Poetry readings in the Library Garden 2023

Mit digt tager udgangspunkt i den danske Rødliste, hvor 25 artseksperter fra 2014-2019 har foretaget en gennemgang af omkring 13.300 arters risiko for at uddø fra den danske natur.

Rødlistevurderingerne har dokumenteret, at en stor del af Danmarks vilde dyr, planter og svampe er i risiko for at uddø fra landet. Resultatet er at 4.439 arter, svarende til 41,6 % af alle vurderede arter, er rødlistede arter og dermed henført til en af kategorierne: Regionalt uddøde (RE), kritisk truede (CR), truede (EN), sårbare (VU), næsten truede (NT) eller hvor data er utilstrækkelig (DD). 

En sammenligning af vurderingerne i Rødliste 2010 og Rødliste 2019 ud fra IUCN’s rødlisteindeks viser, at arterne generelt er blevet mere truede i perioden, og eksperternes vurdering af de aktuelle udviklingstendenser for de rødlistede arter viser også, at der er flere arter i tilbagegang end i fremgang. 

De vigtigste levesteder for rødlistede arter er skove og græsland, noget overraskende efterfulgt af agerland. Det er dog ikke fordi de truede arter lever på dyrkede marker, men især fordi mange arter af rødlistede laver har vigtige levesteder på agerlandets solitære træer i alléer og hegn samt på stengærder med kampesten. Her holder laverne stadig stand, fordi der er lys nok i modsætning til i skovene. Ellers er der mange rødlistede arter i moser, klitter, heder og søer/vandhuller. Der er også en del rødlistede arter knyttet til byerne – især bier, som bruger byens ruderater og laver som lever på byens stenede overflader og på stammerne af gamle træer.

A:

Abrikos-huesvamp, abrikos-koralsvamp, afbidt høgeskæg, 
og agerhøne. Agerhøne (sårbar) og  
agerhøne-champignon (truet). 
Akvamarin-slørhat og 
alk og almindelig blærerod. 
Abrikos-huesvampen (truet)
den lever. 
Abrikos-huesvampen (truet) og 4.439 andre arter de lever 
på lånt tid 
i Danmark
endnu.

1)
Det er sommer og sindssygt 
varmt på Sicilien - her regner det. Her står det ned i stænger 
mens Sicilien står i flammer 
og jeg læser om Abrikos-huesvampen (truet) og taber 
ud af det blå 
et glas med cola zero i tastaturet. 
Jeg skulle ellers 
have skrevet et digt om et landskab.
Et meget smukt digt om et 
fjernt og eksotisk landskab med 
lysegrønne firben, vulkaner og blomstrende nerier. 
Med duftende plantager - måske med fersken. 
Men så tabte jeg min cola
i tastaturet og digtet druknede 
i en sø 
af mishandlet elektronik, åh first world problems
ja, I know. 
Computeren skreg, den var blevet så  
helt utrolig VARM ja, som 
de brændende brosten i Palermo. Computeren brændte og 
Sicilien stod i flammer og selvom blæseren blæste 
som en gal
ja, som motoren i den mikroskopiske 
Fiat Uno, der alligevel ikke kom til at fragte mig 
fra Palermo og op til hotellet 
i et digt hvor 
den svedige chauffør kun 
ville bruge to gear 
brændte 
computeren, digtet og bilen midt 
i det smukke 
landskab på Sicilien sgu sammen. 

B:

Blodrød maskebille (sårbar), blodrød skørhat (næsten truet), 
blødende stor-sporelav.
Blødvortet knop-lav (truet), den sjældne blå iris og  
blånende gråblad og glans-bi. 
Og blishønen (sårbar) og blishønen. Også 
blishønen (sårbar)
lever 
i den danske natur
lidt endnu.

2)
Her i Valby er det varmt, men 
ikke FOR varmt - og det regner, men 
heller ikke for meget. 
Ingen biler eller huse bliver oversvømmede her, ingen 
mudderskred og ingen
hagl er på størrelse med golfbolde. Her i DK 
er naturens eget panic attack langt mere diskret, her 
trækker 
blishønen (sårbar) og abrikos-huesvampen (truet) sig stille
og roligt tilbage uden drama, mens jeg 
sidder i min stue 
og skriver disse linjer 
nu i hånden. Fordi min oldgamle Mac, 
er i gang med sin nedsmeltning ligesom 
havdejegnærsagt 
fuldstændig - jordkloden
sammen 
sammen
i en syndflod af cola åh! ja, COLA! 
Den sjat har virkelig ødelagt det hele. 
Den tæller ellers kun 
som en dråbe 
i helvede, som man siger, hvis 
jeg ellers kunne læse mine egne kragetæer - KRAGEN 
er vist ikke truet som sådan, eller uddød i Danmark - nej
ikke
som lappedykker, slangeørn og mudderklire
i hvert fald ikke 
endnu.  
Kragerne har vi - og drømmene.
Blishønen (sårbar) aprikos-huesvampen (truet) og blodrød maskebille (sårbar)
og drømmene
om godt vejr i morgen 
har vi
og cola 
og cola 
og cola går vi heller ikke ned på. 
 
C:

Chokoladebrun nellikeugle (sårbar).
Cinnober-grynhat og cinnober-muslingesvamp (kritisk truet). 
Cinnober-pletlav (kritisk truet), cinnober-slørhat, cistus-slørhat og citronbjørn. 
Citrongul knappenålslav (næsten truet), 
og cypres-ulvefod 
og ulven (sårbar). Også ulven (sårbar) den lever
i Danmark
endnu.  

