Få hjælp til at finde småtryk
Vores tryksager er alt fra kirkeblade til Daells Varehus kataloger. Lidt er digitaliseret, noget kan søges frem, mens andet kun kan bestilles ved at skrive til os.
Typiske småtryk eller hverdagstryk er love og vedtægter, beretninger og regnskaber, prislister og kataloger, programmer fra koncerter, film, teaterforestillinger og sportsbegivenheder, lejlighedssange, skillingsviser og meget mere..
Hertil kommer en række interne og lokale tidsskrifter som personaleblade, skoleblade, lokale idrætsblade, spejderblade og kirkeblade samt telefonbøger, kalendere og lommebøger.
Ordet ”småtryk” skal ikke tages bogstaveligt. Mange småtryk er små tryk med få sider, men sidetal og størrelse kan variere fra foldere og etbladstryk til tykke kataloger.
Vi har en omfattende samling af småtryk. Faktisk fylder samlingen cirka syv kilometer og består af cirka syv millioner tryk, så det er store mængder at finde rundt i.
Søg digitale småtryk
Du finder digitaliserede småtryk i digitale samlinger. Du kan bruge oversigten som en hjælp til at finde, det du søger.
Du kan bestille digitalisering af småtryk fra samlingen. Læs mere om dine muligheder.
Søg fysiske småtryk
Størstedelen af samlingen er ukatalogiseret. Det betyder, at du ikke kan finde dem ved at søge i vores bibliotekssystem.
Småtryk op til midt i 1980erne er dog gjort søgbar med konstrueret titel på æskeniveau.
Fra midt 1980erne til 2022 kan du finder de katalogiserede småtryk ved at søge på en titel eller navnet på firmaer, foreninger, institutioner og så videre.
Du kan søge øvrige småtryk ved at skrive til os.
Når du skriver til os, vil vi gerne vide, hvilken institution, firma eller forening og hvilke år, samt arten af materiale og eventuelt emne, du søger.
Vær opmærksom på, at du kun kan se småtryk på Forskningslæsesalen i Det Kgl. Bibliotek, København.
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Så skriv til os, og vi vil forsøge at hjælpe dig, så godt vi kan.