UKRAINIAN DIARY – Fotografi af Boris Mikhailov fra 1966 til i dag

Ukrainske Boris Mikhailov er en af Østeuropas mest indflydelsesrige fotografer, som gennem et halvt århundrede har dokumenteret livet i sit hjemland. Resultatet er et både poetisk, smukt, barskt, grimt og skræmmende aktuelt blik ind i livet før, under og efter Sovjetunionens sammenbrud. Nu kan du opleve hans prisvindende kunst, når udstillingen Ukrainian Diary åbner 20. september i Den Sorte Diamant.

Ukrainian Diary er den første retrospektive udstilling af Boris Mikhailov i Danmark. Med over 500 værker er udstillingen ikke bare et nådesløst blik ind i Ukraines tumultariske historie gennem mere end et halvt århundrede. Den præsenterer også en kunstners imponerende livsværk, der spænder over vidt forskellige kunstneriske metoder og æstetiske udtryk. Han er kendt for sine dokumentariske, konceptuelle og performative værker.

Med Ruslands krig mod Ukraine siden 2022 har Mikhailovs arbejde fået et nyt og påtrængende vigtigt skær.

Fra rebel til revolutionerende

Boris Mikhailovs fotokarriere begyndte, efter KGB fik ham fyret fra den fabrik, hvor han arbejdede som ingeniør i 1960’erne. Her havde han i smug brugt den statsejede fabriks kamera og mørkekammer til at tage og fremkalde nøgenbilleder af sin daværende hustru. Et motiv, der i det sovjetisk styrede Ukraine, var dybt ulovligt.

Som nu arbejdsløs helligede han sig fotografiet på fuld tid. Et risikabelt foretagende, da man under det kommunistiske styre kun måtte tage ”autoriserede” billeder, der bekræftede det sovjetiske styres glansbillede af samfundet. Politiet holdt Mikhailov under konstant overvågning og ødelagde rutinemæssigt hans kameraer og filmruller.

For så vidt muligt at omgå det kommunistiske styres censur udviklede Mikhailov nogle helt særlige og vidt forskellige æstetiske virkemidler, fx den fotografiske teknik “bad photography”, hvor han bevidst lavede ’fejl’ i sin kunst. På denne måde kunne han ofte omgå censuren, for hvilken betydningen kan et fotografi af ringe kvalitet have?

“Dårlig kvalitet kan bruges som et undergravende middel. Det kræver ikke engang virkelig dårlig kvalitet, det er nok, at den er statistisk gennemsnitlig – dårligt tryk, for eksempel. Ved at tilføje noget tidligere uacceptabelt til fotografiet, overtrådte jeg den sovjetiske fotografis kanon. Jeg fotograferede angiveligt forkerte ting på en angiveligt forkert måde,” forklarer Boris Mikhailov.

Mikhailov og hans venner begyndte desuden i hemmelighed at organisere små systemkritiske udstillinger i deres hjem, såkaldte "dissidentkøkkener". Denne gruppe fotografer dannede senere kernen i Kharkiv School of Photography – en af de mest indflydelsesrige kunstneriske bevægelser fra den sovjetiske æra, som er kendt for sin eksperimentelle tilgang til fotografi og dens ofte provokerende og konceptuelle stil.

Konceptkunst, håndkoloreret fotografi, socialdokumentarisme, performance og film

Mikhailovs arbejde er et mangefacetteret kunstnerskab. Ikke kun i valg af materiale og metode, men også i valg af motiv. Hans værker spænder fra humor til tragedie, fra socialrealisme til det poppede; fra dokumentation af den totale fattigdom og armod, der herskede i Ukraine under Sovjet til nærmest burleske nøgenbilleder af kunstneren selv. Fra smukke, æstetisk glorificerede portrætter i serien Luriki til den barske, grimme og ubehagelige serie Case History – en portrættering af Kharkivs desperate indbyggere tabt i Ukraines økonomiske kollaps i slipstrømmen af Sovjetunionens opløsning.

Boris Mikhailov arbejder i serier, for, som han udtaler: ”Idéen om, at et enkelt billede kan indeholde maksimal information, er en løgn; jeg tror ikke på absolut sandhed. Når man udforsker noget fra mange forskellige vinkler, øges ens fornemmelse for sandheden.”