D:

Daddelbrun vokshat (sårbar), daggræsugle, dam-flagermus og dansk kambunke.
Dansk slørhat, det gyldne c (truet) og digesvale. 
Djævle-rørhat og drosselrørsanger (kritisk truet), 
drue-koralsvamp og dråbe-glanshat og duehøg, duftende alfehat. 
Duftende sneglehat (kritisk truet) og fnugfod, lavhat og posesvamp. 
Dværgmåge, dværg-siv og svirreflue. 
Dyndløber (næsten truet), dynd-star og dyndurt
og dovenløberen lever
et eller andet sted 
i den danske natur
lidt endnu.

3)
Måske jeg bare skal skrive om Valby? 
Men er Valby et 
landskab, er togene? Jernbanenettet 
jeg kan se fra mit vindue og 
Tommy
den mand som jeg hyrede engang 
til at slæbe mine flyttekasser og som nu 
knap nok kan slæbe sig selv 
ned efter guldøl i Netto. 
Er Valby et landskab, er Tommy? 
Krumbøjet og forhutlet og 
ned efter øller i Netto. Altid i crocks, kan vi starte der? 
Kan jeg starte helt forfra og skrive et landskabsdigt med Tommy 
der går ned efter øl her i regnen 
og hans krop 
som er i Valby og 
ikke knækket endnu som de 
forkullede træer på Sicilien. Tommy der ikke som sådan 
er uddød i Danmark mens computeren brænder og 
Sicilien står i flammer og selvom blæseren blæser 
som en gal
og jeg skriver med min blyant, jeg skriver: Tommy lever. 
Høst-hvepsebien (truet) og 
is-blåfugl (næsten truet), isfugl (sårbar) og dovenløberen (sårbar) lever. 
Doven løber. Lever. 
At dvæle ved et dejligt ord og 
glemme tragedien og at tiden stadig går og 
klokken slår sine brandvarme slag og 
utålmodig og chokoladebrun nellikeugle 
uldhale, urfugl og ulv.
Sårbar, sårbar og Tommy. 
Kan jeg skrive om alt det 
der stadigvæk 
helt mirakuløst 
lever
og lever
lidt 
endnu?

E:

Ederfugl (næsten truet)
Efterårs-damrokke (sårbar)
Ege-glassværmer (regionalt uddød).

Elegant parasolhat (sårbar), elfenbens-mælkehat (truet). 
Elegant parasolhat (stadig sårbar).

Elfenbens-slimrørhat (kritisk truet)
Ellekrage (regionalt uddød). 
Elmebille, elmehat. 
Vent. 
Kragen. 
Ikke alle krager undgår åbenbart 
højt på en gren en hæslig jæger osv. 
Sim-sa-la-du-sa-la-dim. 
Ellekragen er ude. 
Vi går videre.

4)
Radioen fortæller at det nu 
er 47 grader på Siclien. 
Snart bliver der sikkert ubeboeligt 
dernede - her står det ned i stænger 
mens Palermo står i flammer 
og giftige gasser lægger sig tungt omkring paradis
- kan du lugte det? 
Kritisk truet, truet eller sårbar? 
Sluk det med cola, nej
sluk det med guldøl for satan, satans rørhat (truet) eller
køb det i Netto eller nede i 7-eleven, har 
jeg ret eller 
har jeg ret, HEY, Valby brænder jo ikke. 
Valby brænder ikke. 
I Valby der brænder det ikke
endnu, til 
gengæld har vi: Crocks. Cola. Netto. 
Sim-sa-la-du-sa-la-dim, crocks 
og chokoladebrun nellikeugle (sårbar) og 
den danske natur som engang 
slæbte mine flyttekasser og nu ikke engang kan 
slæbe sig selv 
ned i Netto efter ÅL, nej, øl, nej, flammer og giftige gasser 
og som ikke kan slukkes 
- kan du lugte det? 
Kan du lugte det, Tommy? 
Brændt bark og blødende gummer. 
Åh, jeg forstår dig sgu godt, To To Tommy
også JEG gad godt drikke mig helt ned i hegnet
og glemme alt om krager 
og flammer og abrikos-huesvampen (truet) 
og sim-sa-la-du-sa-la-dim
det sårbare det sårbare, såret orangelav 
mine egne skrøbelige 
celler og åndedræt og nå ja, ålen. 
Ålen (kritisk truet). Glemme alt om 
den forbandede ål og den forbandede krage og satans rørhat (truet)
og komme videre.

1. Vi bor i et hus på klipperne nord for Gudhjem, så højt, at vi om aftenen kan se sollyset falde på bladenes undersider. Huset er nordvendt, vi kan se solen stå op og gå ned i Østersøen fra samme vindue. Det er fuglenes vindue. Vi ser ned på vandet, som er mørkeblåt med hvide skumtoppe. Tankskibe større end Christiansø balancerer på horisonten, marineret i deres egen os som pinlige cerutrygere. Det blæser ved ankomsten, og vi er alle tre syge af træk og af rejsen hertil. Barnet græder sig gennem den først nat i huset.

2. Vi har barnet med, for vi er barnets forældre, og et barn er noget man bærer med sig, en vidunderligt voksende krop af blod og forbindelser, nu 16 måneder med os i atmosfæren. De lav-begroede klipper nedenfor huset udgør et Tove Janssonsk sommerlandskab at være barn i, men landskabet er for stort, det passer ikke til barnet endnu. Klipperne er for stejle, stierne for bumlede, ender for brat, flåterne er for sultne, buskene for tornede. Barnet finder ro i gruset foran caféen Norresan, lægger småsten op på en bred plankebænk og tager dem ned igen, op og ned, op og ned, som de to katte på bordet, vi kender fra sangbogen.

