Jubilæumsartikel: Skæv og skøn

"Skæv og skøn ligger Den Sorte Diamant på havnefronten, den signalerer hemmeligheder og kompetence. Folk, der kommer forbi, går forbi, kører forbi eller sejler derhen, de spekulerer nok, hvad et det for et hus, hvem bor der? Svaret er ganske enkelt bøger. Masser af bøger, oldgamle, spritnye, kæmpestore og helt små.

Her ligger Det Kgl. Bibliotek. Et sted, hvor man kan læse og blive klogere. Her er studerende på stribe, nysgerrige turister, men der sker også meget mere med internationale debatter og alverdens forfattere, klassisk klingende musik, velsmagende retter i gourmetrestauranten, stævnemøder, gemmesteder og så videre og så videre.

Stedets historie er som et eventyr af H. C. Andersen. Det sagde Dronningen, da hun åbnede bygningen officielt for 25 år siden. Og eventyr kan vi ikke få nok af i en verden, der vipper, mens kloden fortsat drejer rundt og rundt trods krig, klima og klage. Eventyret holder drømmene i gang. Dem har vi brug for, og det kan Den Sorte Diamant levere."

1986 — debat i en kælder

Forskningsbibliotekarerne holdt deres årlige møde og havde inviteret to folketingspolitikere til snak om visioner, en fra blå stue og en fra rød stue i fin balance. Det Kgl. Bibliotek havde just fået ny direktør, så nysgerrigheden var stor, debatten blev vidunderlig hidsig, og den fortsatte langt ud på natten. Det blev et minderigt møde.

Selv var jeg som socialdemokrat interesseret i bredere adgang til kulturens hellige haller. Det endte op med et ønske om tegneserier som Anders And – min politiske konservative modpart ville alene reservere hylderne til videnskabelige værker som encyklopædier fra oplysningstiden. Der er et stykke vej fra det ene til det andet.

Den nytiltrådte direktør ønskede sig mere plads, en ny bygning og et bibliotek, der kunne så meget andet. En klar vision, der manglede bare penge. Alle, der var med den aften for længe, længe siden, smiler med tanke på diskussionerne den nat. Direktøren og hans vision vandt på sigt.

1993 — international konkurrence

Penge til en ny bygning blev fundet på Christiansborg og sat på Finansloven. København skulle være europæisk kulturby, mange fine gæster ville komme hertil og med fine gæster undervejs, så maler man sit stakit, pudser vinduer og bygger nye huse. Der blev udskrevet en international arkitektkonkurrence, interessen for opgaven var stor. 179 tegnestuer fra hele verden lagde billet ind på opgaven.

Det blev fire unge arkitekter fra Aarhus, der vandt. Schmidt, Hammer og Lassen tegnede en sort bygning med skæve vinkler, klædt i sort granit fra Zimbabwe. Mageløst. Dommerkomitéen bestod af bibliotekarer heriblandt næstkommanderende fra British Library og danske arkitekter med et udenlandsk islæt Kjetil Thorsen fra Snøhetta i Norge.

Han har siden stået bag Operaen i Oslo. Her spillede han en helt afgørende rolle for det endelige resultat. Flot. Da vi præsenterede det valgte projekt i Bella Centeret, sagde jeg som kulturminister næsten spontant: "jeg synes, det ligner en sort diamant”. Point! Det blev navnet, og der findes sorte diamanter, jeg er nemlig uddannet kemiingeniør.

1996 — grundstensnedlæggelse

Tilbygningen, som det jo er, blev slet ikke færdig til kulturbygæsterne, men grundstenen blev lagt det år 7. oktober 1996. Tilstede var direktør Erland Kolding Nielsen, overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, arkitekt Bjarne Hammer og kulturminister Jytte Hilden. Helt efter bogen. Det forlyder i dag, at det er glemt præcis, hvor grundstenen egentlig er. Måske lidt pinligt.

1998 — mere debat

Den administrative top på biblioteket tænkte og tænkte på fremtiden, efterhånden som byggeriet skred frem. Toppen holdt et flerdages møde om planerne med tanke på de mange nye opgaver og de mange anderledes funktioner. Hvad skulle der ske? Hvad ville der ske? Hvordan forbereder man sig på nye tider?

Jeg, der i mellemtiden var røget ud af Folketinget, blev inviteret med som gæst for at levere visioner, hvad troede jeg mon, der ville ske? Mit svar var enkelt: “Biblioteket bliver eksponeret som ingensinde før”. En skæv og skøn meget anderledes bygning, nye opgaver langt fra traditionelle biblioteksfunktioner, det budskab gentog jeg uafbrudt. Den tolkning var der ikke umiddelbart den store tilslutning til. Det skulle nu nok gå, blot med mere plads, var konklusionen.

