Kortsamlingen

Vores kortsamling er en af Nordeuropas største. De ældste kort i samlingen stammer fra 1500-tallet, og de nyeste er måske lige kommet fra trykkeriet.

Ældre kort over dele af Europa

Foto: iStock

Vi indsamler og bevarer kort og atlas over Danmark, eller kort som er trykt i Danmark, i Kortsamlingen. Den indeholder den største samlede dokumentation af dansk kartografi og kortproduktion, og den er samtidig en af Nordeuropas største samlinger af kort.

Grundstammen af samlingen kommer oprindeligt fra det danske kongehus, og den er igennem årene blevet suppleret med gaver fra privatpersoner og materialer overført fra andre institutioner. De ældste kort har deres oprindelse helt tilbage i 1500-tallet. Samlingen vokser løbende med nye indkøb og dansk pligtafleveret materiale.

Samlingen er overordnet opdelt i tre hoveddele:

  • danske kort
  • udenlandske kort
  • atlas

Kortene (i løsblade) er ordnet efter geografisk lokalitet, eller efter kortserie hvis der er udgivet mange kortblade i samme serie. Det gælder for eksempel topografiske kort.

Desuden har vi en række særsamlinger, blandt andet større atlasværker fra det danske kongehus som for eksempel Frederik den Femtes Atlas, men vi har også en række specialsamlinger af blandet ophav, for eksempel Ingeniørkorpsets samling af kort over udenlandske lokaliteter, Rinks samling etc. Hertil kommer større samlinger af udenlandske topografiske kortserier og geologiske kort.    

Sådan er kortene registreret

Størstedelen af samlingen er ordnet efter en systematik, der består af tal adskilt med kommaer og bindestreger. Systematikken kombinerer:

  1. Lokalitet
  2. Tema
  3. Kronologi

1. Lokalitet

Alle lokaliteter er inddelt efter et nummersystem:

Eksempel: Landet Danmark har den overordnede kode ”1111”. Ved lokaliteter som er dele af Danmark, bliver der sat ekstra decimaler på. Jylland vil derfor have koden 1111,1, Vendsyssel 1111,11 osv.  

Det vil sige, at jo mindre lokaliteten er, jo flere decimaler er der påsat. Skal du for eksempel finde et kort over Brønderslev, skal du søge på Brønderslev nummer: 1111,111,221.

Hvis dette ikke giver resultat, går du et skridt op i systematikken og fjerner det sidste tal. På den måde søger du på et større område.

De første fire cifre er altid landet, og de næste cifre adskilles med et komma tre tal af gangen.

2. Tema

Tematiske kort er kort, som har specielle emner: søkort, geologiske kort, administrative grænser, historiske kort osv. Der findes i alt 40 temaer. Se oversigten over temaer.

Eksempel: Historie har for eksempel temakode 14. Et historisk kort over Danmark er derfor klassificeret som 1111-14

3. Kronologi

Som tredje led har vi et årstal. Vær opmærksom på at årstallet angiver det år, som kortet viser, og altså ikke det år hvor kortet er trykt.

Eksempel: Et kort over hele Danmark, som viser den historiske situation i for eksempel 1750 har koden KBK 1111-14-1750/1 eller /2. Tallet efter skråstregen er et løbenummer, som ikke har noget med systematikken at gøre, det bruges til identifikation. KBK står for Det. Kgl. Biblioteks Kortsamling.