3. Jeg skal skrive om landskabet. Huset er en legatbolig med indbygget atelier, og jeg fortæller barnet, at jeg skal på arbejde og sender luftkys og går rundt om huset og ind i atelieret. Bag døren (den direkte forbindelse til stuen) kan jeg høre hende spørge sin far efter mig igen og igen. Nu spiller de sammen på klaveret.

4. Jeg går ned på klipperne og læser i Den Grønne Ungdomsbevægelses udgivelse Retfærdig Naturbevarelse. “I erkendelse af svampenes netværk og planters vitale processer som fotosyntese og den historiske omformning af sten til det jord, der har muliggjort liv på kloden, ser vi dem nu som vores verdensbyggere”, står der. Der står også, at alle Danmarks villahaver udgør et areal på 2 x Bornholm, så det betyder noget, hvad vi lader gro i dem. Hvad vokser der så på Bornholm? Sære boldformede løgplanter spreder dufte på vandrestierne.

5. Land-skab, ordet har fået en antropocæn klang, intet landområde er længere fri for menneskets skabertrang. Her graver vi ud, her lægger vi til, her bygger vi huse, her fører vi krig, her dyrker vi korn, her spreder vi gift, her holder vi dyr, her samler vi solens stråler i fede kabler. Jeg slår ordet op, og “skab” i landskab er ikke en handling, men snarere en tilstand. Som i ægteskab, svangerskab, forfatterskab, moderskab – alle ord jeg slet ikke bryder mig om. Landskabet er land-tilstanden, et forsøg på at beskrive noget flydende i faste termer.  Sådan ligger landet. Den slags land, der kan ejes og forvaltes af mennesker.

6. Barnet elsker, når vi synger, men sangbogen vi har med, De Små Synger, har vist sig som en opdragelsesbog, som har det artige, stræbsomme, naturbetvingende individ som mål. Selvfølgelig er der undtagelser, men den er fuld af dyr, der plaffes ned, børn og voksne der prygles og får smæk, normative og forældede kønsroller, et fravær af kvindelige protagonister og mandlige omsorgspersoner, alt for mange giftige forbindelser mellem mennesker og landskab. Jeg fik selv sunget fra den som barn, men læser den med andre øjne nu. Den får mig til at tænke på, i hvor høj grad normer skal æltes ind i børn, synges ind med rytme, rim og melodi, igen og igen og igen. Og hvor meget kultur der faktisk skal til at forme og fastholde dem. Vi må skaffe en ny sangbog til en ny tid, og hvis den ikke findes, må vi skrive den og samle den.

7. Jeg sætter mig på caféen og læser opløftet Sofie Isager Ahls nye bog om regenerativt landbrug og en lille jordbrugsskole i Nordnorge. Jeg får, ligesom de unge landbrugere, hun følger, også lyst til at slå sunde, svampebefængte rødder, forvandle noget udpint til noget levende. Så jeg søger parallelt med læsningen på en boligside efter landejendomme med jord til. Men bliver snart vred på mig selv og min trang til at eje en del af landskabet, selvom jeg intet ved om jordbrug. Denne gård jeg bygge vil.

8. Min kæreste, barnets far, har købt en drone for at fotografere verden oppefra, og i går fik han endelig sin dronetilladelse og fløj den første tur. Dronen hang over os som et stort og lydigt insekt. På skærmen så vi os selv højt højt oppefra, så hvordan huset ligger på klippen, hvordan klippen møder havet. Nu er kameraer altså ikke længere bare mobile, nu er de trådløse nok til at flyve væk og se på os på afstand. Det er et mærkeligt sted at se sig selv fra, i fugleperspektiv, placeret som små figurer i et afsindigt detaljeret, stumt modellandskab.

9. Blikstille. Christiansø svæver over vandet, som den flyvende hollænder, sagde yogalæreren i Oluf Høst Museets have, jeg har købt et klippekort, fortæller barnet at jeg skal på arbejde, går ned ad klippen og dyrker yoga og drikker kaffe bagefter.

10. Torsdag var den varmeste dag målt på planeten, den tredje rekord i denne uge, og også dagen med mest flytrafik nogensinde. Total overensstemmelse og fuldkommen vanvid i disse tal. Vi lever som om der er tid endnu, som om vi sagtens kan nå at fixe alt, bare intet skal laves om, bare vi stadig kan flyve, når vi skal på ferie. Imens canadiske skovbrande farver himlen over New York gul som i en scifi-film. Imens verdenshavenes overfladetemperatur måles til fire grader over normalen. Imens alle verdens dårlige klima-nyheder får lov at fylde i agurketiden, imens politikerne er på ferie. Imens vi er alene hjemme med angsten.

11. Ferietiden highlighter kun, at også hverdagen leves på klods, at vi hvert år fra slutningen af marts låner alt hvad vi producerer af fremtiden. Alle de fødevarer, der hver dag flyves og sejles og køres ind i vores køkken fra hele verden, for ikke at tale om bleerne, vådservietterne, tøjet. De gigantiske tankskibe vi kan se sejle forbi fragter også varer til os, det er også vores skibe. Dagen før skraldespanden foran huset bliver afhentet, har vi allerede fyldt den til randen. Men jeg ved ikke, hvordan vi skulle klare os uden bleer. Vi kan ikke engang klare os uden en tjærecreme mod rød numse.