Serierne er vidt forskellige i metode, motiv og udtryk. Fælles for dem er, at de dokumenterer og fortolker flere årtiers barske sociale realiteter og absurditeter i et sovjetisk og postsovjetisk Ukraine. 

Boris Mikhailovs serier

National Hero, 1991 (enkeltstående værk)

Umiddelbart efter Sovjetunionens fald i 1991 lavede Mikhailov en række portrætter, blandt andet dette billede: Et omarbejdet, håndkolorerede selvportræt af en 18-årig Mikhailov i en umiddelbart traditionel sovjetisk militærdragt – taget under Mikhailovs meget korte tid i militæret.

Dette æstetiske billede af en mand med røde læber, klare blå øjne og sart, porcelænsagtig hud syner umiddelbart uskyldigt. Men netop ved at gøre manden smuk, tenderende til feminin, og placere ham på en lyserød baggrund var en fuldstændig uhørt fremstilling af maskulinitet i en sovjetisk kontekst. Samtidig er insignierne på den sovjetiske militærdragt erstattet af traditionelt ukrainsk broderi – en detalje, der peger tydeligt ind i den omvæltning, Sovjetunionens opløsning medførte.

”Jeg tænkte, at et nyt land havde brug for en ny nationalhelt, og jeg lavede en serie selvportrætter, hvor jeg var klædt i uniformer dekoreret med ukrainsk ornamentik, som om jeg var ved at udvikle nye statssymboler, men jeg overmalede også billederne […], som et tilbageblik på den sovjetiske censur. Det var en måde at gøre grin med den sovjetiske propagandas forskønnelse af banale situationer på.” (Boris Mikhailov).

Yesterday’s Sandwich, 1966-1968

Som autodidakt fotograf, kastede Boris Mikhailov lidt skødesløst en bunke dias på sin seng, og ”to dias smeltede ved et uheld sammen, som en sandwich," fortæller han. Mikhailov så pludselig et helt nyt metaforisk billede, og han begyndte at udforske modsætningsfyldte kombinationer i det, han kalder "programmeret tilfældighed".

I serien Yesterday’s Sandwich har Mikhailov skabt surrealistiske og meget poetiske billeder, der sammensmelter skønhed med det groteske. Serien introducerer ellers forbudte fortællinger, der står i skærende kontrast til den statskontrollerede, idealiserede fremstillingen af sovjetisk liv.

I udstillingen vises diasshowet Yesterday’s Sandwich med Pink Floyds album The Dark Side of the Moon – et musikalsk bagtæppe, der for Mikhailov understreger ”det tabte paradis” i tematikken.

At Dusk, 1993 

Kort efter Sovjetunionens sammenbrud vandrede Mikhailov gennem Kharkivs gader med et panoramakamera i hoftehøjde. Her tog han billeder af de mange fattige skikkelser i skyggerne, der stod i kø efter mad eller lå på gaden. Han tonede derefter trykkene koboltblå – en melankolsk farve, der, ligesom titlen ”i skumringen”, symboliserer overgangen fra dag til nat; fra et sovjetisk til et uafhængigt Ukraine.

Den melankolske blå farve er også knyttet til traumatiske minder fra Mikhailovs barndom. Under 2. verdenskrig meldte hans far sig til Den Røde Hær, mens hans jødiske mor flygtede med den treårige Boris til Kirov i en godsvogn på et af de sidste tog ud af Kharkiv, lige før nazisterne indtog byen.

Mikhailov husker bombardementerne, sirenernes hyl og projektørerne på den mørkeblå himmel: "For mig er blå blokadens, sultens og krigens farve... Blå, blå, lyseblå..."

Red, 1968-1975

"Ordet 'rød' på russisk har samme rod som ordet for skønhed. Det betyder også revolution og vækker associationer til blod og det røde flag. Alle forbandt rød med kommunisme. […] Men de færreste indså, at rød gennemsyrede hele vores liv, på alle niveauer." (Boris Mikhailov)

Som en bro mellem dokumentarfotografi og konceptkunst samler serien Red mere end 70 billeder taget i Kharkiv i slutningen af 1960'erne og 1970'erne, der alle indeholder farven rød. Som et stærkt symbol på den russiske revolution i 1917 og Sovjetunionen (1922-1991) afslører den røde farve, i hvilken grad hverdagen i bogstaveligste forstand var gennemsyret af kommunistisk ideologi.
 

Om Boris Mikhailov