Vejleder for rådvilde

Maimonides (heb. מושה בן מימון, Moses ben Maimon, "Moses, Maimons søn") blev født i Córdoba i Spanien år 1135 eller 1138. Han var søn af en jødisk dommer, Maimon ben Josef, som gav sin søn en gedigen religiøs og sekulær uddannelse. I 1148 blev familien tvunget til at flygte fra Spanien. Almohaderne, en berberdomineret muslimsk reformbevægelse, invaderede landet, og for de tilbageværende ikke-muslimske indbyggere betød det, at de måtte vælge mellem konvertering eller døden.

Efter en tid endte familien i Fez i 1160, men fem år senere, da der var nye religiøse forfølgelser, rejste de via besøg i Akko og Jerusalem til Fustat (det gamle Kairo), hvor de slog sig ned. Efter faderens, og den ældre broders død, blev det Maimondes, der måtte sørge for familien. Han blev optaget på listen over læger med tjeneste ved hoffet og blev fra 1177 leder for den jødiske menighed i Fustat.

Maimonides blev et meget kendt navn blandt både jøder og muslimer. Da han døde i år 1204, blev der afholdt officiel sørgedag i både Fustat og Jerusalem. Han er begravet i Tiberias.

To af Maimonides’ arbejder regnes til de klassiske indenfor hvert deres område. Mishneh Torah (”Gentagelse af Torah’en” er et halakhisk (juridisk) værk. Som systematisering af materiale fra Talmud var dets formål at være en hjælp for den som ønskede at leve sit liv i overensstemmelse med traditionel jødisk praksis. Den er ikke skrevet til den intellektuelle, spørgende læser, men til den som føler sig overvældet af den omfattende diskussion om de enkelte mitsvot (bud) og disses udførelse i det daglige liv.

Moreh nevukhim har et andet mål. På grund af den filosofiske spørgen til religiøse dogmer, som var levende i den intellektuelle debat iblandt (og mellem) jøder, kristne og muslimer, på basis af de genopdagede græske filosoffer, er værket et forsøg på at forene traditionel jødisk teologi med den på dette tidspunkt meget indflydelsesrige aristoteliske filosofi. Det er skrevet på judeo-arabisk (arabisk skrevet med hebraiske bogstaver; dets originaltitel er – i transskription - Dalalat al-Ha’irin), og betragtes som den jødiske middelalderfilosofis fornemste værk, og værket har også haft indflydelse på den kristne skolastik. Det diskuterer centrale jødiske dogmer, som de fremstilles i bibelteksten, fra et filosofisk udgangspunkt med betoning af den spirituelle betydning af de til tider kropslige beskrivelser af den guddommelige sfære.

Maimonides' måde at behandle de klassiske jødiske kilder på undgik ikke kritik. I mere end et århundrede rasede "den maimoideanske strid" blandt jødiske lærde. Debatten gik på om de traditionelle kilder mistede deres status, når de blev genstand for sammenfatninger som Mishneh Torah. Selv om der aldrig blev enighed om sagen, svandt modstanderne ind; at kritisere Maimonides blev mere og mere uacceptabelt.

Oversættelsen af ”Vejlederen” fra arabisk til hebraisk begyndte næsten umiddelbart efter Maimonides skrev den færdig. . Den blev oversat af Samuel (Shmuel) ben Judah (Yehudah) ibn Tibbon (c. 1150 - c. 1230) i samarbejde med forfatteren. Ibn Tibbon var medlem af den kendte oversætter- og (somme tider) forfatterslægt ibn Tibbon, aktiv i Sydfrankrig og Spanien i det 13. og 14. århundrede.

At Maimonides var tilfreds med resultatet fremgår af en passage i et brev: "Du er udmærket klædt på til opgaven, fordi Skaberen har givet dig et sind begavet til at 'forstå lignelser og disses betydning, [ligesom] de vises dunkle udtalelser'. Jeg fornemmer fra dine udtalelser, at du helt bemestrer emnet, og at dets inderste mening står klart for dig"

"Vejleder for rådvilde" er oprindeligt blevet til i Fustat (det nuværende Kairo) i 1100-tallet. Det Kgl. Biblioteks håndskrift er nedskrevet i Barcelona ca. 150 år senere.