12. På caféen alene igen i dag. Jeg overhørte en samtale om klimaet mellem tre på mine forældres alder – alle bekymrede og opgivende. Hvad med alle de mange mennesker i resten af verden, i Afrika fx, de tænker jo slet ikke så meget på det, som vi gør her. Jeg fik lyst til at søge videre på boligsiden efter fast grund under fødderne og gjorde det også. Jeg skulle have budt ind i den løse feriestemning og sagt, at verden ikke formes af fattige mennesker, den formes af midaldrende mennesker i magtfulde stillinger i den rigeste del af verden, af politikere, af store virksomheder og lobbyorganistaioner. Det er dem, vi skal lægge pres på, dem vi skal forvente noget af.

13. EUs naturgenopretningslov stemt igennem, danske politikere har aktivt arbejdet på at udvande den, men fejrer den som en grøn sejr. Jeg har sovet dårligt fem nætter i træk og begynder at kunne mærke det. Jeg åbner notesbogen, men skriver ikke.

14. Tilbage til landskabet. Har sat mig i haven ved klipperne nedenfor huset. Så mange forskellige planter samlet her, et bio-topmøde. Lavet på klipperne i sig selv halvt alge, halvt svamp, en livsform i symbiose, åh. Fordi jeg ikke kender planternes navne (udover de mest almindelige, lav, bregne, eg, blodbøg, mos) giver jeg mig til at tælle hvor mange arter, jeg kan se, men jeg løber hurtigt sur i optællingen. Et landskab består ikke kun af det (menneske)øjet ser, men også alt, hvad der er under jordoverfladen. Hyferne, grundvandet, sedimenterne. Sidder med ryggen mod grundfjeldet, Gnejs, det er størknet magma.

15. Atelieret badet i et rosa lys fra solnedgangen efter en mild aften. Jeg er helt forgabt i det vindstille landskab, det skyldes sikkert en brist i min karakter, jeg vil helst kunne høre alt og selv tale meget sagte. Jeg holder døren til boligen åben og vogter over barnet, mens hendes far er kørt til øens nordspids for at lufte dronen. For kort tid siden vågnede hun og kaldte: Mor! men så snart jeg lagde en hånd på hende, sov hun videre. Nu er havet og himlen samme ferskenfarve, horisonten kan man kun gætte på, hvor er, ved at forlænge nordøens spejlingsakse. Vi var på stranden i Sandvig i dag, spiste pizza fra en food truck og viste barnet, at havet ikke er farligt langs kanten. Luften var varm som i en stue, hun kunne sidde i den bløde brænding længe uden at fryse, og da UV-indekset var lavt, frygtede vi næsten ikke solen.

16. Blåtryk i solskin.

17. I går spurgte jeg min kæreste, hvor langt væk horisonten er, og først troede han, at jeg jokede, og så troede han, jeg havde mistet forstanden. Vi slog det op, og den er omkring 5 km væk, afhængig af højde, men den tekniske term er kimingen. Horisont benævner den retning man ser i, når øjnene holdes vandret, så vi havde begge ret. Men det er altså et meget lille udsnit af Jordens overflade, man kan se med det blotte øje. En klemmelus på planeten. Forholder begrebet landskab sig til planeten på samme måde som vejret til klimaet? På samme måde som kimingen til horisonten? Hænger vi fast i vejr og landskaber og kiminger og glemmer det planetariske perspektiv, simpelthen fordi vi ikke har sanser til at opfange det?

18. Læste i en facebooktråd, at hurtigfærgen, som vi tog til øen, forurener mere CO2 pr passager end at flyve hertil. Det er verdens største katamaranfærge, drevet frem af fire store jetmotorer med over 53.000 hestekræfter tilsammen, fortæller Bornholmslinjen stolt på deres hjemmeside. Så det kan godt være, vi er blevet i Danmark i år, men på rejsen har vi forurenet så meget, det var muligt inden for landets grænser.

19. På oplevelsescenter Naturbornholm i dag. Købte barnet et tarveligt pølsebrød, som hun spiste ved foden af en Langhals. Glæder mig til, at vi engang kan læse udstillingens plancher sammen. Læste i hast, at Bornholm aldrig har haft herregårde, derfor er markerne små og adskilt af stengærder, hegn og skov, og den vilde natur relativt levende her, “kun” to tredjedele af øen er opdyrket. Som alle andre steder er det menneskers beslutninger og magtkampe, der har formet landskabet: brunkul, stenbrud og landbruget, den grønne istid. Før landbruget blev landskabet formet af en ægte iskappe, og her har den haft klippegrund at boltre sig på. Den fede lerjord, isen medbragte, ligger spartlet ud mellem klipperne som smør på et stykke knækbrød. Endnu tidligere voksede der ulvefod, padderokker, bregner, ginkgotræer og koglepalmer på øen. Der traskede dinoer rundt i området. Det ved man, fordi man har fundet deres fodaftryk. Jeg stod længe og kiggede på verdens ældste forstenede aftryk af en vandmand. Det er mig ubegribeligt, at noget så blødt og let udtørrende har sat sig et varigt aftryk i landskabet.

20. I dag fløj der to larmende jetjagere forbi fuglenes vindue. Jeg nåede ikke at gribe kikkerten og se, om det var russere eller danskere eller nogle tredje. Fik barnets far til at filme barnet og mig, der gik gennem lyngområdet ned mod Melsted strand, med tanke på senere at udskifte enten os eller landskabet med AI. Dronen kan låses til at forfølge et mål, dens teknologi er udviklet til militære formål. Nogle unge mænd på stranden rakte fuckfingre op imod den, jeg forstår dem godt. Selvom den ingen våben bærer, er dronens blik på landjorden påtrængende – man ved ikke, hvad den medbringer, hvilke øjne der ser med, og den er ikke til at få i tale.

