Valser i Ruben-samlingen
Ruben-samlingen indeholder Danmarks første lydoptagelser optaget fra 1889 til 1897 af Generalkonsul Gottfried Ruben. Optagelserne rummer nogle af datidens mest kendte sangere og skuespillere.
Ruben medbragte Thomas Edisons forbedrede fonograf til Danmark i efteråret 1889 efter at have oplevet den ved verdensudstillingen i Paris samme år. Dermed blev muligheden for at optage og afspille lyd på voksvalser introduceret i Danmark.
Rubens indsats betyder, at vi i dag har bevaret enestående optagelser fra en dansk teater- og sangtradition, som ellers ikke er tilgængelig.
Oversigten over optagelserne på voksvalserne indeholder oplysninger om for eksempel sangtitel, optrædende og datering af optagelsen.