Det vi ved om skriveren ”Levi, søn af Isak, søn af Caro, fra byen Salamanca” er de oplysninger, han selv giver i bogens kolofon (fol. 316a), som i en oversættelse kan lyde:

”Jeg, Levi, søn af Isak, søn af Caro, må han blive velsignet, fra Salamanca-egnen, skrev [=kopierede] denne bog som kaldes Vejleder for rådvilde, ’som Moses gjorde for øjnene af hele Israel’ [5. Mos. 34,12] for den oplyste og ærede læge Menachem Betsalel. Og jeg skrev den her i Barcelona, og fuldbyrdede den i året 108 ifølge den mindre tidsregning [1347/48 e.v.t.], på trods af at jeg ikke er fra denne egn. Må den Almægtige velsigne ham i studiet af den, ham og hans børn og hans børnebørn og alle hans efterkommere. Må Han velsigne ham. Og må Han udstrække sit tabernakel af fred og han skal forblive i Guds skygge.* Og må Han opretholde Skriften i ham, så som der er skrevet: ’ Denne lovbog skal du altid have på dine læber; du skal grunde på den dag og nat og omhyggeligt gøre alt, hvad der står i den; da vil det gå dig godt, da vil du have lykken med dig.’ [Jos. 1,8] Og må Han huske og frelse os til Messias’ tid og Frelserens ankomst.”(*Her hentyder Levi til sin opdragsgivers navn, Betsalel betyder ”i Guds skygge”.)

Citatet fra 5. Mos. 34,12 er interessant i sig selv. I sin helhed lyder verset ”eller på alt det, hans stærke hånd udrettede, alt det store og frygtindgydende, Moses gjorde for øjnene af hele Israel”. På hebraisk er ordlyden ”stærke hånd” ha-yad ha-chazaqah – en betegnelse som fra begyndelsen blev brugt af kritikere som omskrivning for Maimonides’ Mishnah Torah, fordi ”yad” (hånd) også kan læses som tallet 14 – en hentydning til dette værks fjorten dele; senere kom det at blive helt accepteret som benævnelse.

Ophavet til illuminationerne i denne kodeks har været genstand for diskussion, men der er p.t. enighed om, at bogens hovedilluminator var Ferrer Bassa, virksom i Barcelona som leder for et værksted, som også havde hans søn Arnau som ansat. Ferrer Bassa er mere kendt som udfører af muralmalerier (f.eks. San Miguel de Pedralbes-klosteret i Barcelona), men menes også at have udført flere håndskrifter.

En teori er, at Ferrer Bassa var ansvarlig for de større paneler i bindet, mens andre ansatte i værkstedet tog sig af marginaldekorationerne. Flere af disse hentyder til detaljer i teksten, men det peger ikke nødvendigvis på en jødisk kunstner, men kan være resultat af et tæt samarbejde mellem skriver og illuminator.

Muligvis var ”Vejleder for rådvilde” Ferrer Bassas sidste værk. Han døde omkring tidspunktet for dets afslutning, muligvis i Den Sorte Død; efter 1348 er intet kendt om ham eller hans søn.

Håndskriftet blev udført for Menachem Betsalel, en læge i Barcelona i tjeneste hos den katalanske konge Pedro 4. (”el Ceremonioso”, også kendt som Hertug Pedro 3. af Barcelona og Kong Pedro 2. af Valencia). Kongen var også Ferrer Bassas mæcen, hvad der kan forklare valget af denne som illuminator, men der er også spor i arkiverne af andre mellemværender mellem Bassa og den jødiske menighed i Barcelona. Menachem ser ud til at dele skæbne med Bassa; hans enke modtog støtte fra kongen i 1349, så sandsynligvis var hendes mand et af pestens ofre.

Håndskriftets skæbne under dets første to århundreder er ukendt. Pavelige censorer har signeret det i årene 1587 og 1619 (fol. 352b), og i slutningen af 1600-tallet blev det erhvervet af teologen Hans (Johannes) Bartholin (1665-1738), formodentlig i Holland under hans studentertid der. Han forærede det til Frederik Rostgaard (1671-1745; for Bartholins dedikation, og Rostgaards ejersignatur, se fol. 2b og 3b). Christian Danneskjold-Samsøe (1702-1728) købte håndskriftet i 1726; efter hans død blev det, sammen med flere andre titler i hans store bogsamling, i 1732 erhvervet af Det Kgl. Bibliotek.

Antal blade: ii 352 ii
Mål: 194 x 133 x 65 mm
Skrifttype: sefardisk [spansk-jødisk] hebraisk skrift

fol. 4a: Samuel ben Judah ibn Tibbons indledning til oversættelsen
fol. 9a: Vejleder for rådvilde, bog I
fol. 114a: Vejleder for rådvilde, bog II
fol. 202a: Vejleder for rådvilde, bog III
fol. 317b: Samuel ben Judah ibn Tibbons ordliste over fremmedord