Men enden på historien blev dog, at biblioteket slog en kulturchefstilling op. Mit budskab havde alligevel gjort indtryk, stillingen søgte jeg og fik den. At min professionelle karriere skulle blive Det Kgl. Bibliotek! Det blev ikke sunget over min vugge. Men sådan blev det altså. Slet ikke så tosset.

add

Jytte Hilden

Jytte Hilden (1942) er en tidligere kulturminister og Den Sorte Diamants første kulturchef. Hun er uddannet kemiingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole og har blandt andet været gymnasielærer og senere rektor på Roskilde Katedralskole samt folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Hun har været gift tre gange og har fire børn, seks børnebørn og et oldebarn. Hun bor på Vesterbro i København.

1999 — officiel indvielse

I september kom den store dag med åbning og indvielse af den nye bygning kaldet Den Sorte Diamant. Et stort øjeblik, et megastort øjeblik. Alt var forberedt til mindste detalje, gæster inviteret fra nær og fjern, fra det ganske land, faktisk fra hele verden. Alle var vi sat op til fest. Netop det efterår var mere end hedebølge. Alle vinduer stod åbne, vejrguderne var med os, solen skinnede om kap med alt besværet, vi troede på det hele. Nu skulle drømmene foldes ud. Interessen var ikke bare stor – den var overvældende.

Dér stod den så, en skæv, sjov, sort bygning midt i København mellem Langebro og Knippelsbro. Præcis dér, hvor der før lå skibe og lastede sukker. Dronningen kom forbi, indvielsen var eventyrlig, stolt skridtede direktøren gennem bygningen med majestæten ved sin side. Han glemte næsten helt at stoppe lidt op, så de mange fotografer kunne få aktuelle billeder. Pyt. Det hele var så overvældende.

Alle kom forbi. Bygningen, arkitekturen, debatterne, de nye opgaver blev verdenskendt på et splitsekund. Hele kloden ville lege med os, være en del af fremtiden. Tæt på et nyt årtusinde, tæt på en ny måde at forstå bøger, biblioteker og fællesskaber på. Tæt på en vision om et hus med bøger, debatter og musik. Navnet Den Sorte Diamant blev oversat til alle sprog. Vi fik finurlige beskrivelser fra alverdens lande. Sort og Diamant findes på alle sprog. The Black Diamond, Der Schwarze Diamant, El Diamante Negro, Den Svarte Diamanten og så videre. Sådan.

Men det var sandelig ikke alle, der syntes om alt det nye. Nogle af de tidligere privilegier forsvandt som dug for solen, syntes de gamle brugere. Lærde mænd med dr.phil.-guldringe på venstre pegefinger havde svært ved at acceptere nye måder for et kongeligt bibliotek. De unge elskede det. Der blev skrevet kritisk om bogbutikken, pindemadderne, musikken i Atriet, så dagbladet Politiken sendte en journalist på arbejde en hel uge i Den Sorte Diamant for at rapportere om uhyrlighederne.

Det var dog svært at finde folk, der ikke var begejstrede. En ung kvinde sad med sine bare ben helt synlig og skøn i den store læsesal, da journalisten spurgte, om hun ikke blev forstyrret af al den aktivitet, svarede hun: “jeg elsker, når folk kan se mig”. Generationen fra fritidshjemmet elsker, når der sker noget, de kan koncentrere sig overalt.

2024 — jubilæum

I løbet af bare et kvart århundrede har en hæderkronet national kulturinstitution til de få og måske superkloge ændret sig til et forsamlingshus for hele verden. Gæster kommer fra Svendborg, Skive, San Fransisco, Singapore og Sydafrika. Tidsånden har ændret sig, javel, men målt med min alen, så skal der modige folk til at gribe tiden, tviste den og åbne nye horisonter. Ellers degenererer vi mennesker. Og det går jo ikke. 

Æres den, der æres bør: Direktør Erland Kolding Nielsen, han havde en drøm. Han er her ikke mere, men drømmen blev på et øjeblik til et lille eventyr, og nu står “den sorte diamant” dér på havnefronten til evig tid. Evigheden og øjeblikket har jo det til fælles, at de hverken starter eller slutter. Historien skal minde os om, at tiden går, og den går hurtigt, så spring kammerat; fremtiden er efter dig.

Sådan!