21. Jeg er i tiltagende grad ubekvem ved udsigten til dette landskab af vand. Fiskearterne i Østersøen er få og optræder i kummerformer, læste jeg på museet. Gravide frarådes at spise fisk fanget her pga tungmetallerne, men her fiskes vist stort set ingenting i dag. Det slår mig, at et hav kan være skønt, selvom det er fuldstændigt dødt. At dets skønhed bæres oppe af lyset og vindens spil i vandoverfladen. I Sandvig igen her til eftermiddag, prøvede at genskabe den perfekte badetur, men det blæste, og barnets fødder blev blå. På vejen hjem fløj en fugl ind foran bilen. Jeg hørte et bump og så fjerene hvirvle i bakspejlet.

22. Fik skrevet, at vand kan være skønt, selvom det ikke er sundt, lidt for tidligt. Her til morgen er store andemadsfarvede plamager drevet ind mod kysten og der lugter råddent helt op til huset, måske cyanobakterier? Engang var det dem, der levede på planeten og intet andet. Engang var vandstanden 120 meter lavere end den er i dag. Engang var den højere og øen var oversvømmet og strengt taget ikke en ø. At fastholde begrebet Bornholm i geologisk tid er meningsløst.

23. Heldagsregn. Rhodos brænder. Måske skal jeg begynde teksten om landskabet længere tilbage. Engang var landskabet goldt, kun sten og støv vandrede rundt på landjorden, blev løftet af vinden, flyttet eller formet af regnen, spaltet af lyn, dækket af sod fra vulkaner. Intet var levende, intet bevægede sig rundt og forandrede landskabet. Alt levende startede i havet, først som encellede bakterier, siden forenede de sig i mere og mere avancerede organismer. Vi er havet vandret i land. Vores celler skal hver dag vandes som sarte potteplanter. Barnet startede livet en væskefuld blære i mig, og jeg vander hende stadig med brysterne hver morgen og hver aften.

24. Kæmpehagl over Italien, 19 cm i diameter, brød rekorden på 16 cm som kun var 5 dage gammel. Luften er blå, nordøen forsvinder i det blå som i et glas med vandfarve. Vi synger Se den lille stær, den er åh så fornøjet og æder af udsigten fra fuglenes vindue. Mursejlerne flyver lavt i dag, de sover kun med halvdelen er hjernen og er nærmest altid i luften.

25. Med barnet på Bokul i regnvejr, hun løber efter fårene og deres lam, glider i deres runde lorte, råber “mæh”. Jeg skriver på en simpel tekst til en børnesang om planetens endelighed og afprøver en AI-sprogmodel til rimene, det er den virkelig dårlig til.

26. Læste i en bisætning i en artikel, at forårets udsædvanlige stigning i havenes overfladetemperatur måske skyldes restriktioner mod udledning af svovl fra tankskibe, fordi svovlen hidtil har lagt en dæmper på sollyset og dermed holdt den globale opvarmning kunstigt nede. Den bisætning kan ikke falde til ro i mit hoved. Hvorfor handlede hele artiklen ikke om det? At velmenende forbud og dekreter kan omdirigere varmestrømme på uhensigtsmæssige og uforudsete måder. Ligesom globale trends og pandemier kan det. Tilsammen har menneskeheden langt større muskler, end vi forstår. Globale muskler, vi ikke har lært at styre.

27. Hvordan kommer vi frem til at opfatte Jorden som ét enkelt hyperkomplekst superøkosystem, som vi er en del af og påvirker – skal vi se os selv med dronens blik, højt oppefra, for at forstå de kræfter, vi udøver tilsammen? Eller er det en ny global sans, der skal udvikles, en evne til at føle planetarisk smerte og fryd? Kræver det hjælp fra AI, fra maskiner og sensorer, kræver det, at vi bliver i stand til at sanse data?

28. Onde drømme i halvvågen tilstand mellem 2 og 6 i morges. Ny dansk rapport om, at Den Nordatlantiske Strøm kan gå i stå snarere end ventet, at det kan medføre en ny istid allerede i barnets levetid. Stod op da natten var mørkest og så Mælkevejen løbe tværs over huset. Googlede worst case klima og fandt forudsigelser om et globalt hothouse, en spirallering til Venus-lignende tilstande, hvorfra livet ikke længere har mulighed for at vende tilbage.

29. Barnet er fyldt 17 måneder og hendes fødder er vokset ud af sandalerne, mens vi har været her. Der ligger små sorte belugalinser på gulvet i køkkenet, hun peger på dem og siger “mæh”. Den verden, der blev født med hende, udvider sig indefra hele tiden.

30. 
I et stort univers
er Jorden en prik
her er hvad her er
og intet blir væk.

Engang var planeten
gold som en mønt,
himlen var brun
og havet var grønt.

Et landskab tog form
af vulkaner og vand,
bakterier og planter,
der kravled i land.

Og luften blev åndbar
helt hurtigt fortalt,
og jorden blev frodig
og klimaet svalt.

Et landskab er formet
af tusinde ting,
der arbejder sammen
og virker i ring:

En skov, der har vokset
små dyr, der har skidt,
en vind, der har skubbet
og regn, der har slidt.

Men mennesker former
med langt større hast,
maskiner kan grave
så rodnet blir kvast.

Vi tror jord kan ejes
men lever så kort,
alt ejet er lånt
til en dag vi går bort.

Planeten skal deles
mellem alt det, der gror,
ud i fjerneste fremtid
på den grønneste Jord.

