Marcel Proust ville have knuselsket lyden af sort granit
Musik må gerne høres på biblioteket, og det er ret luksus med så meget musik i Den Sorte Diamant. Sådan skriver forfatteren og musikkritikeren Andreo Michaelo Mielczarek i denne jubilæumsartikel.
Ingen ved, hvornår biblioteket i Alexandria i Egypten forsvandt. Ting forsvinder. Toner bliver væk hele tiden. Biblioteker er beholdere for viden, men musik kan ikke på samme måde indsamles og stilles på en hylde. Der vokser ikke støv på musik, som på bøger. Ligesom dufte er musik svær at have med at gøre. Om lidt er alt væk.
Derfor er lyde også spændende. Marcel Proust, forgængelighedens mester, var en stor fan af dufte, kager og musik.
Derfor er det vigtigt at fejre, at ny musik hele tiden opføres i Den Sorte Diamant. Musikken spiller i det dertil indrettede rum, Dronningesalen. Andre gange suser den gennem huset, oppe i atriet, som den amerikansk-danske komponist Wayne Siegels nye værk Himmelmekanik, som aldrig vil lyde ens, fordi det påvirkes af solens position på himlen, månens cyklus og af lokale vejrforhold som temperatur, vindstyrke, lufttryk og luftfugtighed. Værket varer 3-4 minutter og afspilles hver dag kl. 13, men det vil udvikle sig hele tiden.
Shhhh!
Selvom Den Sorte Diamant er stor som en banegårdshal, er der plads til de mindste lyde. Komponisten Fuzzy aka Jens Vilhelm Pedersen var den første, som skabte et værk – Katalog (2002) – til Diamantens “husorkester”. Et unikt 12-kanals lydanlæg indbygget i lofterne på de tre niveauer. Fuzzys forsigtige, elektroniske musik ville ikke forstyrre, men indramme og ære den man-kan-høre-en-knappenål-falde-æstetik, som er her i forvejen. Inspirationen fandt han blandt bibliotekets klenodier: et manuskript, et fotografi, en bog, et håndskrift og noder.
Komponister må forstå det fysiske rum, de skal udsmykke. Musikeres forhold til rum handler om empati. Når det lykkes, smelter det hele sammen, og vi kalder det “klang-skulptur”, “rum-komposition”, “tone-arkitektur”.
Det er en kunst at skabe musik til et hus, hvor stilheden runger så meget. Shhhh! SHH!
Men selv bøger laver noise. Lyden af levende mennesker, der bladrer i bøger på en læsesal, er i sig selv en vanvittig smuk lyd.
Og jeg glemmer aldrig, da jeg og mine specialeskrivende venner sad i læsesalen, og hver dag blev kaldt til frokost med dyrelyde: Der var aber og Amazonas-fugle i højttalerne. Jeg var sulten. På lydkunst. De eksperimenterer med lyde her.
Foto: Malthe Ivarsson
Arkitektur og musik er søstre
»Arkitektur er frossen musik. Musik er flydende arkitektur.« Det skulle den tyske filosof Johann Wolfgang von Goethe have sagt i 1700-tallet. For rum og lyd hører sammen. Arkitektur og musik er søstre, mente komponisten Iannis Xenakis, der i en årrække arbejdede sammen med arkitekten og designeren Le Corbusier.
Ja, arkitektur og musik klæder hinanden. Alverdens musikere rejser til The Danish Diamond for at optræde. Men også de musestille forskningsbibliotekarer føler sig hjemme i det internationale folkehus.
Når forfattere læser op her, lyder det godt, det er klart. Kloge stemmer i en mikrofon er næsten musik. Ligesom folk kommer her for at rejse med Gulliver, Allende, Brøgger, Asta Olivia, Laxness, Marcel og andre mennesker kendt fra ordenes verden, kan man tage på musikalske rejser. Når man rejser med Händel, franske superkvartetter, violinvirtuoser fra Brooklyn og mellemøstlige pianister, behøver man hverken at bladre sider eller bruge sine øjne. Øjnene må gerne være lukkede. Som i drømme.
Om sommeren er der jazz. Endda swing fra Havana. Folk sidder udenfor og rejser med ørerne.
Der er klassikere, eine kleine Nachtmusik, endda balladepop og afslappede fyraftenskoncerter – men også dekadente arier, grædende og meget romantiske toner og totalt frie improvisationer, som ingen har hørt før. To musikere tvivlede ikke, da de fik tilbuddet om at oversætte Søren Kierkegaards Enten Eller til musik. Tan Duns Ghost Opera har også været opført her. I første akt møder Bach og Shakespeare nogle munke i vand. I fantasien er alt muligt. Denne diamant kan udvide sig, den er større end man tror, den er et fantasiens hus. Selvfølgelig spiller de musik her.
Andreo Michaelo Mielczarek
Andreo Michaelo Mielczarek (født 1974) er ansvarshavende redaktør på lydmagasinet Seismograf, musikanmelder ved Kristeligt Dagblad og forfatter (med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (Frydenlund 2024).
Han har bidraget til antologierne Man skal høre meget (Multivers 2024) og Commissions om Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017. Mielczarek er medstifter og projektleder i den dansk-polske kulturorganisation Kultur(a). Uddannet cand.mag. fra universiteterne i København, Aarhus og Kraków. Han bor i Aarhus.
Luksus og lyde i loftet
Biblioteket i Alexandria havde 700.000 papyrusruller. Men tænk på alle de toner, som i 25 år har lydt i Den Sorte Diamant… Det er umuligt at tælle dem. Umuligt, ville Jørgen Leth gentage. Han klappede højt til det musikalske topmøde med guitaristen Jakob Bro og den japanske ambientmester Midori Takada.
Der findes luksus i denne diamant. Også for ørerne. Man må gerne klappe af den. Selvom lydene hele tiden forsvinder, fordi de ikke kan fryses til eftertiden.
Per Kirkebys frise handler også om forgængelighed. Kirkeby er også lækker lyd.
Ja, musik er flydende. Vægtløs er musikken.
Men af og til, når jeg kører på rulletrappen og kigger op, forestiller jeg mig, at nogle af tonerne, som er blevet spillet gennem årene i dette hus, er blevet hængende oppe i taget: dyrelydene, Fuzzys lyde og en lille bid af Mozart. Og lydene vinker, når arkitekturturister beundrer huset.
Jeg har aldrig hørt nogen klappe på rulletrapperne. Er der en akustiker, som kender rumklangen? Den er nok ikke på 18 sekunder som i Cisternerne. Det er jo et hypermoderne bibliotek.
Prousts bedste ven
Granitten er helt sort. Absolute Black-granit, brudt i Zimbabwe, tilskåret og poleret i Norditalien. Når man slår på sort granit, kommer der en smuk metallisk klingende lyd. Måske er det derfor, æsteter knuser krydderier i mortere af sort granit? Det gik garanteret ikke stille for sig, da man byggede Den Sorte Diamant for 25 år siden.
Marcel Proust – sanseligheden selv – ville absolut have elsket lyden af sort granit. Diamanten kunne have været Prousts bedste ven. Ikke kun på grund af bøgerne. Den franske flaneur ville være gået helt tæt på væggene, spejlet sig i dem og sat ørerne helt tæt på den sorte granit. Overalt er der lyde på dette bibliotek.