskruetrækker” eller spejdere blev sendt afsted efter ”røgvendere”.
Foto: Franz von Lenbach
Løgnehistorier gemt i morgenavisen
Medierne har i særdeleshed ført aprilsnar-traditionen videre. I slutningen af 1800-tallet begyndte de danske aviser at rapportere om aprilsnarre i de internationale medier. Morgenbladet kunne 5. april 1883 meddele deres læsere, at en italiensk avis bragte historien om en trefarvet komet, der ville komme til syne 1. april. Denne komet var blevet væk på ordre fra den indflydelsesrige tyske kansler Bismarck, der netop i disse år var på højden af sin magt, berettede den italienske avis. I 1899 rapporterede Slagelse-Posten mere prosaisk, at en tysk avis fremover ville udkomme på spiseligt papir.
Inden længe begyndte de danske aviser selv at opdigte aprilsnarer. Det skete i forbindelse at aviserne gik fra firebladssystemet, hvor de var tilknyttet et af de fire store politiske partier, til at blive omnibusaviser, som vi kender i dag. Aviser der er politisk uafhængige og fokuserer på bredtfavnende nyhedsjournalistik. Det gjorde, at de danske aviser i højere grad kom til at ligne de internationale, og der blev dermed plads til drillerier 1. april. Og med avisen som massemedie havde man mulighed for ikke blot at narre én – men mange på én gang.
I begyndelse var det hovedsageligt lokalaviserne, der skjulte en løgnehistorie blandt avisens lokalstof. Formålet var at lokke borgerne ud i gaden og jagte løgnehistorien. Aalborggenserne kunne i 1951 i Aalborg Amtstidende læse om, at en flyvende tallerken samme morgen var landet i bymidten, og i 1971 kunne læserne af Holbæk Amts Venstreblad læse, at et transportfly med kurs mod Schweiz havde tabt en million kroner i sedler, der nu blafrede rundt i en lokal mose. Ofte var løgnehistorien akkompagneret af et manipuleret pressebillede, der æggede læsernes nysgerrighed.
Har du en fortælling om aprilsnarren?
Det Kgl. Biblioteks folkemindesamling dokumenterer danske traditioner. Samlingerne giver et godt indblik i mediernes aprilsnar, men vi har kun lidt materiale, der kan fortælle om, hvordan vi gennem tiden har forsøgt at narre hinanden i familien og på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.
Hvis du har lyst til at bidrage med din fortælling, kan du gøre det på ved at klikke her.
Aprilsnarren i de nationale aviser
I de sidste årtier af 1900-tallet begyndte også de nationale aviser at tage aprilsnarren til sig – men her var det dog i en anden afskygning. I de nationale aviser lavede man ikke lokalt forankrede løgnehistorier, der skulle lokke folk til bymidten, søer og moser, men man fabrikerede derimod i højere grad aprilsnarre, der hentede inspiration i den politiske debat og tidens samfundsproblematikker. I 1986 bragte Berlingske Tidende en aprilsnar om, at det ikoniske ur i Københavns rådhus stod for at blive udskiftet med en digital udgave fremstillet i Japan. Historien om, at en japansk virksomhed nu fik adgang til at installere billig teknologi på en af byens fornemmeste adresser, lå i direkte forlængelse af de nye både betagende og skræmmende teknologiske muligheder.
Hvor kommer aprilsnarren fra?
Man ved ikke helt akkurat, hvor aprilsnarren stammer fra. Forskere peger i forskellige retninger. Nogle mener, traditionen har rødder i den katolske kirke og Frankrig.
I 1582 befalede pave Georg 13. et skift fra den julianske kalender til den gregorianske kalender. Det betød blandt andet, at nytårsdag fremover ville falde 1. januar, som vi kender det i dag, i stedet for 1. april, som den hidtil havde gjort. Nogle lande, her i blandt Frankrig, var trodsige og holdt fast i de gamle traditioner. Derfor gjorde tilhængere af den nye kalender nar af dem, som modvilligt holdte fast i de gamle traditioner, den 1. april.
Andre mener, at traditionen stammer fra Indien, hvor man i årtusinder har fejret Holi-festivalen i slutningen af marts. Her har der været tradition for, at man sender folk ud på falske ærinder, og hvis man hopper på narrestregen, bliver man udnævnt til Holi-nar.
Foråret har ligesom nytåret, hvor man laver nytårsløjer, været betragtet som en overgangsperiode, der har givet anledning til drillerier. De sidste 400 år har der i Vesteuropa været tradition for, at man lavede forårsdrillerier i hele april måned. I de nordiske lande har den 1. april og den 1. maj været særlige drilledage, der indledte og afsluttede narremåneden.
Aprilsnarren begyndte også at adoptere træk fra satiregenren, hvor man gennem opdigtede historier både parodierer og kritiserer dele af samfundet med et glimt i øjet. I 1987 bragte Ekstra Bladet en aprilsnar om, at der ville blive indført en særlig skat for overvægtige, og senere kunne man i Information under overskriften ”Mænd er overflødige” læse, at kvinder nu kunne befrugtes ved hjælp af hormoner udvundet af ornesæd. Begge historier tog udgangspunkt i virkelige historier, som man med en humoristisk tone – og en sikker afstand – satte på en spids og problematiserede.
Danske virksomheder fulgte trop
Også virksomheder fik øjnene op for aprilsnarren i 1990’erne. En veltilrettelagt aprilsnar kunne nemlig give relativ billig omtale. Netto var blandt de første danske virksomheder, der greb muligheden. 1. april 1996 annoncerede de i Berlingske Tidende, at de havde indhentet kommunal tilladelse til at opføre en butik i Rundetårn. Danskernes skræk for at én af Københavns mest betydningsfulde bygninger skulle prydes med Nettos gule logo fik mundene på gled ude ved kakkelbordene og opnåede også i flere dage efter omtale i en lang række danske medier.
Foto: Ophav ukendt
”Vyl Dyns” og ”Ranslirpa”
I tidens løb har flere af mediernes aprilsnarre været så virkelighedsnære, at andre medier har viderebragt historierne – uvidende om, at det var en aprilsnar. Det skete for eksempel i 1928, hvor flere danske aviser hoppede på historien om, at resterne af Christian den 2.´s ryttere var blevet fundet i en svensk fængselskælder. Journalister har dog i mange tilfælde forsøgt at plante ledetråde i artiklerne, som den opmærksomme læser ville kunne finde. Eksempelvis bruger man der ofte anagrammer, som Vyl Dyns, hvor der læst bagfra står Snyd Lyv og forskellige varianter af Ranslirpa – altså Aprilsnar stavet bagfra.
Er aprilsnarren kommet for at blive?
I en verden, hvor falske nyheder ikke er forbeholdt 1. april, og fake news rumsterer i nyhedsbilledet, har traditionen for aprilsnarre i de danske medier skabt debat. Flere medier, blandt andet Kristeligt Dagblad, har valgt at tage afstand til traditionen, mens andre medier fortsat holder fast i den drilagtige tradition.
Der er altså stadig er god grund til at forholde sig ekstra kildekritisk, når man læser nyhederne den første dag i april.