31. Knæhøjt korn på markene på vej mod færgen, tværs over øen. Det løber mig koldt ned ad ryggen, selvom bilen er varm. At en høst kan slå fejl, også i 2023. Vådeste juli i DK, så længe det er målt. Varmeste måned i verden.

1974
I 1974 placerer en fransk kunstner en lille kasse af tin uden bund 
på en græsgrøn plæne i Danmark og indrammer et græsstykke.

Tin er et sølvhvidt, blødt metal. 
Kassen er både mat og blank. 
Som min hukommelse er mat og blank.

Kassen af tin stod lige under et japansk ahorntræ. 
En gulbladet vifteløn, der vokser vildt i Japan og Korea. 
Træet har mange latinske navne, 
men jeg kalder det bare en løn.

Det år, franskmanden stillede sin kasse under lønnen, 
er det år, jeg blev født i Korea 
ifølge månekalenderen den 7. januar 1974 
ifølge den gregorianske kalender den 8. februar 1974. 
Jeg sagde ikke en lyd, 
da mit hår slog ud 
som en vifte omkring ansigtet.

I vores koreanske have stod en løn, 
der lignede den løn, tinkassen var placeret under.

Franskmanden, der hed Boltanski,
gav kassen af tin titlen Terrain Privé. 
Privé med apostrof over é betyder på dansk ’privat’. 
Med être foran betyder det 'at blive berøvet'. 
Jeg forsøger med ’privat’ og læser titlen højt: 
et privat land er 
et privat jordstykke er 
en privat mark er 
en privat plads er 
et privat område er 
en privat grund er 
et privat felt er 
en privat jord er 
en privat jordbund er
et privat jordlag

Kassen af tin skulle beskytte den private jord mod tiden.

Og tiden er en gammel havbund, 
der presser sig op over havoverfladen. 
Organismeaffald fra mikrober og makroskopiske organismer 
døde dyre- og planterester vokser på råjorden. 
Rester omsættes af bakterier og svampe 
og nedbrydes, så mineraler frigives og energien udvindes. 
Tilbage er der en sort, fedtet rest, der ligger som sur jord i det øverste jordlag. 
Blandes sur jord med råjord 
bliver den til muld. 
Jordbunden består af rester 
af liv. 
Jordens mund er fuld af døde planter, af blomster. 
Jordens øje ser lønnens blomster, 
der folder sig ud små og purpurfarvede.

I takt med at græsset visnede 
og ilten forsvandt, opstod et syn: 
Der viste sig et landskab i kassen 
et bjerg, der faldt mod havet
som jeg en dag falder mod havet 
vil alting en dag falde mod havet. 
Luk øjnene. Kan du lugte havet i kassen? 
Kan du se det sprutter hvidt? 
Havet i kassen har tunger, 
der slikker stranden ren og puster skum og sang 
ind mellem stenene.

Hvis du sætter øret mod tinnet og hører en knitren 
af krystaller, der gnider sig mod hinanden 
så ved du, det er tin.

Franskmandens kasse havde ét stort vindue, 
der vendte lige op mod himlen. 
Huset jeg fødtes i, havde fire 
der hver vendte sig mod et af verdens hjørner. 
Det var efterår 
og lønnen udenfor huset var kun behængt med få grønne blade 
for de fleste var glødende gule 
eller hang som karminrøde flammer 
bladene var et farveflimmerhav.

Franskmanden, der ville beskytte naturen, 
så aldrig, at græsset i kassen visnede 
og jorden blev gold. 
Han var for længst rejst tilbage til Paris, 
da kassen blev en kiste. 
I kisten lå jorden som en død. 
Under det døde, tørre, private jordstykke 
i jordlagets fedtede mørke 
var der stadig en langsomt voksende bevægelse 
af græsrødder 
blege tynde forgreninger,
der søgte i blinde 
for at skyde nye græstunger op udenfor kassen 
dér hvor ilten er.

Kassen faldt med tiden sammen. 
En gartner samlede resterne op 
og puttede dem i en sæk. 
Tilbage var der kun en bleg firkant. 
En skaldet plet i plænen. 
Og en lyd. 
Af efterårsblade, der faldt 
blandt knitrende krystaller.
I skyggen af et træ.

2010 
I skyggen af et træ 
I skyggen af et træ døde min far. 
Jeg har ikke begravet ham, nu ser jeg, 
at de heller ikke har begravet ham, 
men puttet ham i en skuffe i en væg. 
De døde er en væg. 
De døde er arkitektur. 
De døde har ikke noget med jord at gøre. 
Deres aske ligger uberørt i skuffer pyntet med falske blomster. 
Det er dét, jeg besøger i sommeren 2010 
mellem bløde bakker lidt uden for Seoul, dig. 
Plastikblomster lugter ikke som afskårne blomster gør 
opblødte stængler, råddent blomstervand 
afblomstrede hoveder hænger på en knastør stilk. 
Dét sker ikke for plastikblomster, de holder formen 
mister blot langsomt farven og sover ind i skyggen af et træ.

Kære far 
jeg tænker mest på mig selv og lidt på andre, 
men aldrig på dig 
skal jeg tilgive dig for det?

Kære far, jeg tilgiver dig aldrig

Kære far, jeg tilgiver dig hver dag

Kære far, jeg tilgiver dig aldrig, hver dag tilgiver jeg dig.

Jeg ville ønske, du var blevet til jord. 
Det har måske noget med kulturforskelle at gøre 
at jeg er vokset op i en dansk kultur med tradition for, 
at døde bliver ædt af orme og insekter 
opløst som sammenhængende kroppe 
for at indgå i nye forbindelser med jord, dyr, mennesker. 
Huden er opbygget af celler dannet af molekyler og atomer, 
der for lidt siden var en del af noget andet. 
Og på en måde kan en myre være en reminiscens af 
en anden, en mand, af dig? 
Hvis asken fra din krop kunne fordele sig i andre dyr, 
ville du så sprede dig som smådele i det omkringliggende område? 
Er det dét, der kaldes sjælens vandring?

Kære far, det er ikke nogen slutning at blive lagt i en skuffe. 
Fortæl mig: Hvad skal vi med de skuffer? 
Dét tilgiver jeg dig aldrig. 
Hver dag tænker jeg på mig selv og lidt på andre, 
mens sjæle vandrer videre iklædt insekter. 
Men jeg tænker aldrig, aldrig på dig 
på jord og skuffer pyntet med plastikblomster,
der langsomt mister farven i skyggen af et træ
i skyggen af et træ.

2022 
Min far, derfra hvor du er 
himmelvendt, 
ser du jeg rusker grene, 
som jeg ruskede grene? 
Jeg jager stadig skyggerne af dig i mig på plads.
Døre klaprer i mig, som var jeg det hus, du sov ind i, 
da du skreg som i en drøm 
opslugt af den sidste bølge af blod, 
der steg op gennem spiserøret 
og faldt mod havet, som alting falder mod havet,
når ilten forsvinder.

Din død var en latterligt langsom kvælning.

Hvordan når jeg nogensinde frem, 
når livet er en cyklus 
og jeg hele tiden starter forfra? 
Jeg ser dig som et minde. 
Du ser tilbage fra dine sorteste huller, 
ikke større end et knappenålshoved. 
Hvordan ser du mig overhovedet 
gennem de små kulsorte prikker du efterlod?

Du efterlod mig 
med dit triste udtryk i mit ansigt, 
da du døde i Seoul i 2010. 
Jeg bærer det stadig for dig 
skjult for mine øjne, der bliver ved 
med at vende sig 
for at se tilbage mod dig natsort sitrende himmel, 
og min krop hænger på stolen 
som en sandsæk. 
Jeg står på et jordstykke af visnet græs 
det private land.

Det sted jeg blev født 
er en historie om en kasse af tin 
med et låg af glas, 
der stod under et træ
– det stod der i mine adoptionspapirer: 
Fundet i en kasse under et træ. 
Men var det virkelig en løn, kassen stod under?

Mit liv begyndte som alle andres.

Men ikke historien. 
Historien begynder i mit hjemland: 
Jeg kan ikke genkalde mig én eneste duft.

Mit land var mit landskab var min slægt, der blev udslettet. 
Det ubrydelige blev brudt. 
Jeg blev fjernet fra mit stamtræ 
mit bjerg, min flod, mit folk, mit sprog
gjort forældreløs 
med et simpelt pennestrøg 
et viskelæder 
slet-og-ret 
og min amputerede familie stod tilbage 
med et lille spøgelse, 
som min mor vuggede hver nat 
som min mor vuggede alle de grimme ting 
jeg mistede 
min far, min bror, min søster 
min smukke mor, 
der engang var stjerneklar 
og blev tilbudt en filmrolle 
voksede til som forkrøblet rod 
en lemlæstet sjæl, 
og nu 
hvor hendes hukommelse endelig sprang læk,
fossede historierne ud i havet 
og med dem sorgen. 
Hukommelsen er mat og blank som tin 
nu hvor hun ikke længere ved, 
hvem jeg er 
husker hun stadig et navn 
det navn jeg fik, 
mens hun glemte mig 
Hun siger: 
Jeg savner Nam Sook.

En syrlig skarp duft af min mor, 
når hun sveder, er den samme lugt jeg mødte, 
da jeg besøgte min fødeby Pusan første gang 
den sære skarpe, let rådne lugt fra gyder 
madbodernes friture, søde fisk af dej med bønnecreme i og kimchi.
Altid lugten af kimchi og røg fra en bordgrill.
En mor set gennem en magisk røg

Lugten af det sted jeg voksede op i Danmark, 
er lugten af nyslået græs 
af blomstrende syrener, stegte ål, kompost og flæsk, og det, 
der blev kaldt for tilknytningsvanskeligheder, 
kalder jeg nu for gaslighting. 
Her er det fænomen, jeg forbinder med adoption: 
Stockholmsyndromet 
den psykiske tilstand, 
hvor tilfangetagne eller ofre for en kidnapning 
udvikler en tilknytning 
til deres vogtere. 
Men jeg siger det ikke højt. 
Børn, der bliver hvidvasket og solgt, 
passer ikke ind i adoptionseventyret om, 
hvordan Vesten redder fattige børn fra døden.

Historien begynder her: 
Jeg kan ikke genkalde mig én eneste duft 
fra det sted jeg blev født. 
Men jeg husker nu lugten af overgæret kimchi, 
jeg kan ikke undslippe den lugt. 
Lugten af det plejehjem, hvor min mor arbejdede, 
af uvaskede mennesker med ble, den gamle tislugt, 
der kryber op ad ryggen og stiger op gennem halsåbningen. 
Jeg kan ikke undslippe den lugt.

Jeg er ikke bange for noget. 
Jeg er kun bange for at miste dit ansigt. 
Jeg må ikke græde himmelfarvet blæk 
for i alle dråber 
er dit ansigt 
bare stille 
fald som blade 
drysser af i efterår.

Dér kommer min far
med sang i sin strube 
og han drak til toner fandt vej 
i smalle gyder og slog mod murerne, 
der faldt en let sne,
hvor han satte sig på hug blandt dem 
der kastede op af druk, 
og han klappede dem på ryggen, 
mens han sang om døde blade:

The falling leaves drift by the window 
the autumn leaves of red and gold 
I see your lips, the summer kisses 
the sun-burned hands I used to hold 
since you went away the days grow long 
and soon I'll hear old winter's song 
but I miss you most of all my darling 
when autumn leaves start to fall.

Jeg drømmer, at jeg sejler væk 
på riskornenes hav 
under himmellyn. 
Jeg vender mig tit om 
men aldrig tilbage. 
Flap like a hat 
Først da er du ren vind.

Og jeg drømmer, 
at jeg deler natten i to 
lægger den ene halvdel 
under dit hoved 
og hvisker
Intet bliver glemt. 
Dem der forsvandt 
og dem der mistede deres ansigter. 
Sandheden vil altid tone frem til sidst. 
Også det røde i floden
som I tror falder 
stiger mod overfladen. 
Tunger vil smælde som flag 
for de døde 
og for dem der blev usynlige 
da de blev skilt fra deres stamtræer. 
Dem der blev skrevet ud af historien, 
vil blive skrevet ind. 
Nu er det sagt 
når en sætning er stillet frem 
kan den ikke stilles tilbage.

Og min far skrev:

’time flies very fast 
lovely Nam Sook, winter went 
spring is gone 
I have never forgot you
I’m getting more - missing you
the more I am older 
whenever I sit or stand’

Jeg sætter mig som dig på hug blandt dem, 
der kaster op af druk 
klapper dem på ryggen, 
og når jeg synger din sang 
Autumn Leaves 
oversat fra fransk original version til dansk 
er bladene usynlige, 
og efteråret har aldrig fundet sted

’Denne sang minder mig om os. 
Du elskede mig, og jeg elskede dig 
vi boede sammen 
du, som elskede mig, 
og jeg, som elskede dig 
men livet adskiller dem, der elsker hinanden 
og langsomt, lydløst sletter havet 
de adskilte elskendes fodspor’.

Da vi mistede hinanden 
mit stamtræ og jeg 
voksede jeg videre uden rod, og jeg voksede på trods 
som ny græs uden centrum, i alle retninger. 
Jeg er græsset under dine fødder, 
jeg er en nyklippet plæne strålende grøn. 
Så træd varsomt 
– det er mit liv, du træder på.

Hvorfor er planter grønne? 
Det har en stjerneforsker undret sig over i sin fritid. 
Hun leder stadig efter et svar 
for når først spørgsmålet er stillet frem 
kan det ikke stilles tilbage

Det begynder at regne.

Jeg stiller mig i ly i huset med de fire vinduer 
der vender mod verdens hjørner. 
I mit koreanske fødehjem kan jeg høre fugle fra min have i Danmark. 
De synger i telefonen, hele vejen rundt om jorden 
synger tornsangeren virkelig også her?

Regnen tager til. Hvor stillede jeg den paraply?

Uden paraply over mit hjerte 
er jeg bange 
for at græde himmelfarvet blæk 
For i alle dråber 
er dit ansigt 
bare stille 
fald som blade 
drysser af i efterår.

Solen skinner. Eller skinner ikke. Uanset er her varmt. Andre steder er der tørke, men haven her sprudler, flyder over. Lyserøde, gule, hvide og blå blomster, grønne blade. Lokkende dufte. En plastikpose lister sig ind på plænen foran mig, så jeg til sidst må rejse mig, hente

den og gøre hvad en anden åbenbart har anset for for besværligt, nemlig proppe den i en skraldespand. I et bed for enden af plænen vokser noget hjemmevant og blidt: En storkenæbs blomster puffer sol, der synker gennem skydækkets klæde, til rette, sankthansurt, røllike, gamle løfter

og gamle minder, men iblandet noget prangende eksotisk, fallosblomst, noget at drømme om, noget at begære. Man kan vel kalde bynaturen, bedene, altankasserne, vejtræerne, vildvinen op langs husmuren, for en kupon der aldrig indfries, symbolsk, men anlæggelsen af den kan

også betragtes som forsøg på at åbne sig lidt for det skovagtige, engagtige, kratagtige. En gartner er i gang med at vande, og jeg spørger ham om han mon ved hvad princippet bag bedet her er, men han er, fortæller han mig, slet ikke gartner og ved det ikke. Noget dansk sommereng

mikset med lidt jungle, bliver vi enige om. Han minder mig venligt om, føler vist en trang til at give mig noget, at haven engang var en havn. Jeg ser birketræerne som svajende master. Statuen som en dampers skorsten. Et bed som en større eller mindre skude lagt for kaj. Bænken som

en jolle. Buskene bølger, blomsterne skvulper sødt, birkens krone bølger grønt. På gruset bølger bladenes skygger og får også stien til blidt at kruse. Haven er en travl havn, natur sejler ind og lægger til: en nældens takvinge, en bleg mariehøne kaster anker på mit skinneben, to

grønne vandnymfer, bier og svirrefluer. Så, som fløjet ud af mine drømmerier, sejler ind fra oven en stor fiskehejre, i en doven, sejrsvant duven, og fortøjer sig på toppen af den otte meter høje vandskulptur. Dér står den og skuer ud over det landskab vi mennesker har

lagt til rette for den, som om den overvejer om vi kan gøre det ud for føde, om vi mennesker der slentrer på plænen faktisk er småfisk i en fjords ålegræs. Så daler den ned, stiller sig i havens bassin og hapser med et ryk, som når man trækker en handske på, en lille, gylden karpe.